Læsetid: 3 min.

Forelsket masochistisk martyrium

Christel Wiinblads undersøgelse af kærligheden som en nærmest kristen sadomasochisme er intenst udmarvende. Men det er også en ensformig, pligtskyldig sindssyge, som ender et lidt for genkendeligt sted
Man fornemmer, at Christel Wiinblads hovedperson tror på den vanvittige, transcenderende kærlighed, men at hun skal forstå, at den er farlig. Noget, hun skal reddes fra. Og derved ender kvinden igen som et offer.

Malte Kristiansen

7. november 2014

De elskende er en fortælling om destruktiv kærlighed; undertitlen eller genrebetegnelsen er »Et sammenstød«, en kvinde møder en mand, som får hele verden til at styrte omkring hende, og alt bliver oplyst. Wiinblad undersøger forelskelsen som psykose, et frivilligt tab af sig selv i kærligheden.

»...så smuk, som han var, kom han gående dér på gaden, som ud af intet, og det syn væltede ind i hende, det blændede hende fuldstændig. (...) Det var elektrisk, det var smukkere end alt, og nu smilede han til hende, og nu havde hun allerede glemt alt andet end ham«.

Forholdet mellem de elskende er dels præget af et helt eksalteret sprog, dels af vold og ydmygelser (lussinger, hård sex, spyt, psykisk terror), hvis erklærede mål er, at de (især kvinden) skal gå til grunde og genopstå i kærlighedens rensende lys.

Kvinden bliver oplært; bundet og pint, samtidig mister hun grebet om virkeligheden og vælter rundt i en verden, som er lys og skær, frostklar året rundt:

»…den intensitet, det lys, det blændede hende. Det her ingenting. Hun gik rundt og rundt i det, hun led, det skar, det var isnende. Det fór igennem hende. Sollyset, hun var pludselig bange for det, hun frøs, lyset flimrede. Sommeren var overalt omkring hende nu«.

Sproget er opkørt og febrilsk. Det er udmarvende læsning, som at være fanget i en bevidsthed, som hverken har hvilet eller spist i dagevis. Det er også en fuldstændig ensformig vekslen mellem ekstase og desperation.

For de to hovedpersoner er den virkelige verden et skin, som skal besejres, og kærligheden en bro over til en grusom, smuk, sand verden, som er gemt bag den almindelige.

Kristen retorik

Der er noget kristent i retorikken, en forestilling om et masochistisk martyrium, hvor man igennem pinen skal gå ind i en oplyst tilstand, et hinsides:

»’Tag imod, giv slip i alt og gå med lyset, mens det stadig er hos dig’ (...) ’Alt skal brydes ned, det skal opstå i kærlighed,’ sagde han. ’Det er udødeligt, giv efter nu’«.

Jeg kom til at tænke på min egen store teenageforelskelse, hvor sindssyge vi blev, og hvor sproglig den forelskelse var, vi skulle hele tiden forsikre hinanden om, hvor stor og enestående vores kærlighed var, i lange sms-kæder, der både var præget af vilde, oprigtige følelser og pligt. Vi skulle forsikre hinanden om vores kærlighed i et sprog, der hele tiden hyperbolsk overbød enhver praktisk virkelighed: »jeg elsker dig højere end alt, længere end for altid.«

Jeg fik fremstillet et lille sølvhjertevedhæng til min kæreste, indgraveret »>altid«; først havde guldsmeden glemt >-tegnet, det kunne jeg ikke acceptere, så det måtte pligtskyldigt tilføjes; kærligheden var mere end almindeligt evig. Sådan er tonen også her. Romanens sprog er smukt og benet og Wiinbladsk flyvende, men fuldt af gentagelser, en ensformig eufori. Det kan der være gode grunde til, f.eks. at ville vise forelskelsen som tvangstanke, alligevel går denne læser død i den uendelige skiften mellem »hun var lykkelig, hun var helt ulykkelig« og skift mellem de samme replikker. Kunne man ikke have vist et mønster ved at gentage en replik eller figur fem gange i stedet for 100 og lade læseren tænke selv?

Den farlige kærlighed

Romanen skriver sig ind i en litterær tradition, hvor den erotiske overskridelse bliver et middel til at forvandle livet. Som hos franskmanden Georges Bataille, hvor den destruktive seksualitet forstås som transcendent overskridelse: Den voldsomme, dyriske, uhæmmede seksualitet som en destruktiv frigørelse, der er forbundet med døden.

Hos Christel Wiinblad er det nærmere overskridelsen, som skal afsløres som illusion. Som noget, den kvindelige hovedperson bliver offer for. Eller: Man fornemmer, at hun tror på den her vanvittige, transcendente kærlighed, men at hun skal forstå, at den er farlig, og noget hun skal reddes fra. Og vi læsere skal forstå, at tanken om, at kærligheden afslører den almindelige verden som en illusion, selv er en illusion.

Jeg ved ikke, måske synes jeg bare, at det lyder som en glimrende idé at ville indstifte en ny verdensorden via voldelig sex? Eller: Jeg ville ønske, at romanen virkelig ville undersøge kærligheden som radikalt bevidst- og virkelighedsudvidende stof i stedet for at ende et genkendeligt sted, hvor kvinden er offer, som er lige ved at gå under, og den mandlige sadist er ond og skal flygtes fra.

De elskende
Christel Wiinblad
Gyldendal
198 sider
200 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu