Læsetid 3 min.

Er det pinligt at tro på Gud?

Forældre, der for længst har meldt sig ud af Folkekirken, er åbenbart teenageres største modstandere, når de unge skal finde ud af, hvad de tror på. Sådan er det i hvert fald i Alias Teaterproduktions fængende teenageforestilling ’Traditionen tro’
26. november 2014

Anne Gry Henningsen fra Alias Teaterproduktion er en teaterkvinde, der ved, hvad teenagere er optaget af fra mærkevarer til alkoholforbrug. Selv er hun på turné med den succesfulde alkoholforestilling Promille 4,1. Og nu er hun også idékvinden bag religionsforestillingen Traditionen tro.

For teenagere er tydeligvis fascineret af, hvad der egentlig findes mellem himmel og jord. Og her er det ikke nok med en tur på Experimentariet eller Planetariet og oplevelsesparken Universe. Der skal tydeligvis også teater til.

Manuskriptet til Traditionen tro er lagt i hænderne på Lærke Sanderhoff, der har skabt mundrette replikker til forestillingens tre skolekammerater. Og Alias-ensemblet spiller med en ligefremhed, der får selv de mest larmende 7. klasser til at tie stille og udvise respekt. Carl Martin Norén spiller blødt den forsigtige dreng, hvis forældre manisk flasher deres sølvkors og forbyder sønnen at gå til fest. Jacob Teglgaard spiller machoagtigt mærkedrengen, der egentlig ikke er troende, men som selvfølgelig blev konfirmeret sidste år, fordi det betød en fed fest og store gaver. Og Lotte Bergstrøm spiller den seje drengepige, hvis forældre er erklærede ateister, der knap kan tale om tro uden at vrænge.

Forestillingen handler om, hvordan disse tre unge alle sammen får brug for at diskutere deres tro. Og om, hvordan det er de store omvæltninger i deres liv, der får dem til at opsøge troen. Måske allermest for at komme helt tæt på det svære med at kunne tilgive. Både andre og sig selv.

Hemmelig hule

Scenografen Allan Frausing har skabt en hemmelighedsfuld, rund scene, der er bygget som en koncertscene af metalsøjler. Rundt i kanten hænger hvide stykker stof, så rummet med en enkelt håndbevægelse kan forandre sig fra de tre kammeraters hemmelige hule ude i skoven til et teenageværelse – og Raphael Solholms lysdesign forvandler drømmeagtigt rummet til både en tøjforretning og en kirke.

Ude i hulen bryder machofyren hurtigt sammen og afslører, at hans forældre skal skilles. Men hvad gør man, når man ikke selv kan få dem til at finde sammen igen? Kan man bede til Gud? Forestillingen afspejler, at normen tydeligvis er, at man ikke tror på noget. At kristendommen i hvert fald er for de få, der er vokset op med Fadervor. Forestillingen kaster sig fint nok ud i eksempler fra både islam og jødedommen, men det bliver lidt teoretisk. Det er de tre teenageres egen kristentvivl, der virker stærkest. Noget af det mest fortvivlende i forestillingen er scenen, hvor pigen har mistet sin elskede farmor. For faderen vil ikke lade hende blive begravet i en kirke med en præst. Farmor var ellers troende. Men faderen synes, at det er noget pjat. Teenagepigen står derfor i den voldsomste følelseskonflikt.

Denne her pige vælger faktisk at følge sin farmor. Fordi hun ikke kan hente nogen trøst i faderens jordnære dødsbetragtninger, der lyder som faktaopslag i en biologibog.

Nej til konfirmation

Traditionen tro har uomtvisteligt fat i tidens trosdilemma. I storbyerne vil mange forældre, der selv er døbt, typisk ikke lade deres børn døbe, for ’det skal de selv bestemme’. Det resulterer nu i, at flere og flere unge faktisk lader sig døbe for at blive konfirmeret – også selv om deres forældre for længst har meldt sig ud af folkekirken. Andre gør oprør den modsatte vej: Altså nægter at blive konfirmeret, selv om de er blevet døbt. Nonfirmationen er kommet for at blive; og den norske model med en ’borgerlig konfirmation’ har endnu ikke vundet større udbredelse i Danmark. Tendenserne er interessante. Men desværre slutter forestillingen ikke helt i samme imponerende engleluftlag, som den begynder.

Der bliver simpelthen ikke hæftet spændende nok ende på de tre næsten-voksne figurer. Som teenager er det med tro både vildt fremtidsfjernt og samtidig vidunderligt jordnært. Som det lyder i replikken fra drengen, der bare så gerne vil være kæreste med Lotte:

»Kære Gud. Du har nok aldrig været 14 år og haft bumser lige som mig. Men gør sådan, at Lotte bliver min kæreste!«

’Traditionen tro’. Idé: Anne Gry Henningsen. Tekst: Lærke Sanderhoff. Instruktion: Maria Kjærgaard-Sunesen. Scenografi: Allan Frausing. Lys: Raphael Solholm. Alias Teaterproduktion hos Teater Grob. Til 27. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Ejvind Larsen
    Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu