Læsetid: 4 min.

En knudemands ensomhed

Jens Christian Grøndahls nye roman, ’Jernporten’, tegner et indfølt portræt af en midaldrende skolelærer, der brænder efter det liv, der opstår i mødet med en ny kvinde
’Sex kalder noget frem i mandens hjerne, som kan omsættes til beskyttelse, loyalitet og offervilje; de første byggematerialer til et hjem,’ skriver Jens Christian Grøndahl i sin nye bog ’Jernporten’.

Jakob Dall

7. november 2014

Et sted i Jens Christian Grøndahls nye roman Jernporten reflekterer den navnløse fortæller over det fænomen, at »sex kalder noget frem i mandens hjerne, som kan omsættes til beskyttelse, loyalitet og offervilje; de første byggematerialer til et hjem«. Naturen driver sit eget spil med seksualiteten, konkluderer han. Men han mener også, at effekten reelt er »uvedkommende«. Man skylder ingen sin kærlighed, uanset hvad hjernens signalstoffer har gang i.

Her ligger det dilemma mellem to slags ’natur’, som er omdrejningspunkt for den midaldrende skolelærer, der er romanens fortæller og hovedperson. På den ene side erkender han drifternes natur, der driver ham i armene på kvinder og sikrer, at hans datter får et hjem at vokse op i. På den anden har han et lige så naturligt instinkt for selvbeskyttelse, som driver ham ind i en indadvendt hule af datid, fuld af klassisk musik og litteratur. Der er en ’jernport’ mellem ham og andre mennesker.

Derfor accepterer han det også uden bøvl, når kvinderne i tur og orden forlader ham for en mand, der kan give noget mere. Han føler sig ude af trit med sin samtid. Det han ønsker, findes ikke længere. Da han i bogens slutning fylder 60, fortryder han ikke noget. Kun hans datter, som har fået mand og barn, er en kilde til den lykke, der fødes af lange, forpligtende relationer.

I 1970’erne ville man have døbt ham Knudemanden, en betegnelse, der vel antog den optimistiske præmis, at knuden kunne løses op.

Ensomhedens urværk

I sin egen version af historien gør den navnløse knudemand det klart, at uafhængighed for ham er den største glæde. Bogen består af hans indre monologs erindringsstrømme fra han er sidst i 30’erne og ser tilbage på sin barndom og ungdom, og til han fylder 60 og fejrer fødselsdag alene i Rom. Han er vokset op i et beskedent hjem på Vestegnen, men blev vakt for litteratur og kultur af en usædvanlig tysklærer, Gudrun, flygtning fra DDR, hvis datter han forelskede sig i. Han blev lærer for at kunne gentage den overdådige oplevelse at vække andre for kulturens rigdomme.

En tid var han gift med overklassepigen Maria, hvis far installerede parret i et rækkehus, de ellers ikke havde råd til. Men umærkeligt gled de fra hinanden, skilt, fortælleren blev weekendfar:

»Min ensomhed var et stort urværk, der målte intervallerne mellem Julies besøg hver anden weekend. I de forløbne syv år havde jeg vænnet mig til savnet, smerten over ikke at være tæt på hende og følge hendes hverdag i skolen, med veninderne. I mellemtiden var hendes barndom ved at være forbi. Hun fyldte fjorten og ville snart være en ung kvinde, der under alle omstændigheder forlod sine forældre, uanset om de var sammen eller ej. (…) det var en af de sygdomme, man bare lever med, fordi der ikke rigtig findes nogen behandling.«

Her taler et menneske, der vægrer sig ved at træde i karakter. Beskrivelsen dækker over en næsten hørlig lettelse over, at datterens fravær snart kan opleves uden skyldfølelse. Tydeligt bliver hans mentale fravær også i en indlagt historie om en elev og dennes serbiske flygtningemor.

På donjuanistisk vis søger han kærlighedens næste sus, men orker ikke engagementet i hverdagen: »I en familie udgøres (samhørigheden) af det materielle livs forhindringsløb af praktiske opgaver«, som fortælleren siger om sit ægteskab. Kvinderne i hans liv skiller sig først ud fra hinanden i det øjeblik, de gør deres længsel klar og stiller krav om nærvær og praktisk samhørighed.

Et liv i datid

Selv mener han, at det var hans mors død af kræft, da han var 18, der dømte ham til at leve i erindringen: »Tricket hedder erindring og er andet og mere end den passive gennemgang af fæstnede minder i melankoliens indre biograf. Jeg havde lært det, da min mor døde, som en øvelse i datid.«

Endnu før moderen var i jorden, som det hedder i romanen, installerede hans far en ny kvinde, Mona, i sit liv. Det fylder fortælleren med en bitterhed, han aldrig helt vedkender sig. Han indvier kun storesøsteren Kirsten i sin vrede og undgår så vidt muligt faderens og Monas selskab.

At undgå er måske stoikerens svar på tilgivelse, her opstår ingen vrede konfrontationer, blot den stilfærdige afstand, der med tiden gør mennesker uigenkendelige for hinanden.

Jens Christian Grøndahl skriver smukt, følsomt, lidt omstændeligt og gammelmodigt, som hos en aldrende bordherre, der nyder strømmen af sine egne ord mere end det aktuelle samvær. Fortællerstemmen lyder lidt som stemmen i Grøndahls erindringsbog, Om en time springer træerne ud (2010), om en mand, der bestræber sig på at agere stoisk og fornuft-styret i sin tilværelse, men som flere gange bliver væltet overende af følelser.

Det klæder forfatteren at skrive så hudløst og stilfærdigt, efter den lidt kiksede ’anonyme’ parodiroman om en kvindelig statsministers meritter. Jernporten er en afdæmpet historie om et liv, der ikke rigtigt får form, om en mand uden egenskaber, der lever i åndemusik, det smukke udtryk fra Sophus Claussens vidunderlige mindedigt om Ingeborg Stuckenberg, der flittigt citeres i bogen: »Der bliver fortvivlende lidt af saa meget: kun Aandemusik.«

Jernporten
Jens Christian Grøndahl
Gyldendal
328 sider
300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Godt spørgsmål. Men læs artiklen og tænk selv. Der er (efter min mening) skjulte dagsordener om behørig tilpasning til det "normale" familieliv, og afstandtagen fra flyvskhed ud af reden.

Lise Lotte Rahbek

Ah. Jamen der findes jo også mandlige anmeldere, som er temmelig.. mm.. konventionelt tænkende. En sådan ville måske have være mere explicit afstandstagende.
Ligesom der også findes kvinder, som ikke er at finde i almindeligt familieliv. jeg ved dog ikke, om de findes blandt boganmeldere.

Michael Kongstad Nielsen

Anmelderen skriver:
"På donjuanistisk vis søger han kærlighedens næste sus, men orker ikke engagementet i hverdagen: »I en familie udgøres (samhørigheden) af det materielle livs forhindringsløb af praktiske opgaver«, som fortælleren siger om sit ægteskab. Kvinderne i hans liv skiller sig først ud fra hinanden i det øjeblik, de gør deres længsel klar og stiller krav om nærvær og praktisk samhørighed."

Den sidste sætning er ikke forfatterens, men anmelderens.

Lise Lotte Rahbek

Jaja, men anmeldere har det jo med at skrive deres egne ord, også.

Her er uddrag af en anden anmeldelse, af en mand:
En [...] stor kvalitet er det herlige, at den er fuld af fortolkninger; der bliver tænkt højt, og den er mærket af telling, ikke showing. [...] Det kan godt være, den virker tilbagelænet, grænsende til det højrøvede – men der er altså vitaminer til læserens hjerne.
(Erik Svendsen, Jyllands-Posten, 5 stjerner)

Denne anmelder bruger da osse sine egne ord og fortolkninger, ikkesandt, selvom han kommer til andre konklusioner end Informations anmelder. ;-)