Læsetid: 2 min.

Livskraftig poesi

Nye dejlige digte af Eske K. Mathiesen kan virkelig lære os noget om både illustration og komposition
28. november 2014

Det er søreme gået hen og blevet den sjette gang, at Clausens Kunsthandel udgiver en ny digtsamling af Eske K. Mathiesen med billeder lavet af en kunstner tilknyttet butikken og galleriet henne i Toldbodgade. Skvalderkål hedder bogen, vel sagtens fordi denne møgirriterende plante ligesom kunsten og poesien er livskraftig, allestedsnærværende og ret så umulig at komme til livs.

Risikabelt virker det at koble tegnekunst så tæt til et sæt foreliggende digte, som Sys Hindsbo har valgt at prøve. Men forsøget lykkes, måske især fordi hendes lidt dystre formsprog og hendes på én gang grove og bløde linjeføring egentlig passer godt til den alvor og den enkelhedens autoritet, hvormed Mathiesen ofte digter:

Selvom det er 5 grader varmt
viser sneklatten i hasselhegnet
misundelsesværdigt få tegn på fortvivlelse,
siver trøstigt ned i jorden
i sikker forvisning om,
at den snart vil genopstå
som skvalderkål.

Hører man i denne muntre alvor et ekko af selveste Ivan Malinowski? I så fald er det ærefuldt for begge, for denne store afdøde digter havde som Eske K. en tydelig sans for naturen, for vækster, vejr og dyr. Og begge poeter kan være følsomme uden nogen sinde at blive sentimentale.

Fine tråde

Se blot, hvad man i bogen her finder på siden over for Hindsbos kantede tegning af en brændekurv:

Det bliver koldt i nat
rigtig koldt, og sne, læg endelig
mere på ilden,
kurven er fyldt op, husk
bank pindene mod hinanden, så
edderkopper og biller under barken
kan få et varsel og flygte i tide.
En hel flok edderkopper
har netop forladt ilden for sent,
som levende gløder.
Hør
hvor det suser i skorstenen.
Det blæser op.

Udover at demonstrere, hvor smukt tekst og tegning kan befrugte hinanden, giver Skvalderkål i øvrigt os læsere lejlighed til at iagttage kæde-kompositionens vanskelige kunst. Bogens digte falder i en rolig følge af lette forbindelser og spring. De knytter via motiv, stemning eller tema fine tråde frem til hverandre og peger derigennem hinandens æstetiske særpræg ud. Resultatet bliver en dvælende undren, en stilfærdig glæde over, at en digter således kan få meget ud af forholdsvis lidt. Disse tyve fine digte har fortjent at komme ud i stift lærredsbind i sort og med guldtryk – sådan som Clausen netop har gjort det muligt.

Tidligere udgivelser i samme serie: ’Udsigt fra et muldvarpeskud’ (2004) med tegninger af Jørgen Rømer, ’Træpenge’ (2006) med billeder af Erland Knudssøn Madsen, ’Den grønne flod’ (2008) med tegninger af Lea Boruszek, ’Vinterfluen’ (2010) med træsnit af Seppo Mattinen, ’Guds hus’ (2012) med tegninger af Toni Larsen

Skvalderkål. Digte.
Eske K. Mathiesen, tegninger af Sys Hindsbo
Clausens Kunsthandel
32 sider
150 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu