Læsetid: 4 min.

De naive

Bog om Adam og Ellen viser, hvordan folk lod sig underordne Stalins terror
7. november 2014

Folk forsvandt altid lige før daggry. Bulder og bank på døren, lejligheden ransaget og beslaglagt med det hemmelige politis segl, den arresterede kørt bort i en lille sort bil. Sporløst væk. Altid det samme: forhør, tortur, tilståelse, dom, nakkeskud. I kældrene under hovedkvarteret eller uden for byen ordnede NKDV’s funktionærer det fornødne.

Massegravene bredte sig i skovene nord for Moskva og ved større byer.

De heldige undslap døden – eller heldige – udslettelsen blev blot forsinket ude i Gulags trøstesløse intethed, hvor fangerne med sjældent under 10 års strafarbejde, som regel 20-30, henslæbte disse evigheder i kulde, sult og nød. Ingen spurgte, hvad der blev af dem. Alle håbede, at de uniformerede mænd ikke bankede på hos dem selv i næste ulvetime.

Man bliver døv og stum i medfølelsen ved konfrontationer med overgrebenes omfang og de bjerge af lidelser, sovjetborgerne og andre blev udsat for. Som at forestille sig uendeligheden. Eller Auschwitz.

Litteraturen om perioden er omfattende. Den røde terror har historikere døbt disse begivenheder af bibelske proportioner i sovjetsystemets yderste konsekvens.

Stalins paranoide depravering af socialismen retfærdiggør på den anden side ikke den enøjede fordømmelse af socialismens idé, som mange midt i ulykkerne og mod alle odds forsøgte at fastholde. Fascinationen af tanken om den solidariske stat indebar ikke, som så ofte påstået, statsterrorismens automatiske nødvendighed.

Stalins system

Terroren var ikke socialismens mål og var i øvrigt ikke mere rød end sort, og revolutionen ikke en socialistisk revolution, men en megalomanisk, antiintellektuel, antisemitisk, primitiv småborgers reaktionære skruppeløshed. Dette var Stalins system, i hvis midte denne iskolde jernblok af en mand sad som en edderkop og sugede livet ud af sine landsmænd. Trods udrensningen af millioner af sovjetiske mennesker og lemlæstelsen af adskillige befolkningsgrupper og store etniske mindretal overlevede det enorme land, fordi der var så mange at tage af. Det store spørgsmål er selvsagt, hvorledes dette kunne ske, hvordan og hvorfor så mange – de der overlevede – fortsat lod sig kue og aktivt eller stiltiende accepterede tingenes elendighed og angst og ikke gjorde oprør. På et tidspunkt, som Antonio Skarmeta senere skrev i Opstanden om diktaturet i Nicaragua, var det på et tidspunkt lige farligt at blive hjemme under dynen som at gå på gaden og gøre oprør.

Fremstillinger af rædselsperiodens kulmination 1937-38 beretter samtidig om faren ved at færdes i nomenklaturaens boligkvarterer. Man risikerede her at få disse ganske særligt udsatte folk i hovedet, når de ikke længere kunne bære frygten for næste nat og hoppede ud af vinduet for at gøre en ende på gruen.

Midt i dette overdimensionerede rædselskabinet lever og bor to unge skandinaver: en lægestuderende kommunistisk nordmand Adam og en, oprindelig borgerlig, dansk provinspige Ellen, der arbejder på et sovjetisk forlag for fremmedsprogede udgivelser og samtidig fungerer som kurer i følsomme sager. Læs: penge til andre landes kommunistiske aktiviteter.

Adam og Ellen. Som var de i paradisets have, hvilket de i begejstrede breve mener, de er. Alt omkring dem er godt, landet blomstrer, menneskene trives, femårsplanerne overholdes, gaderne er rene og Stalin Gudfader selv, der mild og god blot ønsker det bedste for sine landsmænd og resten af verden.

Historikeren Morten Møllers fremstilling baseret på mængder af breve, dagbøger og andet kildemateriale om dette hengivne menneskepars troskab mod ideen, rejser for 117. og meget overbevisende gang spørgsmålet: hvorledes folk i den grad lod sig underordne i en højere sags tjeneste. Hvordan undgik de at begribe, hvad der skete lige for næsen af dem – dør om dør på Kominterns Hotel Lux – da Arne Munch-Petersen forsvandt?

Orwells motiv

Kommunismens fascination er et mangelfuldt udtryk for den overbevisningens eller vishedens kraft, der gør seende blinde, talende stumme og følende ufølsomme. Ellen og Adam så lyset som kun fanatisk religiøse, der kender sig selv som ihændehavere af den skinbarlige sandhed, og som reagerer umenneskeligt over for afvigelse og skepsis. I Adams og Ellens tilfælde forsvandt bekendte kolleger og respekterede overordnede for aldrig at blive set igen; de to vidste uafviseligt at partiet stod bag. Men partiet begik ikke fejl. Eller partiet begik fejl, men rettede selv fejlene ved at myrde endnu flere, der før mente det samme som partiet, der nu mente det modsatte. Motivet for George Orwell er ikke uden grund denne dialektikkens onde parodi på begrebet.

En drivkraft bag selvensretningen, og hvor en anelse af forklaring på blindheden giver mening, er 1930’ernes velforståelige angst for og modstand mod fascismen. Overalt marcherede disse kræfter frem, intet under at de bekymrede sluttede op bag kommunismen, der blot i Stalins regi gjorde sig selv til en parallel snarere end modsætning. I Hartvig Frischs optik var pesten over Europa såvel fascismen i syd som Stalins kommunisme i øst.

Adam og Ellen kunne ikke se helvede for deres egen – og andres – bedrageriske indbildning om paradiset. Deres historie som fortalt af Morten Møller forklarer betydeligt mere om mekanismerne og menneskene bag end højtråbende krav om bod og bekendelse, synd og evig fortabelse i nok så mange sidste dages helliges fordømmelse med tilbagevirkende kraft af et indlysende forfærdende fænomen i det 20. århundredes ufatteligt blodige historie.

Adam og Ellen gennemskuede i drømmen om det fuldendte samfund i en truende verden ikke paradisets ideale umulighed, som deres gud i Stalin ydermere havde omskabt til et levende helvede i brun sovjetisk sovs.

Ellen & Adam. En fortælling om kærlighed og terror i Stalins Moskva
Morten Møller
Gyldendal
376 sider
299,95 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

De evindelige udenomsforklaringer Georg Metz

Hvis ikke magtlogikken må dagsordensættes så kommer vi det ikke nærmere. Eller rettere så fortsætter vi med at gentage historien indtil vi eller den ikke er her mere.

Autoriteten (Guden) og de autoritetstro er i fuldendt harmoni og ingen behøver at blive voksne.