Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Når mænd hærder

Thomas Markmanns stykke ’Beton’ på Aalborg Teater er årets sansestærkeste mandeteater. En billedvild forestilling med mænd, der lyser hvidt af cementstøv og selvmorderiske forsørgeridealer
Man får ondt i brystet af medfølelse med de stærke, stædige mænd, der støver deres lunger og drømme til i forestillingen ’Beton’ på Aalborg Teater.

Lars Horn

Kultur
29. november 2014

Der sidder jeg så som en anden Tudemarie til Beton og kan ikke holde det ud! For på Aalborg Teaters lille scene står ni skønne mænd, der alle sammen er så stærke og stædige. Men de arbejder med cement og beton, så det støver deres lunger og deres drømme til. Den hurtighærdende, grå kridtmasse bliver nærmest en besættelse for deres tanker. Alligevel holder de panisk fast i deres arbejde for at kunne forsørge deres familier. Også selv om deres kroppe ikke magter at slæbe mere.

Eller som betonmurene hvisker til manden, der ikke længere kan mærke andet end suget efter at glide i ét med betonen: »Du er ved at hærde op!«

Betonens destruktive logik siver videre ind i tilskuerens tanker i Thomas Markmanns imponerende og skrækindjagende nye stykke. Som dramatiker har han tydeligvis gjort et stort researcharbejde rundt om i Aalborg, som er blevet til Betonens By herhjemme. Og han har også forstået at finde frem til kridtets forjættende hemmelighed, så overgangen fra grønne hvedemarker til azurblå kridtsøer bliver til en almengyldig fortælling om succes og selvdestruktion.

Som hos Kvium

Det er den nyuddannede, 32-årige instruktør Nicolei Faber, der djævelsk veloplagt har iscenesat dette nye mandeepos for hele ni mænd. Hans iscenesættelse er så fysisk, at Katrine Engbergs koreografi umærkeligt fusionerer med hans arrangementer for skuespillernes kroppe i tunge, ens bevægelser. Rundt og rundt trasker de på kanten af den betongrå drejescene, som scenografen Christian Albrechtsen har skabt som én stor æltekran for den beton, der skal hærde så hurtigt som muligt, når vandet først blandes med cementen.

Er denne forestilling så bare socialrealisme i en industriramme? Nej, det er den ikke. For teaterforestillingen er i lige så høj grad en montage af lyriske sceneglimt – af billeder, hvor mænd løfter og slæber og stemmer imod i fælles kamp. Nogle scener er som taget ud af Pina Bauschs danseunivers, billedskønne og sanselige. Andre scener virker så forladte og uhyrlige som personen på et maleri af Michael Kvium.

Første scene viser faktisk mændene i cementtildækkede skørter – som om de var androgyne dansere i et modeshow. Men nej. Der er ingen feminine og formildende omstændigheder her. Disse betonmænd er så maskuline og overleverstærke, som man kan blive det. Og alligevel går de til grunde, en efter en.

Når Jørgen W. Larsen vakler rundt med cementsækkene, mens han taler om sine drømme fra dengang, han købte det lille gule hus, der nu ligger midt på fabriksområdet, ser man en ordentlig mand, der vælger at dø med støvlerne på. Også fordi han ikke længere kan bukke sig ned og snøre dem op.

Når Henrik Weel slår sig på flasken for at drikke urimelighederne væk, får han en fandenivoldsk glæde over sig, der hænger over hans overalls som en glitrende aura. Og når Steffen Eriksens skjortefine administrator lufter sin betontunge samvittighed over sine korruptionsfakturaer, så kan man se, hvordan betonen har fået hans medfølelse til at størkne.

Evige gæstearbejdere

Selvfølgelig gør nogen oprør. Caspar Juel Berg trasker vred af sted for at finde et nyt arbejde, mens de andre står blokadevagt, da et nyt sjak af polakker overtager deres job. For sådan går det jo. Betonarbejdere er lavest i hierarkiet. Men de siger, at der er gode jobs i Norge …

Allan Helge Jensen spiller brutalt den polske arbejder, der uden blusel øger sin månedsløn med penge under bordet fra desperate, arbejdsløse landsmænd. Og Martin Bo Lindsten spiller indtagende den alt for villige polak, der forlader konen i månedsvis og risikerer sin førlighed for nogle fordrejede, danske månedslønninger. Det er ækelt, så troværdigt det virker her, at fagforeningerne ikke kan stille noget op. Og Lindstens smadrede krop løftes så smukt mod himlen, som var han i midten af et maleri af Michelangelo.

Men Andreas Jebros investor smiler ulasteligt. Høflig er han, som han står der i vest og jakkesæt og udnytter sine tilstøvede mænd på minimumløn. Og smile, det gør han. Ikke mindst til Martin Ringsmoses fair og rørende makker, der altid vender den anden kind til – og som derfor ender med at blive presset ned i betonen for altid.

Alligevel er Mads Rømer Brolin-Tani den betonarbejder, man helst vil tro på. For han er den fornuftige arbejder, der ikke går i panik. Han er sjakbajsen, som ikke går på kompromis med sikkerheden. Og som bevarer roen i stemmen, selv om mange omkring ham har rigeligt at gøre med at hoste.

Et hjerte af beton? Det får man ikke her, for Beton er årets sansestærkeste mandeteater. Man får tværtimod ondt i brystet af medfølelse med de mænd, der ikke når at forstå, at deres arbejde hærder dem – og slår dem ihjel.

’Beton’. Tekst: Thomas Markmann. Instruktion: Nicolei Faber. Scenografi: Christian Albrechtsen. Koreografi: Katrine Engberg. Lys: Mads Nielsen. Lyd: Jonas Hvid. Aalborg Teaters Lille Scene til 20. december. www.aalborgteater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her