Med ryggen til publikum maler en mand i gråt jakkesæt og avishat sort med brede penselstrøg på scenens badeværelsesagtige hvide flisevægge. Det satiriske og det tragiske er nært forbundet i den berømte operainstruktør Peter Konwitschnys nye opsætning. Sort, sort, sort ser det ud for Katerina, selv om hun netop for første gang i lang tid har fået udfyldt sit understimulerede behov for fysisk intimitet.
Nu sænker mørket sig over købmandskonen, efter hun og elskeren Sergej har myrdet hendes fraværende (og impotente?) husbond, Zinovij. Forinden har Katerina forgiftet sin nærgående svigerfar, Boris, men hun slipper i første omgang med skrækken og bliver ikke knaldet for dette mord.
Kritik af magthaverne er der masser af i Sjostakovitjs Lady Macbeth fra Mtsensk, som fik premiere i 1934 og begyndte som en stor succes i Sovjet, Vesteuropa og USA, men som Stalin to år senere fik sat en stopper for til alvorlig konsekvens fremover for alle sovjetkunstnere. Det er især hankønnets magt, Sjostakovitj kritiserer. Katerina vil jo bare forfølge sin lykke, opleve fysisk nærhed med sin mand, hvilket henholdsvis husbonden forhindrer hende i, og svigerfar Boris hundser med hende og smægter savlende ulækkert efter hende – hvis bare han var en ung mand, så skulle han da nok ordne hende.
På politistationen jamrer betjentene over deres lave gage og venter på at få en form for kompensation. Den kommer som sendt fra himlen, da en fulderik finder Zinovij begravet i kælderen. »Gud være lovet«, råber korpset i kor – yes, nu skal de fandeme finde de skyldige og udøve deres magt!
Katerina og Sergej bliver anholdt, hun selvfølgelig også lige voldtaget af en panser, og de to mordere marcherer nu sammen med en flok andre fanger mod Sibirien.
I fangenskab daler interessen hos hendes elsker for hende gevaldigt. Han var daglejer og gik fra gård til gård og ordnede utilfredsstillede koner. Katerina var gift med en rig købmand, nu er hun bare en fattig fange ligesom de andre. Den sidste ydmygelse kommer, da Sergej som et andet dyr pludselig vil kopulere med medfangen Sonijetka, der manipulerer ham til at fralokke Katerinas lange strømper, så hun kan holde varmen i den sibiriske kulde. Den bedragede smider sin rival i floden og drukner bagefter sig selv som typisk operapunktum.
Trist, men tudemorsom
Det er da en sørgelig historie, men Sjostakovitj havde skam tænkt sin opera som både satirisk og tragisk, og Konwitschny forsømmer ikke at understrege begge sider. Personerne er mere karikerede hos ham end i mange andre iscenesættelser.
De famøse samlejescener er tegnefilmagtigt overdrevne, Anne Margrethe Dahl er perfekt castet vokalt og skuespilmæssigt som den opmærksomhedshungrende, teenageagtige og stærke Katerina, der tør sige fra over for mændenes dominans. Johnny van Hal var gennemgående solid, men må gerne skeje lidt mere ud, som for eksempel den polske bas Alexander Teliga, der var karismatisk, dynamisk på scenen og herlig at elske-hade som svigerfar Boris.
Hanne Fischers frække og uopnåelige Sonijetka var uforglemmelig – har vi set hende så sexet før? Og igen må jeg sige: Godt valg, kongelige opera, at I bruger en skuespiller i en forestilling, nemlig Morten Staugaard, som er lige i øjet som overbetjenten, der har et overraskende indslag i opsætningen.
Iscenesættelsen sprudler af gode ideer. Det dramaturgiske tempo er konstant i bevægelse – modsat af mange andre operaer – så man taber aldrig interessen. Scenografien lægger enkelt ud med det hvide badeværelsesagtige rum, som via Guido Petzolds mesterlige lysdesign varieres på overraskende mange måder; farven på scenetæppet ændres undervejs, alt efter udviklingen i operaen, hovedkaraktererne er klædt i hver sin farve tøj: Katerina i gult, Sergej i blå, Boris i rødt, Zinovij i lysegrønt (alle fire i satinklæder), dagarbejderne og politiet i koksgråt. Farverne er i høj grad medvirkende til, at man oplever scenisk variation og kan skelne de vigtige figurer ud fra menneskemasserne, og de øger karikaturen hvad angår hovedpersonerne.
De mange fantastiske orkesterpassager spiller Det Kongelige Kapel suverænt under russiske Alexander Vedernikov. Orkestret er udvidet betragteligt, men spiller for det meste kammermusikalsk. Særligt skal fagotternes præstation fremhæves, og træblæserne har i det hele taget en fremtrædende rolle i Lady Macbeth, hvorfor de også klogeligt var rykket helt tæt på dirigenten.
Guddommeligt gjaldede en 14-mands messinggruppe fra balkonen og senere på scenegulvet. Vedernikov har den rette tålmodighed til, at dramatikken udvikler sig i den rette hastighed og ikke drukner i effekter, selv under den berømte samlejescene sørger han for, at euforien ikke løber af med tropperne.
En genial produktion, som kan anbefales, uanset om man normalt er til opera eller ej.
’Lady Macbeth fra Mtsensk’ Opera af Dmitrij Sjostakovitsj. Spilleperiode: 2. nov. til 25. jan. Sangere: Anne Margrethe Dahl (Katerina), Johnny van Hal (Sergej), Alexander Teliga (svigerfar), Gert Henning-Jensen (Zinovij), Morten Staugaard (overbetjenten), Hanne Fischer (Sonyetka) m.fl. Dirigent: Alexander Vedernikov. Iscenesættelse: Peter Konwitschny. Scenografi og kostumer: Timo Dentler og Okarina Peter efter idé af Hans-Joachim Schlieker. Lysdesign: Guido Petzold
