Læsetid: 5 min.

Nøgtern og bevægende

Preben Wilhjelm, tidligere folketingsmedlem for Venstresocialisterne, skriver en smuk erindringsbog
Preben Wilhjelm tog turen fra DKP over SF til VS og meldte sig ud af sidstnævnte, da fraktionsstridighederne endnu en gang blussede op.

Jakob Dall

3. november 2014

Lad det være sagt med det samme: Det er en smuk erindringsbog, som det tidligere folketingsmedlem for Venstresocialisterne (VS), Preben Wilhjelm, har skrevet. Hans nøgterne væsen er spejlet i titlen: Man kan sagtens være bagklog.

Som det kan være tilfældet med mænd, der udadtil fremstår som bærere af selvkontrol, logik og stringens, viser Wilhjelm at have en kilde af ømhed, der flyder fra hans barndom. Forældrene, Frants og Kamma, kom fra ydmyge kår. Faderen stod tidligt til søs. Preben Wilhjelm fortæller:

»Efter navigationsskolen blev Frants søofficer i handelsflåden, mestendels for rederiet Torm. Han endte som førstestyrmand på Torms ’Aase’, der blev et af de tidlige ofre for en tysk torpedo i februar 1940, altså før besættelsen af Danmark og kun få dage efter min fem års fødselsdag.« Og videre, lavmælt bevægende fortalt:

»Nogle dage forinden havde Torm meddelt, at man havde mistet radioforbindelsen til ’Aase’, så man frygtede det værste. Det var nok også grunden til, at hele min mors familie var samlet den aften i mine bedsteforældres lejlighed, den høje stuelejlighed i Nyhavn. Da det bankede på døren, kunne man mærke, at alle vidste, hvad der var sket. Det var direktør Kampen selv, der gik rundt med budskabet. Jeg husker ham stå i halvmørke i døren ind til stuen, hvor vi alle ventede, kæmpestor virkede han, i lang, sort slængfrakke, stor sort hat – og stok. Alle de voksne var selvfølgelig stivnede.«

Om moderen fortæller Wilhjelm: »Selv da hun som 27-årig blev eneforsørger for min søster Kirsten og mig på henholdsvis seks og fem år, fortsatte hun det meste af tiden som hjemmegående, i mange år alene med pensionen og lidt løsarbejde som kogekone som indtægtskilde.«

Regelret opdragelse

Moderen og hendes forældre giver de to børn en tryg og regelret opdragelse i én af Carlsbergs arbejderboliger i Valby. Moderen gifter sig ikke igen. Hun huser nu og da en fjernere mandlig slægtning, som siden viser sig at være en sabotør, der begår selvmord i tysk fangenskab.

Da søsteren ikke vil gå sidste år i realskolen, bliver der penge til, at drengen kan komme i gymnasiet. Han er så heldig at blive udsat for en lærer, der udfordrer hans selvstændige tankekraft. Om den holdning, det er med til at forme, fortæller Wilhjelm:

»Nu har jeg det i almindelighed sådan, at hvis folk, jeg i øvrigt respekterer, mener noget helt andet end mig, så bliver jeg nysgerrig på hvorfor og hvordan.«

I anden sammenhæng tilføjer han: »Vejen til et kedeligt liv er at ligge under for folks fordomme.«

Efter gymnasiet blev Wilhjelm lærervikar i provinsen. Han beretter: »Agerskov skole i den indremissionske Bording kommune var en toklasset landsbyskole med kun én lærer, således som det havde været almindeligt i adskillige generationer.«

Wilhjelm bliver stærkt knyttet til den indremissionske familie, han bor hos. Han er ikke troende, men i nøjsom livsførelse har de et fællesskab.

Absurd lejrophold

Med sin politiske indstilling bliver Wilhjelm militærnægter. Det fører ham til et absurd 22-måneders ophold i Kompedal-lejren for nægtere. Wilhjelm kan ikke udholde den herskesyge lejrchef. Han fortæller:

»Der er næppe tvivl om, at lejrledelsen og ministeriet har opfattet mig som ballademager og opvigler. Det var i så fald en ganske ny rolle. Jeg havde i ingen tidligere sammenhænge, inkl. folkeskolen, gymnasiet og lærervikariaterne, på noget tidspunkt givet anledning til eller deltaget i kontroverser af nogen art. Tværtimod var jeg nok socialt ualmindelig velafrettet og medgørlig.«

Lejrdisciplinen ender med at sende Wilhjelm i fængsel, i alt fire måneder i Viborg Arrest og siden 30 dage i Vestre Fængsel. Det giver ham praktisk erfaring – både med, hvem samfundet skubber i bur, og hvordan de påvirker hinanden. Han mener, at man burde fordele frihedsstraf ligeligt på alle borgere:

»I Danmark ville det betyde, at hver enkelt skulle afsone tre ugers fængsel i løbet af sit liv. Jeg har taget min part – og fem andres, og det skal jeg ikke beklage mig over.«

Efter fængselsopholdene begynder Wilhjelm at læse på Niels Bohr-instituttet og gå ind i politik. Efter et par måneder i Danmarks Kommunistiske Parti er han med til SF’s stiftende møde i 1959. Han pådrager sig hurtigt partileder Aksel Larsens mistanke om at være KGB-agent. Da Wilhjelm i 1966 kommer på et års studieophold i USA, bliver han også udråbt til CIA-agent.

Sygt SF-klima

Med Wilhjelms ord:

»Det forekommer så uvirkeligt, at man i dag har svært ved at tro, at klimaet i SF har været så sygt. Men helt spøjst bliver det, når det bagefter viser sig, at Aksel Larsen selv har været begge dele.«

Jeps, det står fast, at Aksel Larsen gik ærinder for både KGB og CIA. Og i øvrigt gav PET underretninger om SF’s venstrefløj.

SF splittes i 1967, og Wilhjelm er med til at stifte Venstresocialisterne, som han repræsenterer på Christiansborg fra 1975 til 1984, hvor partiets rotationsprincip sender ham ud.

Læseren fornemmer, at Wilhjelm stadig ikke er færdig med at bearbejde sine erfaringer med VS. På den ene side, jo, det var vigtige sager, partiet tog op – når der altså var indre enighed om det. Wilhjelm remser den fortjenstfulde indsats op. Magten fik et fortjent modspil. Men VS var navnlig god til at give sig selv modspil.

Først meget sent i fremstillingen slår Wilhjelms harme ud i lys lue, da han genfortæller VS’s historie, efter at partiet røg ud af Folketinget i 1971:

»Da partiet efter de første fraktionskampe og studentikose stridigheder om enkeltformuleringer i et kommende partiprogram nærmest havde slået sig selv ihjel, ved to valg var kommet under spærregrænsen og var nede på 300 medlemmer, genrejste vi det på grundlag af et ’minimumsprogram’, som kun indeholdt det, der var bred enighed om. Herefter klarede vi spærregrænsen ved fem valg. Hen ad vejen genopstod fraktionerne, men i min tid havde fraktionsstridigheder været bandlyst i folketingsgruppen. Det princip blev nu brudt, og for mig at se havde VS dermed udspillet sin rolle.«

Wilhjelm melder sig ud, da partiet er sunket så dybt, at han skønner, at udmeldelsen ikke kan gøre yderligere skade.

Wilhjelm ville ikke lade sig vælge til Folketinget i dag:

»Det er blevet mere infamt, man går i højere grad efter personen end efter sagen.«

Har man hang til kritiske tanker om det danske samfund, bør man anmode om at få Wilhjelms bog lagt under sit juletræ.

Preben Wilhjelm: Man kan sagtens være bagklog – Erindringer. 304 s. 300 kr. Lindhardt og Ringhof.

Information og Københavns Hovedbibliotek inviterer til litterære samtaler om biografier og selvbiografier. Den 6. november med Preben Wilhjelm. Det foregår på Hovedbiblioteket, Krystalgade 15, København. Arrangementet er gratis og kræver ingen tilmelding.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olav Bo Hessellund
  • Jan Weis
  • Mona Jensen
  • Mihail Larsen
  • Anker Nielsen
  • Henrik Christensen
  • lars abildgaard
  • Flemming Nielsen
  • Per Jongberg
  • Claus Oreskov
  • morten Hansen
  • Jens Høybye
  • Lise Lotte Rahbek
  • Lars Dahl
  • Jørgen Steen Andersen
  • Benny Larsen
  • Frank Sørensen
  • Kurt Lindy Hansen
  • Ejvind Larsen
Olav Bo Hessellund, Jan Weis, Mona Jensen, Mihail Larsen, Anker Nielsen, Henrik Christensen, lars abildgaard, Flemming Nielsen, Per Jongberg, Claus Oreskov, morten Hansen, Jens Høybye, Lise Lotte Rahbek, Lars Dahl, Jørgen Steen Andersen, Benny Larsen, Frank Sørensen, Kurt Lindy Hansen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Lindy Hansen

Jeg vil betegne Preben Wilhjelm som et hæderligt menneske. Jeg synes, at det er sjældent man kan hæfte den betegnelse på nogen. Og da sjældent på en, der også har været politiker.

Michal Bagger, Bodil Waldstrøm, Jens Illum, Henrik Christensen, Vibeke Rasmussen, lars abildgaard, Gert Selmer Jensen, Eva Bertram, Karsten Aaen, John Victor Lorck, Flemming Nielsen, John jingvers@gmail.com, Per Jongberg, Morten Kjeldgaard, morten Hansen, Jens Høybye, Lise Lotte Rahbek, Kim Rohde, Lars Dahl, Jørgen Steen Andersen, Ejvind Larsen og Lene Christensen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Preben Wilhjelm blev forleden i en samtale med Jesper Termansen, Radio24syvs politiske redaktør, mindet om, hvordan han i sin tid opfattedes som godt nok lynende skarp, men samtidig ikke specielt humoristisk. Ansvaret for det tog Preben Wilhjelm på sig, men forklarede det med, at fordi VS dengang (1975) blev opfattet som både forvirrede og useriøse, fandt han det nødvendigt at optræde ekstra seriøst for at blive taget alvorligt. Senere, da det efter et par år ændrede sig, lavede de da 'happenings', som også fik folk til at more sig, men … "altid med en væsentlig politisk pointe."

Det, fortæller han, blev han mindet om i forbindelse med åbningsdebatten i år, hvor alle medier begejstret viste og/eller refererede Jesper Petersen (pt S), der i sin tale sammenlignede 4 politiske modstandere med Dalton Brødrene. Det tog medierne som et bevis på, som Preben Wilhjelm udtrykte det, at

"… nu er der humor i Folketinget. Gu' er der da ej! Det dér var jo ikke morsomt! Det var perfidt! Det havde ingen politisk dybde af nogen art!"

Hvor har han ret. Men desværre findes der både politikere og medier, som næsten synes at anstrenge sig for at forstærke politikerleden.

I øvrigt gjorde dét, at Jesper Petersen (pt S) læste sine perfiditeter op fra et manuskript, oplevelsen næsten endnu værre. Der findes sørgeligt lidt retorisk begavelse i det Folketing.

Bodil Waldstrøm, Eva Bertram, Karsten Aaen, John Victor Lorck, Flemming Nielsen, John F. Hansen, John jingvers@gmail.com, morten Hansen, Jens Høybye, Lise Lotte Rahbek, Lars Dahl, Ejvind Larsen, Jørgen Steen Andersen, Lene Christensen og Frank Sørensen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Jesper Termansens samtale med Preben Wilhjelm. Begynder ca 23.30 min. inde i programmet:

http://arkiv.radio24syv.dk/video/10505451/sondagspolitikken-uge-44-2014

Noget, Preben Wilhjelm også har i rigt mål – ud over evnen til meningsfuldt at kunne sætte ord sammen både på skrift og i tale – og noget som i dag er sørgeligt fraværende i Folketinget, og i toppolitik i øvrigt, er passion. Såvel når han udviser begejstring som – nok især – når han udtrykker retfærdig harme. Han behøver ikke at læse sine meninger fra et manuskript eller at lære dem udenad. Om man er enig med ham eller ej, så fremstår han autentisk. Det kan man også godt savne hos dagens politikere, autencitet.

Bente Vangager, Bodil Waldstrøm, Henrik Christensen, Gert Selmer Jensen, morten Hansen, Karsten Aaen, John Victor Lorck, Flemming Nielsen, Lene Christensen, John F. Hansen, Henrik Krogh og Lars Dahl anbefalede denne kommentar
Flemming Nielsen

En helt igennem regelret og seriøs mand,mener jeg der kun kender ham fra medierne. Tillykke med bogen Preben.

Jens Illum, Henrik Christensen, Lene Christensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Gert Selmer Jensen

Helt igennem, en troværdig mand. Analytisk geni, og sandhedssøgende. Ingen dikkedarer.
Han var min "helt", tilbage i 70èrnes Folketingsvalg-programmer, hvor han kunne sætte hvem
som helst til vægs, med strengt sagligt, og velforberedt, argumentation. i VS regi.
Jeg tror han var mange politikeres skræk, ligesåvel som han var respekteret, blandt de samme.
Da Wilhjelmsen var på banen, var der noget ved politik.

Søren Kristensen

Jeg har også altid godt kunne li´ Preben Wilhjelm, lige siden jeg som matematisk/fysisk studenteraspirant så ham i kantinen i et panel på ASK (Akademisk Studenter Kursus) tilbage i december 1974. PWs mission var utilsløret at få os elever til at stemme rødt ved folketingsvalget d. 9 januar, udskrevet af Poul Hartling . Wilhjem fik sin vilje, i hvert fald med mig og kort sagt hed statsministeren efter et par uger igen Anker Jørgensen. Husker ikke en eneste af de andre paneldeltagere (han har sikker jordet dem på sin egen elegante og fair måde), kun denne tynde, høje og velformulerede agitator, der lignede en af de græske senatorer vi kunne have læst om i Illiaden. "Senatorens" (det har vist noget at gøre med hans klassiske hovedform) synspunkter var så velturneret at man kun kunne bifalde alt hvad han sagde og man gik fra debatten med respekt og fornyet tro på fremtiden - på trods af bilfrie søndage og en Mogens Glistrup som var årets mand i den politiske skysovs. Man var blevet venstreorienteret (med en eller anden form for vished) og det er ikke noget der har ændret sig over et voksenliv.

Henrik Larsen, Gert Selmer Jensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Gert Selmer Jensen

Søren Kristensen-
Helt enig. En "Sandhedens discipel". Og som du rammende siger, Elegant og fair.
Hvor finder vi sådanne mennesker/politikere, i dagens Danmark.?

Hvor kan jeg godt lide det billede af ham. Han sidder i sin lejlighed, og der kan han rigtig godt lide at være. Det kan man se på ham, og hverken han eller lejligheden er unge, smarte eller smukke, men han henvender sig ærligt og direkte til os med en bevidst selvtillid og fandenivoldsk , nærmest drilagtig blotlæggelse af at lægge frit frem for verden, hvem man er og være så forbandet tilfreds med det, at det må undertrykkes en smule ved håndens placering. Fokus på både rynker og alder kommer smukt til kort overfor hans øjnes djævelske glimt af intelligens, humor og rolig selvtilfredshed. De stramme linier i rummet og den spartanske stemning forstærker og fremhæver hans menneskelige rigdom.

Jeg kan erklære mig enig i alle de smukke ord, der her er sagt, og jeg har selv tidligere bidraget til festen. Men gør nu ikke Preben Wilhjelm til kult. Det fortjener han ikke.

Jamen for mig, som ikke har det store kendskab til Preben Wilhjelm, kunne det da være interessant at få at vide, hvorfor han "ikke fortjener at være kult-objekt". Men hvis oplysningerne i relation til dette, er private el.lign., behøver vi da ikke ikke "vade i det". Jeg har bare fulgt politik og politikerne i mange år på et helt afslappet interesse-niveau, men blandt de mange personligheder i dansk politik, kan vi vel blive enige om, at Preben Wilhjelm i nogle år var en af de mest markante figurer med en usædvanlig evne til at kommunikere sine standpunkter på en så engageret og overbevisende måde, at man vel ikke kan drage tvivl om, at han var, hvad man også i dag ville kalde en "stemmesluger".

Gert Selmer Jensen

Preben Wilhjelmsen = kult.? Det havde jeg såmænd ikke overvejet. Men igen, hvorfor skulle han
egentlig ikke fortjene det.?
Nu kom jeg også lige i tanke om hans fremragende arbejde i " DR-Dokumentar".
Dengang man lavede "rigtigt" fjernsyn.

Vibeke Rasmussen

At blive gjort til kult kan jo også opfattes som noget negativt. At blive dyrket som et idol eller en gud synes jeg heller ikke, at Preben Wilhjelm har fortjent. I det hele taget er jeg personligt meget påpasselig med overhovedet at beundre politikere, da stort set ingen efter min mening har fortjent dét heller.

Men Preben Wilhjelm er, desværre, efterhånden lidt af et særsyn i dansk politik, ved at han, hos de fleste, stort set uanset om man er enig med hans politiske syn eller ej, indgyder respekt. Bl.a. har han visioner, han kan formulere sig i forståelige sætninger, han selv har udtænkt, og han kan skrive bøger. Hvor mange af dagens folketingspolitikere kan man sige bare dét om?

Gert Selmer Jensen

Vibeke Rasmussen-
Jeg følger dig. Jeg tænker blot om der er et eller andet jeg har overset i min åbenbart blåøjede
"beundring". Bare nysgerrig.! Enlighten me.!

Den gode Preben Wilhjelm forekommer (for eksempel fra hans udmærkede lille bog på 62s "Krisen og den udeblevne systemkritik" først og fremmest at være FRI tænker, og det er min respekt og ære værd.

Men endnu mere hvis han stadig var aktiv politiker i folketinget, da han så ville kunne være et væsentligt aktiv i at få hjertet tilbage* i det danske repræsentative folkestyre - Folketingets 179 medlemmer, som FRIT stemmer ud fra den demokratiske proces (åben, ærlig, konstruktiv meningsudveksling, samtale, argumentation), der er gået forud (bør være gået forud).

* Den overdrevne disciplin og krav om at stemme "med partiet" har i praksis sat en "pacemaker" ind i stedet, og har gjort Folketingets - af folket indstemte, medlemmer - til en pseudo (lovgivende er det jo) magt underlagt den udøvende magt; regeringen. Skam jer partier! Og forandr jer eller vig pladsen, tak.