Læsetid: 3 min.

Nærdød i kælderen

Den Frie Udstillingsbygning har udvidet sit ud-stillingsareal nedad og indvier med bevægende videoinstallation om nærdødsoplevelser
Fjernsynet er et medie i mere end en forstand i Susan Hillers ’Channel’: Fra skærmen fortæller folk om nærdødsoplevelser. Foto: Peter White/Matt’s Gallery/Timothy Taylor Gallery

Fjernsynet er et medie i mere end en forstand i Susan Hillers ’Channel’: Fra skærmen fortæller folk om nærdødsoplevelser. Foto: Peter White/Matt’s Gallery/Timothy Taylor Gallery

14. november 2014

Hvad venter os på den anden side? Og hvordan ankommer vi til den anden side? Hjernedødskriteriet afløste i Danmark hjertedødskriteriet i 1990, men ikke uden en markant skepsis. Senest vakte det heftig debat, da DR dokumenterede et forløb, hvor den 19-årig kvinde Carina blev erklæret hjernedød, men ikke desto mindre vågnede til live og efter genoptræning blev næsten helt velfungerende. Sagen pirker til den dybe frygt for, at hjernedødskriteriet ikke bliver anvendt tilstrækkeligt præcist. Ingen ønsker at blive begravet levende, endsige organtransplanteret.

Vil man have næring til diskussionen om grænsen mellem liv og død, kan man besøge Den Frie Udstillingsbygning, hvor videoinstallationen Channels af den amerikanske kunstner Susan Hiller
(f. 1940) vises. For store dele af det danske kunstpublikum vil hun ikke være et nyt bekendtskab, for allerede i 2002 viste Museet for Samtidskunst i Roskilde en større udstilling med Hiller, hvor hendes interesse for det paranormale manifesterede sig i en række lyd- og videoværker. Channels viser, at Hiller har fastholdt sin dybe interesse for det irrationelle og det paranormale, samt at hun fortsat formår at bearbejde disse forhold kunstnerisk i intelligente og fascinerende værker – en sælsom »blanding af analyse og ekstase«, som hun selv har formuleret sin kunstneriske strategi.

Channels består af en mur af 150 stablede fjernsynsskærme i varierende størrelser. Man ankommer til et mørklagt rum, der forekommer ladet med poltergeist-aktivitet: skrattende, knitrende, elektriske impulser. Skærmene viser ikke billeder, men gnistrende flimmer og billedstøj i forskellige nuancer af blå, grå og brunt. Eller de viser grafer, som visuelt minder om egk-grafer, men visualiserer intensiteten af de stemmer, man hører på lydsiden. De analoge fjernsyn og det analoge lydunivers er med til at understrege følelsen af, at man bevidner noget fjernt og fortidigt, som virker helt kropsligt i lyset af de nyere digitale teknologiers mere glatte og gnidningsløse udtryk. At medierne på den måde får krop, er naturligvis helt intenderet. Hiller har altid eminent brugt video- og lydmediers stoflige fremtræden til at underbygge de paranormale tematikker. Fjernsynet og lydoptagelsen er således medier – også i den mere okkulte forståelse af begrebet. De lader ting træde frem, som samtidig er fraværende. De lader os høre stemmer, de lader os se syner. De er bogstavelig talt kanaler for paralleluniverser.

Beretninger

I Channels mere end tre timer lange forløb hører vi vidnesbyrd fra personer, i alt cirka halvtreds, som har haft nærdødsoplevelser. Nogle gange toner al lyd næsten helt bort. Tilbage står en stille knitren, mens skærmvæggen lyser mod én. Andre gange blander de forskellige stemmer på forskellige sprog sig, som var der tale om en synkron tungetales rablende nonsens, lokkende stemmer fra det hinsidige.

Beretningerne hæfter sig samstemmende ved følelsen af at forlade sin krop, at miste sin velkendte livsenergi, men stadig bevare en bevidsthed om dette, endda besidde et udefrakommende blik på sin egen døende krop. Stemmerne taler om vægtløshed, om glødende hvid lysfylde, om kaldende stemmer, om skyggemennesker, om en omsluttende kærlighedsfølelse, om et fravær af angst, om et fravær af smerte, om forvandlingen til en formløs energi. »Natten var sort, men jeg kunne se klart. Det var midt om vinteren, men jeg følte ingen kulde,« fortæller en ung mand, som var døden nær efter en motorcykelulykke. Beretningerne fremføres uden nogen sentimentalitet eller sensationalisme, helt faktuelt og nøgternt, som var det journalistiske reportager fra passagen mellem liv og død, logbogsoptegnelser fra færden over floden Styx.

Hiller forsøger ikke at overbevise nogen om paranormale fænomeners eksistens. Hendes tilgang er antropologens – Hillers baggrund som universitetsuddannet antropolog fornægter sig ikke – det vil sige en undersøgende og observerende metode, der fordomsfrit forsøger at afdække de forskellige og komplekse virkelighedsforståelser, mennesker bærer på. Channels er bevægende og mærkelig, uden at blive spektakulær eller esoterisk. Vi er ikke bare tilskuere til de fjerne stemmer og de fjerne syner. Vi bliver bærere af dem qua Hillers subtile kunstneriske bearbejdelse af dem. Hun lader os erfare på egen krop, at det fysiske og det metafysiske ikke er klart afgrænset. Ligesom individet heller ikke er det i Hillers øjne. »Identitet er et samarbejde. Selvet er flerfoldigt«, har hun udtalt. Videoinstallationens behov for mørke og for lydmæssig isolation mødes perfekt i den nye underjordiske afdeling af Den Frie Udstillingsbygning og havde været så godt som umulig i de lyse øvre rum. Og hvor kunne det også være mere nærliggende at henlægge nærdødsoplevelser end til en sort kælder?

Susan Hiller. ’Channels’. Den Frie Udstillingsbygning. Oslos Plads 1. Indtil den 1. marts 2015.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu