Læsetid: 3 min.

Korset og æblerne

Nok er åndedrættet blevet roligere, men billederne er så labyrintiske som altid i Simon Grotrians nye digtsamling
Man farer som læser vild i Simon Grotrians digte, bliver udmattet og bedøvet. Men enkelte ord og korte sekvenser rammer.

Man farer som læser vild i Simon Grotrians digte, bliver udmattet og bedøvet. Men enkelte ord og korte sekvenser rammer.

Sofie Amalie Klougart

7. november 2014

De har virkelig digtets form og udstråling, digtene i Simon Grotrians nye bog Gogoilden: sjældent mere end femten korte verslinjer, melodisk og rytmisk næsten for perfekte, fulde af henvisninger til natur og skrift, himmel, kristendom og kroppen, et både afklaret og tungetalende jeg som deres centrum. Alligevel rammes man som læser – sådan er det jo altid hos Grotrian – mere af enkeltlinjer og korte sekvenser end af digtene som hele digte. Dem farer man simpelthen vild i, digtene, vild i forsøget på at etablere en rød tråd, et realplan eller bare en entydig syntaks, som strømmen af billeder kan fæstne sig i. »Gud er ikke metrisk/ i et stjernefoto/ råber vi om natten,« lyder det i et af dem. Men er det i stjernefotoet, Gud ikke er metrisk – er han det så andre steder, måske i digtet? – eller råber vi om natten i et stjernefoto?

Det er ikke til at afgøre, og sådan er det gange ti, når man vil fastholde et helt Grotrian-digt med tanken. Puls og åndedræt er mere afdæmpet, det enkelte billede mindre outreret, end de var tidligere i forfatterskabet, men det er stadig ikke til at gennemskue, hvordan strømmen af billeder hænger sammen. Mulighederne tidobler sig på kort tid, snart giver man op som læser, udmattet og bedøvet.

Flødeboller og mild barok

Heldigvis er der så øjeblikke som det her: »Noget synker sammen/ som en flødebolle/ når vi trækker vejret«, og det her: »fløden står fast som en bruser/ de hellige køers triumfmarch/ er skrevet af Gud«, som jo er utroligt sære, men er det på en nærværende og konkret måde.

Der er noget velgørende fysisk over den stivnede fløde og den flødebolle. Der er også en dobbelthed, der løber gennem hele Gogoilden. Grotrian excellerer i komiske billeder af denne verden med dens dyriske kroppe og behov, køer og flødeboller. Og igen og igen bruges de som baggrund for en religiøs besyngelse af menneskelivet.

Det er den mildeste barok, man kan forestille sig, en mild besyngelse af at være udspændt mellem kreatur og sjæl. Og da især, hvis man husker at læse »hellige køer« som et billede af dyrene på marken og ikke bare som en fast vending, Grotrian vender en ekstra gang i sit digt.

Nok er samlingen gennemtrukket af kristne forestillinger, men dens kristendom er udogmatisk, mest en glæde ved livet, der dukker op midt i livet. Se bare her: »jeg læser Biblen i min næstes blik/ og pagtens bue går fra mund til mund// den blide sorg i sne/ tog hænder op af lommerne// en fødsel efter fødslen sætter korset/ på de mørkegrønne æbler.«

Den ydre verden vredet af led

Men altså, billederne hos Grotrian. Bag dem ligger mange forskellige teknikker. Slutningen af mit sidste citat kan udmærket læses som en beskrivelse af dåben – den kristnes anden fødsel, der mærker den faldne krop (æblet) med korsets håb. Her er billedet et lille, allegorisk tableau; en opstilling, der kun kan læses ud fra en kristen kode. Men andre steder har billederne mere karakter af brandere, en art dobbeltord, som når Grotrian skriver om ’paradedis’.

Og andre gange besjæler han den ydre verden og vrider den af led på samme tid. Han blander abstrakt med konkret og skifter vildt imellem dem. Men så smukt han end gør det, Grotrian, og så mild hans humor end er – og det er smukt og mildt og komisk: »tungt som havet slår en hval/ mod kærlighedens bryst«, »det er tid at gøre kul til kål« – så er det bedst, når man som læser nøjes med ét billede ad gangen. Så kan man også nyde rytmen og melodien bedre, den måde ordene midt i tungetalen falder med en utrolig selvfølgelighed.

Læst som en hel samling, eller bare mere end et par digte ad gangen, ender man i stedet med noget anæstetisk, med en akut bedøvelse af sin sans for sprog. Grotrian har de seneste år udgivet både salmer og en bønnebog, måske skulle han kaste sig over sentens-genren, det korte vids smæld. Eller, nu det er ham, det milde vids lille labyrint.

Gogoilden
Simon Grotrian
Gyldendal
64 sider
150 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu