Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Den psykiatriske labyrint

Charlotte Strandgaard har rekonstrueret 30 års liv og overlevelse med sin søns skizofreni. Klart at Gladiators redaktører måtte forelske sig i det projekt, men de glemte helt at redigere
Psykiatrisk Center Hvidovre.

Psykiatrisk Center Hvidovre.

Jakob Dall

Kultur
7. november 2014

Først er der fotoet af Hans. Sort-hvidt og lidt sløret. Det viser et ansigt af en mand, måske sidst i tyverne. Håret, der ikke rigtig er en frisure, og overskægget tyder på, at det må være taget i 1980’erne engang. Hovedet er på skrå og hviler på en sofaryg, ligner det. Der er ro og harmoni i det ansigt, munden lægger an til et smil. Øjnene, det faste blik, var det første, jeg hæftede mig ved. De ser lige ud på fotografen. De øjne dér. Det er ved dem, bogen om Hans begynder.

Det er fint at forestille sig, at det kunne være Hans’ mor, forfatteren Charlotte Strandgaard, der er fotografen til billedet. At det er hende, han ser på. Efter fotoet begynder en tekstlig rekonstruktion af Hans’ 49-årige liv. Den udgøres af hans journaler, hans digte, hans mors digte og så hovedteksten, der har brevets form, som om der kunne komme et svar:

»København 2014//Kære Hans// Fandt her på andet år efter din død en tekst, vi havde skrevet sammen.// En januaraften 2012 talte vi igen om de sidste tredive år. Dine år med en alvorlig sygdom./ I de næste dage sms’ede vi til hinanden de usynlige regler, vi begge oplevede, vi skulle overholde som patient og mor. Det kom bag på os begge, at de var helt ens. Det tog os ingen tid at fyre dem af.«

Der er en trods at spore i de linjer, især i udtrykket ’fyre dem af’, et helt lille oprør måske endda, og selvfølgelig også en afmagtsfølelse. Trods og afmagt følges ad i Strandgaards bog. De usynlige regler lyder i øvrigt: »Ikke græde/Ikke råbe/Ikke slå/Ikke skrige//Virke rolig/Virke nøgtern/Virke afbalanceret/Virke fornuftig//Ikke give op/Ikke være hysterisk/Ikke tigge om hjælp/Ikke grovæde piller//Virke ovenpå/Virke følsom/Virke lydhør/Virke klog//Ikke virke ufølsom/Ikke virke tillukket/Ikke virke uægte/Ikke virke kold.«

Syg eller rask

Læg mærke til, at der både står: ’Virke følsom’ og ’Ikke virke ufølsom’, så præcist, for der er faktisk forskel. Mor og søn-listen fik mig til at tænke på en anden liste med gode råd fra kronisk syge til andre kronisk syge, som Asta Olivia Nordenhof har samlet på sin blog JEGHEDDERMITNAVNMEDVERSALER 18. marts 2013. På den kollektive liste står der bl.a.: »det betyder meget hvilken mad man vælger at lave. og at man har hjælpemidler til det der findes hjælpemidler til. spaghetti skal f.eks. ikke skrælles … millionbøf ikke formes … frosne grøntsager ikke hakkes osv. …« Og der står: »Gå en tur (hvis du kan)«.

Der er forskel på listerne, idet den første strammer sig an for at være kynisk og spille spillet i det, Strandgaard kalder »den psykiatriske labyrint«. Den anden liste er konkret anvisende. Men begge lister fortæller om forskellen mellem at tilhøre hhv. gruppen af syge og raske – og om ren og skær overlevelse ikke mindst.

Som 18-årig overlevede Hans et selvmordsforsøg, der, som hans mor skriver, bestemt ikke var et råb om hjælp. Han havde taget en masse piller, snittet sine håndled og sprang så ud fra fjerde sal. Han overlevede, fordi han landede i nogle buske, og fordi en hund uden snor fandt ham.

I slutningen af bogen funderer Charlotte Strandgaard over, om hun undervejs på de godt 300 sider har fokuseret for meget på Hans’ sygdom, hans skizofreni og kamp med dæmonerne, som han prøvede at holde væk fra sig selv og andre ved at råbe ad dem og fægte med armene. Hans var jo andet end sin sygdom. Men selv om sygdommen, indlæggelserne og journalerne fylder så meget, så kommer personen Hans alligevel til at stå tydeligt frem. Det er et nyt billede, der dukker frem på papiret lige så fortryllende som at se ned i et fremkalderbad.

Voksent barn

Bogen Hans er et portræt af et poetisk og åndeligt menneske. En dreng, der tidligt blev voksen, fordi hans mor behandlede ham som en ligesindet og en voksen, der trods sine næsten to meter blev ved med at være den lille, sin mors søn, fordi han hele sit liv var afhængig af andre.

Mor-søn-forholdet er ikke så underligt præget af skyld, og det er uvirkeligt at læse, at man i begyndelsen af 1980’erne i faglitteraturen kunne støde på et begreb som ’den skizofrenifremkaldende mor’. I Hans støder to slags sprog sammen, eller to slags oplevelser af virkeligheden. Den faglige måde at redegøre for sygdom og behandling på og så patientens og hans pårørendes. Et sted står der i Hans’ journal, at han ikke vil i bad, men kan overtales til at barbere sig. Et andet sted spørger hans mor: »Hvem vil i bad, når vandet er forgiftet?«

Det fine ved Hans er, at ærindet ikke entydigt er en kritik af vores psykiatriske system. Psykologen og kontaktpersonen bidrager tværtimod til bogen. Hans åbner samtidig en dør til det religiøse uden at forkynde, den undersøger menneskets skrøbelighed og vores (begrænsede) muligheder for at hjælpe hinanden gennem sygdom. Sådan siger præsten det: »Det var, som om han kom længere omkring, end så mange af os andre nogensinde vil komme, og også længere, end nogen af os ville ønske at komme.«

Mangelfuld redigering

Strandgaards bog er en af den slags bøger, der skal findes. Helt indlysende for at vi kan blive klogere på psykiske lidelser. Men nødvendige bøger skal også redigeres. Der er alt for mange gentagelser i morens brev til sin søn. Alt for meget ’gammel mand og kone’-info om, at mobiltelefoner ikke altid har været hvermandseje og den slags. Strandgaards egne digte behøvede jeg slet ikke. De er blot en ubehjælpsom gentagelse af det, brevets sammenstilling med journalerne så vist indfanger.

Så en bog om Hans skal altså findes, selve stoffet gør sagen værd at læse. Og det stadig nye forlag Gladiator skal findes. Men udgivelsen her med dens mangelfulde redigering bringer redaktørrollen på banen. Jakob Sandvad og Hans Otto Jørgensen har netop profileret Gladiator som et forlag, der prioriterer det redaktionelle arbejde højt. Lige nu kan man helt paradoksalt tale om både for lidt og for meget redigering. I to af forlagets debutantromaner, Jakob Skyggebjergs Vor tids helt og Eva Iversens Bedrag, har Jørgensen været så meget redaktør, at hans særlige sætningsmusik er flyttet ind i deres bøger – der er problemet altså helt modsat. Endnu en liste, redaktørlisten, begynder at tegne sig: Ikke redigere for meget, ikke redigere for lidt, stadig forelske sig.

Hans
Charlotte Strandgaard
Gladiator
342 sider
329 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her