Læsetid: 4 min.

Monumentalt intetsigende

De to kontroversielle kunstnere Jens Haaning og Santiago Sierra er gået sammen om at skabe et nyt værk, som imidlertid storskuffer
Jens Haaning & Santiago Sierra: ’The Copenhagen Declaration’.

Guston Sondin-Kung

7. november 2014

Det er to meget spektakulære og debatskabende kunstnere, der lige nu kan ses på Faurschou Foundation. Danske Jens Haaning (f. 1965) og spanske Santiago Sierra (f. 1966) har begge gennem en årrække skabt kontroversielle værker, som både har udfordret forståelsen af, hvad et kunstværk kan være, og hvad en kunstner kan tillade sig. De to kunstneres værker er ofte aggressive og grænsesøgende i deres kritik af såvel kunstscenens interne logikker og samfundets regulerende strukturer og økonomiske rationaler generelt.

Jens Haaning gjorde sig allerede i 1995 bemærket, da han lavede værket Våbenproduktion til udstillingen RAM på Portalen i Hundige. Her samarbejdede han med lokale unge, som i en periode på to uger producerede håndvåben såsom slangebøsser, partisansøm og knipler. Det antiautoritære fokus uden nogen klar politisk stillingtagen manifesterede sig tydeligt i dette tidlige arbejde. Man kunne også fornemme det året inden, hvor Haaning udstillede værket Her bor vi sammen med svenskeren Magnus Wallin. Publikum blev på et lille kældergalleri i St. Kongensgade mødt af to schæferhunde, som glubske og gøende kastede sig mod den indtrædende gæst, men blev standset af deres metallænker, akkurat inden de kunne nå hende.

Haaning har konsekvent forfulgt den linje, han indledte i de tidlige år. I en lang række arbejder har han efterfølgende ved hjælp af enkle, men effektive gestus sat spørgsmålstegn ved etniske stereotyper, nationalistiske klicheer og institutionelle grænsedragninger. Ofte benytter han allerede eksisterende materialer, men transponerer dem ind i en ny kontekst. Som man så det i Våbenproduktion i 1995, og som man så det igen i ALD Carmarket København på Den Frie Udstillingsbygning i 2010, hvor Haaning havde flyttet en brugtvognsforhandler med et større sortiment af eksklusive biler ind i kunsthallen. Med sådanne monumentale virkelighedstransplantationer skaber Haaning forskydninger, som når de fungerer bedst åbner øjnene for de kodeks og normer, der eksisterer inden for forskellige institutionelle rammer.

Billig arbejdskraft

Santiago Sierra er i sin kunstpraksis tilsvarende eller endda mere udfordrende. Han bruger ofte billig eller illegal arbejdskraft til udførelse af absurde handlinger, som har klare referencer ind i en kunsthistorisk kontekst. I værket Workers who cannot be paid, remunerated to remain inside cardboard boxes fra 2000 betalte han seks arbejdere for at sidde inde i seks papkasser fire timer om dagen i udstillingsperiodens seks uger på Kunst-Werke i Berlin. Som besøgende kunne man se de seks papkasser på række i en minimalistisk opstilling. Men man så ikke arbejderne indeni, der alle var asylansøgere fra Tjetjenien og derfor i henhold til den tyske lovgivning ikke måtte tage lønarbejde, men alligevel illegalt blev aflønnet af Sierra. I værket 160 cm line tatooed on four people fra 2000 tatoverede han en linje hen over ryggen på fire narkoprostituerede kvinder, som han betalte en løn, der svarede til prisen for et skud heroin i det område i Spanien, hvor værket blev udført.

Sierras værker baserer sig på udbytning og økonomisk udnyttelse af konkrete mennesker, men på samme tid er de en demonstration af, at disse forhold vedvarende og upåtalt finder sted i mindre synlige sammenhænge end de udstillingsrum, som han benytter sig af. Med andre ord arbejder Sierra ligesom Haaning med en form for virkelighedstransplantationer, der sætter et lys på nogle omstændigheder, som ellers tit får lov til at henligge i mørke. For eksempel illegale arbejderes bidrag til samfundsøkonomien eller kunstinstitutionens egen udnyttelse af billig arbejdskraft til rengøring og udstillingsforberedelse. Men til forskel fra Haaning benytter Sierra sig af virkelige personer, som han – kynisk, kan man mene – inddrager i produktionen af sine kritiske værker, der således ikke undgår at være delagtige i de samme forhold, som de forholder sig kritisk til.

Buldrende tomt

Med deres vægtige bagkataloger og klokkerene instinkter for det aggressivt konfronterende imødeser man således et samarbejde mellem de to kunstnere med en vis spænding. Det er første gang, de to arbejder sammen, og det er i øvrigt første gang, Sierra bliver udstillet i Danmark. Men resultatet er meget skuffende. Værket på Faurschou Foundation har fået titlen The Copenhagen Declaration. I henhold til titlen befinder selve værket sig da også primært på det rent sproglige og deklarerende plan. Det er nemlig en installation bestående af ordene TIRED OF THIS GLOBAL SADISTIC REGIME udformet i monumentale, sorte bogstaver, som fylder mere end den enorme udstillingssal og derfor delvist fortsættes i rummet umiddelbart uden for Faurschou Foundation.

Udstillingssalen er henlagt i mørke, så bogstaverne fremstår som et dunkelt udsagn – både bogstaveligt talt og i overført betydning. Hvem der udsiger noget, og hvad udsagnet præcist handler om, er det overladt til en selv at finde ud af. Læst som kapitalismekritik, hvilket ud fra de to kunstneres tidligere arbejder at dømme ikke er urimeligt, er det imidlertid både mærkeligt upræcist og temmelig resigneret. Lige i nærheden af Faurschou Foundation på Nordhavnen står der en stor hvid silo, som prydes med graffitien: HVA DRIKKER MØLR. Stavet med store, sorte bogstaver, ligesom Haaning og Sierras værk. Men med et budskab, som er anderledes præcist og subtilt, fordi det så klart sætter adresse på en af Danmarks mægtigste og mest indflydelsesrige personer, hvis relation til havnen, dens infrastruktur og dens videre økonomiske, globale implikationer er evident.

I den lokale kontekst har The Copenhagen Declaration således stærk konkurrence fra den ’virkelighed’, som Haaning og Sierra ellers gerne vil have i tale og kritisk bearbejde i deres praksisser. Kuratorernes bebudede håb om, at værket vil tjene som »en saltvandsindsprøjtning på den danske kunstscene«, er dømt til at skuffes. Det er snarere værket og dets ophavsmænd, der trænger til en opstrammer – hvis de da ønsker andet end at fylde store udstillingssale med buldrende tomme og monumentalt intetsigende budskaber.

Jens Haaning & Santiago Sierra: ’The Copenhagen Declaration’. Faurschou Foundation. Klubiensvej 11. Nordhavn. Indtil den 6. februar 2015

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu