Læsetid: 2 min.

Konstrueret karakterleg

Atom Egoyan skuffer igen med thrilleren The Captive, som trækker tematiske tråde tilbage til hans klassiske værker – og blegner i sammenligningen
13. november 2014

Det har længe været hårdt at være fan af canadiske Atom Egoyan. Som instruktør lagde han ellers ud med en spændende, særegen stemme, da han i firserne tog stilfærdigt fat i store spørgsmål om skyld og tab. Hans nøgterne blik på voyeuristisk teknologi og mediemanipulation fik på den gode måde én til at krympe sig som tilskuer i salen, og med mesterværkerne Exotica og især The Sweeet Hereafter bragede han igennem på verdensscenen.

Siden da har der været foruroligende langt mellem de gode Egoyan-øjeblikke, selv om flere af hans senere dramaer imødekommende leger med mere mainstream thriller-elementer. Filmene har ikke haft samme insisterende nerve som 90’ernes prisvindende fortællinger, skønt han efterhånden har haft adskillige skud i kameraet.

Denne uges premiere The Captive vækker mange minder fra de gode år, når den i stil med The Sweet Hereafter sætter sin komplicerede flashback-fortælling om fortabte børn i de kolde, canadiske landskaber (her ved Niagara Falls). Voyeurisme er igen et stærkt tema med historiens fokus på internet-børneporno og magtfølelsen forbundet med at være kameraernes herre, men hvor de tidlige film subtilt vævede komplekse karakterers skæbner sammen til gribende mosaikker, sidder man her tilbage med et fortænkt rod med alt for mange utroværdige elementer.

Berøringsangst drama

Der er ellers gode navne på rollelisten. Især Ryan Reynolds og Mireille Enos (fra det amerikanske remake af Forbrydelsen) kæmper bravt som et forældrepar, der mister deres 9-årige datter. Vi møder dem, da alt er godt, og er med, da far til sin rædsel konstaterer, at datteren på nogle minutter er blevet bortført fra bagsædet af hans parkerede truck. Der er ingen spor, og historien følger forældrenes sorg, indtil politiet (Rosaria Dawson og Scott Speedman) flere år senere ser et muligt billede af datteren på nettet.

Som publikum ved vi tidligt, at datteren er i live, for filmen åbner med at vise os hendes bortfører (Kevin Durand), en karikatur af en skurk, hvis primære karaktertræk er en trang til at maltraktere Tryllefløjten for os for altid. Manuskriptet insisterer på at lave en ikke alt for ubehagelig film om en pædofili-ring, så alt frastødende ligger i fortiden eller på bortvendte skærme. Det er sådan set sympatisk nok, men det berøringsangste drama bliver en underligt anonym behandling af et alvorligt emne, hvor de svære følelser ikke får plads, fordi thrillerplottet jo skal passes.

Tandløs thriller

Det hele kulminerer med bil- og menneskejagt, og selv om en af manuskriptets overtydelige replikker har belært os, at historier om udsatte eller bortførte børn aldrig har en lykkelig slutning, giver filmen et tandløst bud. Det er så ærgerligt at følge filmen køre af sporet til lyden af Mychael Dannas massive musik. Danna lavede det smukkeste, simple soundtrack til The Sweet Hereafter, og man længes efter en lignende tillid til, at antydninger og tvetydighed kan være mere interessant end at ræse storstilet af sted.

Undervejs er det uklart, hvis historie der er vigtigst, og fortællingens puslespilsstruktur fremmedgør frem for at fremme interessen. Som fan ville man så gerne se det hele samle sig, men man må igen søge mod Egoyans gamle titler efter en god film.

The Captive. Instruktion: Atom Egoyan. Manuskript: Atom Egoyan og David Fraser. Canadisk. (premiere over hele landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu