Læsetid: 5 min.

De frie kønsdeles freakout

De brillante svenske elektronikere i The Knife har annonceret, at de går i opløsning, og det markerer de med en kort afskedsturné. Informations musikredaktør var med i Stockholm, hvor der var utopisk fest for sanser, dansesko og queer-retorik af den mest ekstatiske skuffe
The Knife har annonceret, at de vil stoppe, mens legen er god. Og god, dét har den været, mener Informations anmelder, som beskriver bandets koncert i Stockholm i torsdags i forbindelse med deres afskedsturne som ’en utopisk orgasme’

The Knife har annonceret, at de vil stoppe, mens legen er god. Og god, dét har den været, mener Informations anmelder, som beskriver bandets koncert i Stockholm i torsdags i forbindelse med deres afskedsturne som ’en utopisk orgasme’

Scanpix

4. november 2014

Koncert

Dét gemyt, der er på spil her i den stockholmske Globen, er ikke et ungt gemyt. Det kommer fra i hvert fald 1967, ja, går måske tilbage til Wilhelm Reichs Sexpol i 30’erne. Eller sågar til Monte Verità-kollektivet i Schweiz år 1900. Det er den frie kærligheds og den uhindrede seksualitets gemyt.

Og det kommer til live helt ungdommeligt og rødkindet i de 11 menneskers skikkelser på scenen i den svenske hovedstad. Klædt i blå syntetisk strålende buksedragter og matchende, glitrende makeup. I færd med at spille og danse sig selv og publikum ind i ekstasen. I færd med at gennemlyse os på celleniveau, hvor der formes nye technoide zigzag-mønstre, så musklerne kramper åh, så rytmisk.

The Knife har været i konstant udvikling i deres 15 år korte karriere. Tingene må tilsyneladende for enhver pris ikke fryse til. Så det kom ikke som noget chok – men alligevel som en stor skuffelse – da The Knife i august i år annoncerede at de stopper, mens legen er god. Og god, dét har den været. Mesterlig og uforlignelig, faktisk. Duoen har ganske vist kun haft ét stort hit – »Heartbeats« – men deres dunkle, erotiske, (køns)politiske elektropop og ikke mindst forsanger Karin Dreijers shamanistiske, mangfoldige stemme har sat sig dybe spor i 00’ernes musik. Her og der og alle vegne kan man udpege efterfølgere af deres gotiske mysticisme, af broderen Olof Dreijers technoide vision og af søsterens mesterlige fraseringskunst og pitch-faciliterede kønsskifter.

Det er den første aften på deres afskedsturné, og denne torsdag aften i Annexet i Globen får vi den første af de kun syv planlagte farvelshows med et 11 mennesker højt kollektiv. Mange af dem var også med, da svenskerne gæstede Store Vega i København sidste år og delte vandene, især i anmelderkorpset. Det var ikke en koncert, men en performance hvor det var svært at spore, om der overhovedet blev spillet på instrumenterne – selvom de lod som – og hvor det var sjældent, man kunne spotte, om Karin Dreijer rent faktisk sang live.

Ideen om at bryde med koncertformatets autenticitetsprincipper blev mødt af raseri og latterliggørelse af flere anmeldere. Men skal man kritisere cirklen for ikke at være firkantet nok? Skal man ikke netop danse med værket og i dette tilfælde lytte lidt mere med kroppen? Dermed kunne man måske have forstået, at det var en begivenhed, der søgte mod den oprindelige rave-kulturs opløsning af idoldyrkelsen, mod hævdelsen af techno-stammens kollektive nydelse. Altså en kopernikansk vending af fokus væk fra scenen og mod publikum som nyt centrum. Musikken og oplevelsen skinner i vores kroppe. Og det gør den også denne torsdag aften.

Sjovt, ekspressivt, erotisk

Nå, men ikke desto mindre har The Knife udviklet deres show siden sidste år. De mange medlemmer har lært at spille og synge flere af sangene, og det understreges igen og igen denne aften. På den nye scene i tre niveauer falder spotlyset tit på en solist, om hun eller han eller høn så spiller på en elektronisk trompet, på en fotocelleanordning, der aktiverer lyde, når man afbryder lysstråler eller på et nybygget to-tre meter langt instrument, der bedst kan betegnes som en krydsning mellem en pedal steelguitar og en Viggofon. Der hersker heller ingen tvivl om, at de mange medlemmer bidrager til de mere polyrytmiske numre på maracas, trommer og afrikansk percussion. Og Karin Dreijers sangpræstationer gemmes heller ikke væk, mens inklusionen af Shannon Funchess giver truppen en solidt groundet, omend ikke nær så interessant, vokal modpart til førstnævnte.

Og Olof Dreijer? Han styrer dele af elektronikken, spiller perkussion, men hengiver sig også til dansen i de numre, hvor ingen forsøger at lade, som om de spiller live. Hvor alle slår sig løs i koreografiernes parringsritualer, rundkredspædagogik og selskabslege – i noget, der både kan minde om jazzballet, engelsk og latinamerikansk standarddans, amatørballet, stammedans. Det er sjovt, ekspressivt, yndefuldt, erotisk.

Gruppens queer multivers er blevet åbnet yderligere op på deres sidste album Shaking The Habitual, og det formuleres denne aften af et kvindeligt medlem af truppen, der midt i showet reciterer et nyt digt for os. Hun ønsker sig en krop med to pikke, fem punge, 15 huller, fortæller hun. Hun vil svede medicinsk marihuana. Hun vil have en krop i alle farver. Hun vil tigge om det, du ved. Og hun vil tigges om det.

Flirten med queer-seksualiteten kan allerede ses i musikvideoen til »Pass It On« fra 2003, hvor Olof Dreijer danser en forførelsens dans foran en transseksuel sanger, der synger med Karin Dreijers stemme – imens sidstnævnte ser på med et intenst sultent blik. Det over ti år gamle nummer oversættes denne aften til en dundrende smuk techno-hymne, hvor Olof Dreijer danser en tæt, nydende og kærlig pardans med et af de mandlige medlemmer – og søster i klimakset løfter sin stemme i en af sine samisk gjaldende serenader, så man får gåsehud helt op ad kindbenene.

En utopisk orgasme

Det er et venstreorienteret rave, en ekstatisk politisk erklæring, de frie kønsdeles freakout, en utopisk orgasme. Vi er i de flydende kønsmarkørers boblebad, og alle er velkomne. Den stolte skønhed, der emmer fra scenen, fornemmelsen at være i en fælles lunge, hvor vi søger et dybere åndedræt. Virkelige oplevelser mellem virkelige mennesker. Ikke et show, men en omfavnelse – naturligvis uden storskærmsformidling.

Til formålet er hovedparten af sangene blevet ombygget og pisket op med ekstra offensive rytmer af den inciterende technoide, programmerede eller den afrikansk polyrytmiske, håndspillede variant. Det kan nydes helt ind i knoglemarven denne aften, og det kan også høres på den fremragende opsamling af de ombyggede numre på Shaken Up Versions, der udkommer til december.

Der er så uendelig langt til de lukkede, fremmedgørende og ærefrygtindgydende performances som The Knife leverede under deres Silent Shout-turné i 2006. Med skærm både foran og bag scenen. Og søskendeparret opererende i antiterrorkorpsdragter og -masker, uden at mæle et eneste ord mellem numrene. I dag ligner deres stamme mest af alt et polyester-elverfolk af kærlighedskrigere bevæbnet med humor og sanselighed. Frygten, vreden, mørket har veget pladsen for en technicolor-fortælling om menneskeligt potentiale. Hver opførelse af en sang er både en bekræftelse og en realisering af det. Og dét på trods af at store dele af publikum virkelig står ufattelig stille. »Stockholm, kom nu, ryst alt det, I er født med!« har man lyst til at råbe. Men os – stammemedlemmerne – har for travlt med ekstasen, med at mærke kroppen dunke i samklang med musikken. Mærke at elektriciteten ikke kun går fra udøvere til publikum, men sitrer i et ekstatisk loop, hvor vi alle giver og tager, giver og tager, giver og tager, giver og tager. Og giver.

The Knife – Shaken Up Show – Annexet, Stockholm, torsdag.

The Knife: Shaken Up Versions (Rabid Records). Udkommer 8.12.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu