Læsetid: 5 min.

Murens fald – en film om en lykkelig dag i instruktørens liv

Anders Østergaards dokumentarfilm er fermt skruet sammen, sine steder bevægende og helt uden refleksion omkring, hvad faldet førte med sig
Anders Østergaards dokumentarfilm er fermt skruet sammen, sine steder bevægende og helt uden refleksion omkring, hvad faldet førte med sig

Foto fra filmen

5. november 2014

I pressematerialet til dokumentarfilmen 1989 om Murens fald kundgør instruktøren Anders Østergaard, at han (og medinstruktør Erzsebet Raczs) har lavet en film om »den største – eller i hvert fald den lykkeligste begivenhed i min levetid«. Og videre: »Murens fald ændrede Europa og hele verden, diktaturer i alle verdensdele faldt på stribe som en direkte eller indirekte følge af 1989.«

Ja, ja, og dog …

Et bare moderat kontrært temperament stopper op ved ordene »i hvert fald den lykkeligste begivenhed«. Var den nu det? Måske så den sådan ud fra København i 1989, men hvad med i dag? Vendingen klinger af datidens propagandatern, og måske kan det ikke være anderledes i en film, hvor den skelsættende politiske omvæltning nærmest alene tilskrives to mænds spontane beslutninger: den ungarske politiker Miklos Nemeth og østtyskeren Kurt, en ung dissident, der blev skudt under forcering af den ungarsk-østrigske grænse. Og som angiveligt fik Nemeth til at åbne den på vid gab.

Filmens fortæller er Miklos Nemeth, der som 40-årig økonom bliver ungarsk premier- minister i 1988, så at sige på afbud og med den opgave at genoprette en falleret samfundsøkonomi. Da han granskede statsbudgettet, så han, at jerntæppet var utæt som en si – det elektriske hegn, der værnede ungarernes socialistiske paradis mod Vestens onde kapitalisme, blev sporadisk vedligeholdt med vestlige højrentelån, da tilskuddet fra Sovjetunionen var ophørt. Nehmet besluttede at spare og skrotte hegnet.

Ofret på dramaets alter

Selvfølgelig er det et scoop, at Miklos Nemeth selv fortæller levende om forløbet, men scoopet er samtidig filmens svaghed, ikke kun fordi han uimodsagt fremstiller sig selv som helt – det var han på sæt og vis – men fordi de overordnede strukturelle årsager til Murens fald ofres på det dramatiske personalter. Muren faldt, da sovjetlederen fra 1985, Mihail Gorbatjov, indså, at Sovjetunionen ikke kunne hamle økonomisk op med USA med Ronald Reagans annoncering af det ’missilskjold’ amerikanerne planlagde i det ydre rum. Skulle Sovjetunionen matche USA i dette nye våbenkapløb – tilmed i en periode, hvor krigen i Afghanistan tappede sovjetstatens resurser – ville landet gå fallit.

Lanceringen af glasnost og perestrojka (åbenhed og strukturændring) var Gorbatjovs forsøg på en omstilling af den sovjetiske planøkonomi til de markedsmekanismer, vi i dag ser i Kina – altså med et stats-bærende kommunistparti intakt. En umiddelbar følge af denne politik var budgetomlægninger og nedskæringer, der altså også ramte vedligeholdelse af Ungarns afsnit af jerntæppet.

Historien her er Østergaards 1989, der er fermt fortalt i skildringen af parallellen mellem Nemeths opstigen i Ungarn og Murens fald i DDR mindre end et år senere. Der er bevægende scener, som da liget af den henrettede premierminister og leder af opstanden i 1956, Imre Nagy, hentes op fra en obskur kirkegård til statsbegravelse med fuldt honnør.

Nagys rehabilitering er et første signal om det allerede relativt liberale Ungarns åbning mod demokrati, der kort efter resulterede i en midlertidig og senere en permanent åbning af grænsen til Østrig. Nu kunne østtyskerne, Østblokkens mest velstående befolkning, men også den mest utilfredse, både hvad angik statslig kontrol og levevilkår, frit krydse grænsen til Østrig ved at rejse til Ungarn som turister, hvilket tusinder benyttede sig af. Erich Honecker i DDR og Nicolae Ceausescu i Rumænien forsøgte at stoppe masseflugten ved at mobilisere Kreml, men kom ingen vegne, idet Gorbatjov ikke kun havde droppet den økonomiske støtte, men også den politiske opbakning til deres regimer. Konstruerede scener, der bl.a. foregiver, at Gorbatjov taler i telefon med den vesttyske kansler, Helmuth Kohl, antyder ganske vist de underliggende politisk-økonomiske sammenhænge, men filmens overordnede budskab er, at det var modige enkeltpersoner mere end strukturelle forandringer, der blev afgørende for Murens fald.

Savnede de gamle dage

At det var en kombination af begge dele, er ubestrideligt. Men hvis planøkonomien, der reelt var en statskapitalisme med den kommunistiske partielite i rollen som udbyttere, havde fungeret tilfredsstillende, havde der næppe været det folkelige vækstlag for forandring, der gjorde, at magthaverne mistede kontrollen. Opposition mod det totalitære system, der ideologisk blev formuleret af få intellektuelle dissidenter, der blev hørt i Vesten, handlede mere om misnøje med, at man ikke kunne rejse ud, og at ventetiden på en Trabant kunne vare 10 år. Vareknaphed var mere mobiliserende end menneskerettigheder.

Da jeg og fotografen Carsten Ingemann rejste langs jerntæppet fra Bulgarien til Berlin i 2009, var det de færreste, der så Murens fald som deres livs ’lykkeligste begivenhed’ – som jo også sendte danske romantikere på valfart til Berlin for at sikre sig en souvenirmurbrok til minde om lykkefølelsen. For hvor lykkeligt var det lige for tjekkerne, at Volkswagen skyndte sig at opkøbe de tjekkoslovakiske Skoda-fabrikker, hvor lykkeligt var det for østeuropæere (og russere), at en lille håndfuld krejlere opkøbte kulminer, olie- og gasfelter, energiforsynings-installationer og fungerende frabrikker for en for en slik i de sammenbrudte økonomier – hvor lykkelige var østtyskerne for vesttyske koncerners overtagelse af produktion og marked i det kollapsede DDR, hvor de kunne profitere af den billigere arbejdskraft – der også i dag, 25 år efter, er billigere?

Da vi interviewede fortrinsvis arbejdende mennesker på den tur langs jerntæppet i anledning af 20 årsdagen, havde de opdaget, at arbejdsløshed, bruger-betaling for lægehjælp, tandpleje og uddannelse, dyrere fødevarer, energi og boliger hørte med til konsekvenserne af Murens fald. De fleste var dog enige om, at det ’lykkelige’ ved Murens fald var friheden til at ytre sig uden frygt for systemets stikkere og – især – den nye mulighed for at rejse ud til andre destinationer end Warzawapagtens – »hvad vi så ikke har råd til med de lønninger, vi kan tjene«, som en hotelreceptionist i Brno, Tjekkiet, noterede. Men ellers savnede hun ’det gamle system’ med jobsikkerhed og statsansatte tandlæger.

Det gør kapitalismen ikke. Det gør filmen helt tydeligt heller ikke. Det er så heller ikke dens ærinde, kan man sige. Men det er nyttigt at huske, når man ser den.

’1989’. Instr: Anders Østergaard & Erzsebet Raczs. Premiere i dag under COP:DOX og i 15 dankse biografer samt i en række europæiske byer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Boye
Jørn Boye anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Ellegaard prøver ellers at forsvare det gamle system med "næb og klør", men det er da ikke et videre vellykket forsvar.
Selvfølgelig vil der blive nogle overgangsproblemer, men når man ser på genforeningen i Sønderjylland, så er der 94 år efter, næsten ingen spor af Kongeå grænsen, det samme vil ske med det genforenede Østtyskland, og det vigtigste er, at hvis man ikke kan lide "lugten i bageriet", kan man jo bare gå.

MURENS FALD - ELLEGAARDS TRISTE DAG
Selvom jeg har været medsammensvoren fotograf på Anders Østergaards film ”1989” i to et halvt år, og dermed almindeligvis må anses for inhabil til at svare på kritik, kan jeg ikke dy mig for at reagere på Lasse Ellegaards omtale af filmen i artiklen ”Murens fald – en lykkelig dag i instruktørens liv” i Information onsdag den 5. november på side 17, som jeg først fik læst et par dage efter. Ellegaard bryder sig ikke om filmens præmis og har overordnet det synspunkt at det udelukkende var de økonomiske og geopolitiske systemers maskineri der førte til murens fald og at det enkelte menneske, det være sig folk som filmens hovedperson Miklos Nehmet – daværende ministerpræsident og muldvarp i Ungarns kommunistiske system – eller andre, blot var betydningsløse brikker i Ellegaards politiske verdensbillede.
Det er den gamle diskussion af om verden udvikles af strukturer eller af mennesker - det være sig enkelte modige, kloge eller stærke – eller om det hele er en, næsten skæbnebestemt, malende mølle af strukturer og økonomi der flytter historien. Alle ved – eller burde vide – at det er en kombination af de to principper.
I filmen placerer vi på den ene side omhyggeligt og pligtskyldigst Miklos Nehmet i sin Ungarske, politiske 1989-virkelighed, men viser også, som sandt er, at det var hans personlige strategi og mod, samt samvittighedskvaler over en nedskudt tysk familiefar på hans grænse, der direkte førte til den allerførste åbning af grænsen mellem Øst og Vest.
Ellegaard skriver: ”Men hvis planøkonomien…havde fungeret tilfredsstillende, havde der næppe været det folkelige vækstlag for forandring, der gjorde, at magthaverne mistede kontrollen”. Hvis og hvis …! Jeg må forstå det sådan at Ellegaard stadig ser planøkonomi som en udvej, som blot blev administreret dårligt i Østblokken. Borgerne i Østblokken nedgøres af Ellegaard til bevidstløse konsumenter der ikke ønskede frihed og demokrati. De blev simpelthen købt af vesten. Ellegaard mener f. eks. at det var synd for Tjekkerne at Volkswagen købte Skoda, men alle ved nu at bilerne blev utroligt meget bedre, billigere og storsælger over hele Verden. Ellegaard må have den mening at det havde været bedre at fortsætte i en struktur der tillod produktionen af elendige biler til en overpris, der finansieredes af statstilskud i et lukket marked. Man kan vel ikke tage mere fejl!
Så beskriver Ellegaard sin rejse med sin fotograf i 2009 langs den østlige side af Jerntæppet, hvor de opsøgte ”arbejdende mennesker” repræsenterende reaktionære og nostalgiske drømme, som kunne bekræfte Ellegaards egen fornemmelse af at det gamle system havde været bedre end den ny markedsøkonomi og frihed.
Ellegaard har været ”længe væk fra Danmark”, som han forleden sagde i Deadline, og er dermed selv en mental tidslomme, der f.eks. ikke kan få sig selv til at sige, at også vennen Jan Stage tog grundlæggende fejl og i realiteten må betragtes som en skiderik, der blærede sig i snævre, venstresnoede miljøer, over at have været medskyldig i overlagt mord. Jeg var forbløffet over Ellegaards valne optræden i Deadline den aften og undskyldte det først med at han ikke var vant til mediet, for jeg ynder at læse hans (for) rigeligt detaljerede analyser fra Mellemøsten. Nu, med omtalen af vores film, kan jeg se at den er helt gal med ham og at det billede han har givet mig af konflikten mellem Israel og Palæstinenserne formentlig også er fordrejet. Ærgerligt!
Jeg håber Information kan sætte en anden til at anmelde og sørge for at vedkommende rent faktisk ser vores film og ikke en anden han eller hun selv kunne drømme om.

Det er Simon Plum, filmfotograf DFF der har skrevet ovenstående kommentar til Ellegaards omtale af 1989 filmen på min hustrus log on