Læsetid: 7 min.

Proust på euforiserende dansk

Den tiltrængte nyoversættelse af ’På sporet af den tabte tid’ om det moderne menneskes søgen efter mening med tilværelsen i en gudsforladt verden er nu lykkeligt fuldført
Marcel Proust oplevede ikke selv at se hele rækken af bøger realiseret. Han døde som 50-årig i 1922. Her er han omkring 31 år.

Mary Evans Picture Library

7. november 2014

Som med en stolt gestus fremlægger forlaget Multivers den nye danske oversættelse af Marcel Prousts gigantiske romanværk med udgivelsen af de sidste tre af de tretten bind, der tilsammen fylder 4.469 sider, som På sporet af den tabte tids syv dele for håndteringens skyld er fordelt på.

Den franske originaludgave udkom 1913-1927. Proust selv oplevede ikke at se hele rækken af bøger udgivet, da han døde som 50-årig i 1922.

En fornyelse af den danske version har været tiltrængt efter en relativt tidlig, heltemodig præstation af fem brave sprogfolk 1932-1938 og en revideret udgave fra 1994. Men først i 2002 satte oversætteren Else Henneberg Pedersen en helt ny standard med første del, Swanns verden, og en del af den næste under en mindre rosenfloromvunden titel end før, I skyggen af unge piger i blomst (2006). Derefter gik det slag i slag.

Så nu lyder generelt en mere præcis musikalsk syntaks i den analytiske stil, der ubesværet snor sig gennem parenteser og indskud, rækker af tredje- og fjerdegrads underordning af ledsætninger og udsøgt metaforik, der kitter sansning og refleksion, realitet og billedliggørelse sammen.

Efter et mellemspil af Peter Borum har Niels Lyngsø taget hovedansvaret med seks bind og Lars Bonnevie med tre. De fanger både åndsmusikken og det kække frisprog, grotesken, den piblende humor og saftigheden i værkets omsiggribende erotik, specifikt de talrige, frimodige homo- og heteroblandinger, som er handlingens, eller måske snarere handlingernes motor. Fortællerens pauseløse energi virker nærmest euforiserende på den, som én gang har ladet sig indfange af diktionen og sammenhængsdriften i Prousts verden. Læseren er godt tjent med dette koordinerede samarbejde i den danske tekst. I Sverige og Norge blev enhedspræget holdt af to meget anerkendte solooversættere, henholdsvis Gunnel Vallquist og Anne-Lisa Amadou.

Vejen ad hvilken

Det spor, som fortælleren følger, er vejen fra tidlig barndom til den modne mands endelige beslutning om at blive forfatter og skrive det værk, som minder stærkt om den roman, man lige har læst om hans udvikling og genfund af den tabte tid og dens moderlige tryghed. En europæisk historie – på helt individuelle vilkår – om det moderne menneskes søgen efter en tabt mening med tilværelsen i en gudsforladt verden, et tomrum, der synes intensiveret af Første Verdenskrig. I 1920’erne er den historie på forskellig måde og i nye strukturer fortalt i romanmodernismens hovedværker, bl.a. af Joyce i Ulysses (1922), der netop nu også udkommer i en ny dansk version med sin særegne hjemkomsthistorie, af Thomas Mann i Trolddomsbjerget (1913-24), genoversat, om en falsk og dødelig hjemkomst, og af Kafka i Processen (1924), ligeledes genoversat, om en forgæves søgen efter mening i en fremmedgjort, dødbringende verden – lutter ensomme individer i et hav af mennesker.

Romanens fortæller, der står forfatteren nær, er dog en fiktiv Marcel, moduleret i forskellige tonarter som ung og ældre. Han er samtidig og i glidende overgange både den uerfarne yngling og en bedrevidende ræsonnør. Visse benådede stunder, hvor tingene pludselig udvider og åbner sig ved at vække en erindring, opløfter tidens nådesløse gang i en anden dimension, der giver hans liv tone og klangfarve. Tilsvarende oplevelser skabes i kunst og musik. Det tematiseres i følgende eksempel, en lang sekvens, hvor først romanens kvindelige hovedperson, den letsindige og uudgrundelige Albertine, udfolder uanede talenter. Hun holdes nærmest som fange hos sin skinsyge elsker Marcel.

Solidt ledemotiv

En morgen vækkes han af gadesælgernes råb, som falbyder deres varer med karakteristisk melodisk stemmeføring bl.a.: her har vi sprøde og saftige grønne/ skønne og lækre artiskokker/ artis-kokker. Marcel kommer til at tænke på operarecitativer og gregoriansk kirkesang og afbrydes i sine latinske citattanker af Albertine, der forsigtigt banker på døren til hans isolerede sove- og arbejdsværelse, og det med et litterært citat: hvem åbner porten trods mit strenge bud? Og mens de sådan overbyder hinanden i larmen af gaderåb, får han alligevel også reflekteret over søvn og opvågnen, som er et solidt ledemotiv i værket. Deres lyst til gulerødder, romainesalat og østers vækkes. Det udvikler sig videre til måltider, til fantasifulde isanretninger og deres særlige arkitektur, så Lars Bonnevies oversættelse får tænderne til at løbe i vand her i 9. bind, Fangen, La prisonniére.

Og så er vejen banet til klaveret for Marcel, der tilfældigt finder noderne til komponisten Vinteuils sonate, der i romanen fungerer som et vigtigt strukturelement, oprindelig i forbindelse med Swann, hans ældre ven og mentor, der betages af en særlig frase i sonaten. Noget her minder Marcel om Wagners Tristan, hvis partitur han har liggende. og mens han spiller, dæmrer for ham en erkendelse af visse skabelsesprocesser, hvordan diverse elementer, motiver, fraser, erindringsstumper finder sammen i et klarsyn, en berusende oplevelse af helhed. Turen går senere til en koncert i madame Verdurins salon, hvor en ny septet af samme Vinteuil fremføres, og hvor Marcel opdager, hvordan den bekendte lille frase her kommer igen og varieres i sats efter sats. Selv om han irriteres af en affekteret cellist, der »bøjede sig ned over sit instrument, befølte det med samme huslige tålmodighed, som hvis han havde renset et kålhoved«.

Denne metaforiske hilsen til gadesælgerne peger diskret på den sammenhæng og kompleksitet i de kunstneriske processer, der er grundtemaet i hele opsporingen af den tabte tid. Intet i romanen er tilfældigt. Det er, som om hver detalje peger frem eller tilbage på Marcels veje i hans livs landskaber og selskaber. Det kan være som komik, satire eller som dyb samklang. »Således lignede den særlige glæde, jeg undertiden havde følt i mit liv, mere end alt andet en smuk frase af Vinteuil, det kunne f.eks. være klokketårnene i Martinville, visse træer på en vej i Balbec, eller blot når jeg drak en bestemt te i begyndelsen af dette værk.« Her dukker som et af flere steder den berømte erindring om madeleinekagen op. Proust skrev således både litteratur og litteraturhistorie, idet alverdens romanforfattere og memoireskrivere helt ind i autofiktionen lige siden da har bagt deres egne madeleinekager.

Sprogbrug

Selvkommentarer veksler med betragtninger over andres sprogbrug. Der er mange underholdende og præcise iagttagelser og aflytninger af klicheer og talemåder, dialekter og personlige mundarter. Hver person har sine egne karakteristika, let kendelige i f.eks. Albertines affekterede manerer og hos den uhyrlige bulderbasse og udsvævende adelsmand monsieur Charlus, hvis dybe fald og forfald betegner en hel kulturs undergang. Han forener i sit væsen musikalitet, kunstindsigt, retorik, homoseksualitet og færdes uhæmmet på en skala fra højadelig fødsel til lasternes skumle proletariat, kun en af de mange flerdimensionale figurer, vi træffer i det omfattende persongalleri. De grupperer sig jævnligt i kliker og saloner og i en noget nær samlet repræsentation i en udsøgt social finkæmning i den store finale ved hertugen af Guermantes eftermiddagsselskab. Nu i en sammensætning af borgerskabets pengemagt og adelskabets falmende pragt.

Her møder Marcel sine drengeårs kærlighed Gilberte, den borgerlige rigmand Swanns datter, der to gange har giftet sig opad og dermed nærmest mytologisk forbinder to poler i Marcels bevidsthed, to naturskønne stier i barndommens land i Combray. De er markeret i to af romanværkets titler, Swanns verden og i Guermantes’ verden. Den yndige teenager er nu ældet og fed, årene er uhjælpeligt gået, krigen har generelt sat sine spor, både i Combray og i Paris med tyske zeppelinere og kampfly i luften og frygt for besættelse. Selskabet er en genealogisk maskerade af hærgede fysiognomier, en udstilling af forlorenhed og tristesse – og det samtidig med Marcels nyvundne vision, et gennembrud i tro på egne kunstneriske evner.

Bibliotek

Det er sket på en særlig måde, naturligvis med musik i baggrunden som så tit i forbindelse med tanker om litteratur, som er ordenes musik. Det finder sted i hertugens bibliotek, hvor han antichambrerer for ikke at forstyrre selskabet. I palæets gård har han oplevet et af disse spontane, uvilkårlige erindringsøjeblikke, et ’analogiens mirakel’ ved at træde på en skæv brosten, der genkalder en lignende situation på Markuspladsen i Venedig. I hurtig rækkefølge fortsætter nu hele fire lignende åbenbaringer, en klirrende lyd af en kniv mod en tallerken, en særlig smag fra en mundserviet, en pibende lyd af et vandrør og en sætning i en bog, han trækker ud af reolen. De samler sig i en oplevelse af tidens sammenhæng, med overbevisningens kraft som emotionelle kernesteder i hans liv med tilslutning til barndommens paradis. Overbevisningen om denne ’genvundne tid’ relativerer dødsvisheden og stimulerer troen på, at han trods skrantende helbred vil få kræfter til at skabe »tidens særlige form i kunst«. En meningstom verdens fylde i dekadencens forværelse. Nok er livet kort. Lang er kunsten.

Marcel Proust har efterladt sig denne dybsindige, kulørte superroman, der med sine godt fire og et halvt tusind sider fører læseren gennem en labyrint af mennesker på veje og vildveje, hvor de letsindigt og lidenskabeligt indgår i familiære, selskabelige, konventionelle, uhyrlige og hørbare forbindelser, og hvor hovedpersonen som tilskuer, ræsonnør og diskret medvirkende finder frem til labyrintens midte og samlingspunkt for med en velbegrundet selvtillid at kunne beskrive tilbagevejen og udgangen. Han gør det med en sproglig fantasi, som animerer læseren til at slå følge med ham. En lille vejviser ved Neal Ashley Conrad Thing forsynet med handlingsresumé og et nyttigt personregister udgives samtidig.

Marcel Proust: ’På sporet af den tabte tid bd. 11. Albertine forsvinder’, oversat af Lars Bonnevie, Multivers, 382 sider, 379 kroner.

Marcel Proust: ’Den genfundne tid, bd. 12-13’, oversat af Niels Lyngsø, 261 og 279 sider, pr. bind 379 kroner.

Henrik Borberg m.fl.: ’På sporet af den tabte tid. Et Overblik’, Multivers, 128 sider, 138 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu