Læsetid: 4 min.

På turistfart ind i psykosen

Performancegruppen Signa indlægger publikum til observation på et det psykiatriske behandlingssted Lagunen. Stykket udspiller sig i en juridisk, psykologisk og politisk gråzone, hvor vi i ubehagelig grad bliver konfronteret med vores egen passivitet
Æstetisk og fortællemæssigt er det et imponerende gennemført stykke totalteater, hvor man overraskende hurtigt lader performerne komme ind på livet af én i det pastelfarvede fodslæbende nervesanatorium.

Arthur Köstler

12. november 2014

Kort tid efter indkvarteringen på behandlingsstedet Lagunen er mit ’jeg’ allerede ved at blive afmonteret. Mit tøj har jeg efter anvisning fra en flykabineagtig instruktionsvideo taget af og lagt i et nummereret trådnet. Et navn har jeg ikke længere: Papskiltet, der dingler om min hals reducerer mig til Nummer 10. Hospitalstøjet med de alt for lange benklæder og de hvide frottétøfler får mig til at anlægge en slæbende, apatisk gangart – akkurat ligesom de øvrige beboere på det psykiatriske behandlingssted, der er indlagt midlertidigt, indtil deres videre skæbne afgøres af en usynlig, administrativ instans.

Det er fire år siden, at stifterne, Arthur og Signa Köstler, fra performancegruppen Signa sidst præsenterede indgribende og interaktivt totalteater, der slører grænserne mellem fiktion og virkelighed. Ligesom det excessive Pasolini-inspirerede stykke Saló fra 2010 udfolder Ventestedet sig i et konkret rum, hvor intimsfæren krænkes, og civilisationens trygge adfærdskoder sættes ud af spil.

Indre og ydre krise

Denne gang vrider Signa humaniteten i et fem timer langt improviseret totalteater i en flad kontorbygning i det asfaltgrå industrielle ingenmandsland ved Grønttorvet i Valby. Men hvor Saló arbejdede med pågående grænseoverskridelser, indhylles vi her i et både omsorgsfuldt og forskruet univers af blød tvang. »Please remain calm. Remember, we are here to help you,« som det kittelklædte plejepersonale understreger.

Gruppevis bliver vi kostet rundt imellem værestedets værelser – foruroligende pastelfarvede jomfrubure fulde af elevatormusik, snurrende overvågningskameraer og fortrængt seksualitet.

En gennemført trashy retroæstetik, hvor vi blandt enhjørningeplysdyr og neurotisk opstillede plasticlyserøde nipsgenstande kan interagere med performerne, der er mindst lige så mangetallige som publikum.

Rammefortællingen for installationen er, at en psykotisk virus Panagakos Syndrome, forkortet 3P (Persistent Pogonothematic Psychosis) – har bredt sig over Europa, som følgelig isolerer sine civile i sanatorier.

Vi befinder os med andre ord i en tilstand af permanent krise, som først og fremmest er en psykologisk krise: I medicinsk terminologi er krisen den fase i sygdomsforløbet, hvor udfaldet er uafgjort og kan gå begge veje.

Det er i sig selv et spændende udgangspunkt for et greb, hvor vi som publikum populært sagt »selv bestemmer handlingen«. Pointen er bare, viser det sig, i hvor høj grad vi netop ikke selv bestemmer noget som helst. Tværtimod er det påfaldende, hvor servil og eftergivende en attitude, man hurtigt anlægger sig under påvirkning af miljøet og stemningen. Som om man i monotonien fralægger de sidste rester af publikumsforventninger og registrerer, at man ikke engang forlanger at føle sig stimuleret. Her bliver livet noget, der bare skal udholdes, fordi det efter al sandsynlighed vil udarte sig til noget endnu værre.

Paralleluniverser

I Lagunen flyder fiktion og virkelighed sammen på flere niveauer. Institutionsmiljøet viser sig at forskyde sig teleskopagtigt i yderligere universer, når vi får besked på at kravle igennem bagbeklædningen i et hvidlamineret finérskab efter at være blevet budt på perceptionsændrende substanser som en anden Alice i Eventyrland. Lagunen er fuld af sådanne skrækromantiske ormehuller ind til parallelverdener, hvor der venter os døde babyer, night men, dæmonbesættelse og syrede shamanistiske ritualer. Er der stadig tale om konkrete rum, eller er vi på turistfart dybere og dybere ind i psykosen?

Æstetisk og fortællemæssigt er det et imponerende gennemført stykke totalteater, hvor man overraskende hurtigt lader performerne komme ind på livet af én. Egoafpillet og sårbar tager man sig selv i at føle omsorg og sågar en art skæbnefællesskab med stedets beboere, der solidarisk deler ud af deres overlevelsestips til det nøgne liv i lejren. Det er bare svært at komme uden om, at sindssygdom er et voldsomt klichéfyldt farvand. Og det er installationen tynget af, når den kammer over i nøgne mennesker i amokløb, skrig, gråd og epilepsifremkaldende lysblink.

Bedst fungerer fiktionen, når den holder sig til antydninger, der lader hjernen om at udfylde de tomme felter – som når en beboer laver en sprække mellem persiennerne og med frygt i stemmen peger på the yellow house, et oplyst kontorhus derude i novembermørket, som kan blive vores næste opholdssted som umyndiggjorte kastebolde i systemet.

Blid umyndiggørelse

Men det mest påtrængende spørgsmål er, om vi politisk kan udlede noget af Signas mudrede grænseland mellem serviceydelser og blid umyndiggørelse.

Tematisk trækker Ventestedet på Keseys Gøgereden og 1970’ernes antipsykiatri, ligesom det er vanskeligt ikke at se paralleller til samtiden, hvor ebola-epidemier, flygtningestrømme og politiske frygtregimer har gjort undtagelsen til det normale. Mest interessant er Ventestedet betragtet som en (selv)undersøgelse af den umyndiggørelse, vi til daglig udsættes for – eller frivilligt udsætter os selv for.

Så er der pludselig ikke en væsensforskel, men en gradsforskel mellem Lagunens neurotiske pastelunivers og familiære magtsituationer fra hverdagslivet, vi kender og rutinemæssigt accepterer: Når vi i lufthavnens sikkerhedscheck lydigt tager livremmen og skoene af og lader os kropsvisitere, eller når vi på en skønhedsklinik mod betaling lader en fremmed kvinde pakke os ind i et lunt tæppe og berøre os i ansigtet.

Med stykkets tydelige paralleler til asylsystemet virker det i øvrigt barokt at lade sig forarge over, at performerne efter stykket ringer op til ens privatnummer – sådan som Smagsdommerne-vært Adrian Hughes for nylig blev det. Kulturelitens forargelse må siges at stå i grel kontrast til alle de steder, hvor statens forvaltning af livet lige nu finder sted, for real.

Hvor samtidskunsten med et lidt klichéagtigt credo tit vil »tvinge beskueren til at tage stilling«, så gør Signa faktisk det modsatte:

At konfrontere os med vores egen passivitet ved at lade os opleve kropsligt, hvilken lise det egentlig er at tøffe holdningsløst rundt i sutsko på et gråt linoleumsgulv i fem timer og lade andre bestemme over én. På det punkt går Ventestedet hen og bliver en brugbar magtkritik.

’Ventestedet’, Republique og Signa. Koncept af Signa og Arthur Köstler. København, Grønttorvet i Valby. Kl. 19 på hverdage og kl. 13 0g kl. 19 lørdag og søndag. Spiller frem til den 14. december.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torsten Jacobsen
  • Kim Skjoldager-Nielsen
Torsten Jacobsen og Kim Skjoldager-Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Skjoldager-Nielsen

Endelig kommer der en anmeldelse, der peger på de sociale og politiske dimensioner i SIGNAs arbejde. Det kan undre, at det har varet så længe, før den kom. På den anden side er der unægtelig et stærkt skandale-potentiale i gruppens nærgående og ofte intimiderende iscenesættelseskoncepter, som meget nemt kommer til at blive omdrejningspunktet for offentlig debat, sådan som det også sås i forbindelse med den forrige forestilling Salò.

Om debatten omkring hendes forestillinger har instruktøren Signa Köstler bl.a. i Berlingske (interview d. 23. okt. 2014) meldt ud, at det er "hverken [hendes] ret eller opgave at facilitere den". Det kan jo synes sympatisk nok, at hun vil overlade det til publikum selv at tage stilling (som da også anmeldelsen overfor påviser muligheden af); men når selve opførelserne samtidig i deres overskridelsesæstetik balancerer på en knivsæg mellem at udløse moralsk forargelse og politiske erfaringer, er det måske at undervurdere, hvad det vitterlig kræver at skabe en reflekteret mediedebat, ikke selv at gøre noget for at skubbe den i gang. Og i den sammenhæng medregner jeg ikke opkald på telefonen til mere eller mindre tilfældige "patienter".

Når Signa mener, at der er en nødvendighed at gå ind i og erfare på egen krop de magtproblematikker, som hun sætter i spil, så kunne man også tro, at hun var mere interesseret i at opnå en debat om dem. Nu kan det at facilitere en debat gøres på mange måder, og det behøver ikke at betyde, at der stikkes noget ned i halsen på publikum. Hun kunne f.eks. have allieret sig med nogle forskere og skribenter, der kunne have bragt de forskellige samfundsproblematikker, som lader sig relatere til forestillingen, op i en stribe kronikker og debatindlæg i aviser, på blogs og i sociale medier. Signa kaldes ofte konsekvent i sine iscenesættelseskoncepter. Jeg synes, at de mangler at tænke udover fiktionsniveauet og ind hverdagens virkefelt, hvor der kunne ligge en ny kreativ udfordring i det at skabe lødig debat. Den teatrale begivenhed slutter klart nok ikke, når vi forlader forestillingen, og en debat kan være en lige så vigtig del af del af den som de øvrige dele.