Læsetid: 6 min.

Lars H.U.G. er flyttet hjem igen

Lars H.U.G. udgiver for første gang i 22 år et dansksproget album, og det er strålende. Han renoverede og flyttede forsamlingshuset ind i vores hjerter igen tilbage i 80’erne. Og nu genbesøger han sin storhedstid – og dermed også anmelderens forbistrede ungdomsår
Lars H.U.G. hr udviklet sig siden sit seneste dansksprogede album for 22 år siden, men han har genfundet niveauet fra sine episke firserplader og begået et virkelig vellykket album.

Thomas Lekfeldt

5. november 2014

Længe siden, Hr. H.U.G. Årtier! Ikke at du har været helt væk. Man kan jo se dig i levende live både hist og her. Nej, jeg mener, det er årtier siden, at jeg har kunnet genkende dig i dine indspilninger. Bevares, det hele er jo dig. Lad os være voksne mennesker og blive enige om, at mennesket ikke er en rebus, som kan læses af en livsstilsekspert. Eller af en musikanmelder. Dine ekskursioner ud i café-jazz og det engelske sprog var sikkert lige dig, i hvert fald i den tid de blev skabt.

Jeg har virkelig aldrig tvivlet på din kunstneriske integritet, men i en del år tvivlede jeg på din dømmekraft. Og kedede mig over, at du undgik at komme galt i halsen på nogen som helst.

Nu er du så – også i følge dig selv – vendt tilbage til lyden (og vel også sproget og den kompositoriske ambition?) fra dine dansksprogede albummer Kysser Himlen Farvel (et mesterværk!) og Blidt Over Dig (rigtig godt!). Det er nu 22 år siden, at du har udgivet et album på dansk og 11 år siden, du overhovedet gav os et album sidst. Det behøver jeg ikke fortælle dig, men jeg håber selvfølgelig, at der er andre, der lytter med på den her monolog til dig. Så tilgiv repetitionerne.

Det har taget dig og dine musikere fire år at indspille dit syvende album, 10 Sekunders Stilhed, og det er virkelig et seriøst comeback. Din evne til at give dansktoppen vinger på og så tryllestøv oven på selvsamme vinger fornægter sig ikke. Igen formår du at lufte ud i genrens rygerlunger på sange som »En Skønne Dag«, »Elsk Dig Selv«, »De Søde Søndage« og »Sugar Handyman« (her lyder det næsten som om Kim Larsens Kjukken synger kor). Det er ikke sovs, men sauce. Og det er strålende – ikke helt (eller jo, måske) på højde med de gode gamle dage. Med samme fraseringer, arrangementer og massiv klanglig luksus, uden at det bliver kalkuleret kalkeret. Og så kan man jo heller ikke andet end godte sig over, at du får sneget en linje som »fuld af fremmedhad til os selv« ind midt i al den forfinede folkelighed.

Ud af bodegajukeboksen

Halvvejs gennem albummet bliver det dog lidt mere æstetisk ophidsende. Det markeres klart med lyden af politisirener i New York (på nummeret af samme navn), at vi træder ind i den mere eventyrlystne halvdel af pladen. Ud af bodegajukeboksen og ind i smeltedigelen. Alene på »New York« kan man finde sval latin-jazz, en orientalsk skala, dårende strygere og et noget umage klimaks, der lyder som baggy-rødderne i Happy Mondays på tropeferie. De samples vist endda.

Her på ’side to’ hviner elguitarerne gerne med post-punkens gammelkendte vrede. Det er her, en anden mester med udspring i 80’erne – guitaristen, eneren, ekvilibristen Peter Peter – for alvor ætser dine sange. Han er med næsten hele vejen, men her lyner han længere fremme i menagerierne. Vi når stilistisk helt tilbage til din solodebut City Slang (1984) på den forunderlige »Ovartaci« om kunstneren af samme navn, indlagt på Risskov Psykiatrisk Hospital 1924-83 i følge bookletten. Mens vi på »Verdens Gang« finder dig i en majestætisk strygerkortege på vej tilbage til en mening med livet. Det er et svævende episk nummer, ja, det føles næsten som en tilgivelse af hele den jordiske flok, da du synger »Vi er slaver af vores fortid.« Men også som det naturligste i verden, at du synger, at vi også »er slaver af vores fremtid/Tænk sig, man kan blive ved at være så dum«. Og endelig er »Altid Lys« en gribende salme om, at lyset altid tager os til sidst. Ja, der er i det hele taget noget højstemt over dit genbesøg i 80’erne og 90’erne – kirkeklokker er du heldigvis heller ikke for fin til. Når jeg siger længe siden, Hr. H.U.G., så er det fordi, jeg endelig kan genkende mig selv i dit værk igen. Måske fordi jeg også er blevet ældre og mere forsonlig. Ser du, musikken handler jo lige så meget om modtageren som om afsenderen. Det faldende træ langt dérude i skoven afgiver sgu ingen lyd, hvis ikke der er nogen til at høre det. Der er ingen musik uden en lytter, bare lydbølger. Og selv lyden af den faldende stamme kan diskuteres i en uendelighed. Og ingen har ret.

Det er musikanmelderens møjsommelige arbejde at reflektere over sin egen persons indflydelse på lytteprocessen og domsfældelsen. Og i dit tilfælde er indflydelsen på overtegnede titanisk, Hr. H.U.G. Du var soundtracket til min ungdom. Du var på Det Elektriske Barometer, hvor du gjorde den danske sang til en ung blond rytmeboks, og vi alle forstod, at det var sådan en ny tid skulle formuleres: Med de maskiner vi allerede dengang omgav os med. Men du viste også flokken af uvorne teenagere, hvilken stor sangskat vi havde så travlt med at rende væk fra. Du renoverede og flyttede forsamlingshuset ind i vores hjerter igen. Og du føjede så mageløst til selvsamme sangskat især med Kysser Himlen Farvel.

Had + tid = våbenhvile

Sagen, Hr. H.U.G., er, at mit gamle teenageliv træder tydeligt frem i min erindring, når jeg drikker din fremkaldervæske. Står jeg virkelig dér på bakketoppen og forbander min hjemby igen? Ja, det gør jeg. Det sker med en dolk i siden, men også med et hvidt flag i hånden. Had + tid = våbenhvile. I hvert fald i Holbæk.

Jeg hører dine nye sange gennem erindringen af dine gamle sange. Den oprindelige lyttekontekst, følelserne, effekten på min unge krop og sind rumsterer og buldrer i den aktuelle oplevelse af H.U.G. den ældre. Ikke mindst fordi jeg ser parallelspøgelser flere steder. Når jeg hører ordene »Du løber i dit hamsterhjul/Hvor går du dog hen?« så tænker jeg på dine ord fra 1987: »Livet kan ikke leves om. Hvor går vi hen?«. Eller når du synger »Vi venter stadig på en skønne dag«, så tænker jeg på din geniale omgang med Søren Ulrik Thomsens digt »Vent« i 1984:

»I flugt med hænderne for ansigtet/Vi venter på nogen.«

Jeg nyder, at du tør tage klicheer som »alting har sin pris« og »hver ting til sin tid« i din mund. Det banales triumf.

»Det er en hemmelighed/Vi alle bliver ramt af lynet/Vi blomstrer op og falder ned.«

En naivisme, som det kræver sin H.U.G. at overleve. Og det gør du. En brændt troubadour, der sætter fut i det fortærskede fejemøg.

Med al den ovenfor skitserede inhabilitet holdt ud i så strakt arm som muligt, oplever jeg, at du med 10 Sekunders Stilhed ikke er tilbage på niveau med din storhedstid – men at du alligevel besøger den med en værdighed, en stræben, en inderlighed, en kompositorisk styrke og en æstetisk finesse og legesyge, som kræver stående bifald.

Vi flytter os, og så nogle gange finder vi ud af, at vi ikke har flyttet os. Jeg tror, vi har flyttet os, du og jeg, men med 10 Sekunders Stilhed ankommer vi til et tidligt udgangspunkt – på hver vores måde, naturligvis. Jeg voksede op med dig, og jeg forstår, at du ikke skelner mellem populærkultur og finkultur, mellem popisme og rockisme. Jeg forstår, at du tror på et dansktop-rim som »I livets karrusel/Sig goddag og sig farvel«. Jeg kan høre, at du søger forsoning. Ikke mindst her i det tiltagende mørke. At du mener det, når du synger »Lige meget, hvad der sker/Uanset hvad der kommer/Så bliver det altid sommer igen/Så bliver det altid lyst igen.« Men det passer jo ikke. Til sidst bliver alt til mørke. Medmindre man tror på reinkarnation. Det kunne du godt få mig til at tro på efter denne plade, Hr. H.U.G.

Lars H.U.G.: ’10 Sekunders Stilhed’ (Genlyd/Sony). Udkom mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer