Læsetid: 3 min.

Julies modsatrettede fryd

Danica Curcic er en frygtløs Julie, og Thomas Hwan er en drømmespringende Romeo. Men deres kærlighed forbliver underligt fjern op ad Skuespilhusets store madras i Elisa Kragerups vildskabsiscenesættelse
Shakespeares teenagekærester spilles ungt og desperat af Thomas Hwan og Danica Curcic i Skuespilhusets opsætning af ’Romeo og Julie’.

Natascha Thiara Rydvald

17. november 2014

Når Julie kysser Romeo i Elisa Kragerups storladne iscenesættelse på Det Kongelige Teater, så kysser hun ham med glubsk lyst. Men hun kysser ham samtidig med en fortvivlelse, som bliver mere og mere desperat, desto mere hun rører ved ham. Som om hun ved, at denne kærlighed bliver så forfærdelig kort, at hun kun har ganske få øjeblikke til at nyde den.

Det er denne modsatrettede fryd, der gør Elisa Kragerups vildskabsiscenesættelse af denne kærlighedstragedie så intens. For mellem Shakespeares yngste elskende findes der ingen spekulationer om konsekvenser. Her findes kun ubændig forelskelse. Og alligevel mærker deres kroppe intuitivt, at kærligheden snart er forbi.

Shakespeares teenagekærester spilles i hvert fald så ungt og desperat, at de elskendes ben spurter om kap med deres ord – op og ned ad den kæmpemadras, som Steffen Aarfing har skabt som en original symbolramme om Romeo og Julies forbudte elskov.

Op mod det månelys, som Jonas Bøgh har sat så støvetsmukt på madrashimlens hundredvis af blinkestjerner.

Tarvelig nederdel

Danica Curcic er en vidunderlig Julie. Oprigtig og vild i sin forelskelse, men også snu i sin forstillelse, så hun får forældrene til at tro på, at hun virkelig vil gifte sig med rigmanden Paris, som de har valgt til hende – selv om hun er ved at kaste op over hans begramsninger.

Denne Julie har ingen skrupler. Hun styrer direkte mod Romeo. Og hun kan sige sine kærlighedsreplikker, så man tror, at hun finder på Niels Brunses legende oversættelse, mens hun taler. Hun kan endda også spille klaver!

At hendes flotte krop så er havnet i landets kedeligste nederdel og aldrig skifter tøj, det er måske lidt tarveligt. Men pyt. Romeo har også fået bukser med sært snit og kikseskjorte, så det er måske bare genbrugskorrekte kostumer, der skal give hovedpersonerne et uskyldigt udtryk af retro.

Ivrige kys

Thomas Hwans Romeo er ilter og forgabt. Han lever kun i nuet. Han vil tydeligvis klatre op ad madrasvæggene helt op til månen for Julie – og springe ned fra den igen for hendes skyld. Og han kysser hende så ivrigt, at Jesper Hyldegaards durkdrevne mafiamunk knap kan flå Romeos mund fra Julies efter vielsen.

Men Romeos kraft forsvinder hen mod slutningen – som om forestillingen zoomer ud i stedet for at zoome ind. Det virker, som om Romeo ikke får lov til at dvæle ved Julies lodrette lig. Derfor får tilskuerens følelser heller ikke lov til at blive ubærlige. Og derfor opleves slutningen og dens fortsatte borgerkrig også underligt analytisk.

Tybalt som udsmider

Men jo. Elisa Kragerups iscenesættelse er besat af en fandenivoldskhed, der klæder Shakespeare. Når Troels Thorsen fortolker den voldelige Tybalt som en hadefuld udsmidertype, der kan tirres af hvad som helst, så matcher figuren flot vores tids forherligelse af aggressive mænd på ekstremsporthormoner. Derfor bærer man også over med, at iscenesætteren taber et par rollefigurer under forestillingens mange løbeture hen over kæmpemadrassen. Ditte Gråbøl har i hvert fald ikke fået lov til at lægge sit temperament ind i den stærke Julies mærkeligt apatiske mor. Og det ændrer ikke magtforholdene mellem kønnene synderligt, at vennen Benvolio spilles af en kæk Helle Fagralid i jakkesæt – eller at Fyrsten af Verona er blevet til en fyrstinde i Signe Egholm Olsens imposante herskerinde med elizabethansk pibekrave og blege øjenlåg.

Tammi er en fest

Til gengæld har Elisa Kragerup anvendt Shakespeares gamle amme til sin mest radikale casting. For hvem spiller ammen? Det gør da ingen anden end den underskønne og topmorsomme og ultraerotiske Tammi Øst. Så hvad sker der så? Så bliver ammens stereotype borgerlighedskvinde pludselig til et interessant menneske, som både forstår Julies forelskelse og hendes forældres fornuft. Tammi Øst kan vride hænderne og fugte sine læber, så hele Skuespilhusets klukker af grin – inden hun overhovedet har sagt en replik. Det er en fest. Og det er en fest, der varsler lidenskab og død.

Denne Romeo og Julie er i det hele taget en visuel hyldest til alle Shakespeares ord. Så når Peter Plaugborg som bejleren Paris kaster røde roser i grams efter den døde Julie, så griner folk lige midt i den sørgeligste tragedie. Fordi det er så grotesk med alle disse flåede raseriroser. Men som Tammi Østs forunderlige amme siger det:

»Dø skal vi jo alle sammen.«

’Romeo og Julie’. Tekst: William Shakespeare. Oversættelse: Niels Brunse. Bearbejdelse: Elisa Kragerup og Louise W. Hassing. Iscenesættelse: Elisa Kragerup. Scenografi: Steffen Aarfing. Lys: Jonas Bøgh. Lyd: Jonas Vest. Koreografi: Signe Fabricius. Skuespilhuset til 13. januar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu