Læsetid: 4 min.

Skøn forening

De undertippede vinder, venskaber sættes på prøve, og hårene rejser sig. Dokumentarserie om Hobro IK’s vej til Superligaen indeholder alle sportsfilmens klassiske dyder
4. november 2014

Hvis du kun skal se én lønforhandling i fjernsynet i år, så lad det være Mads Justesens. Hobro IK’s anfører har været afgørende for, at klubben, han har spillet i hele sit liv, nu for første gang spiller i Superligaen. Superligaen kræver en del mere af Mads Justesen, så han er nødt til at gå ned i tid på gymnasiet, hvor han underviser. Derfor skal han have en del mere i løn. Men Superligaen kræver en del mere af hele klubben, der indtil nu har været drevet af lokale frivillige. Derfor skal sportschefen, Jens Hammer Sørensen, beslutte sig for, om Hobro IK skal prioritere de lokale spillere med det stærke fællesskab eller tænke professionelt og investere i nogle nye, der er fodboldteknisk bedre til prisen. Det handler om penge og følelser, og det er helt klart følelser, der er flest af. Der kan ikke blive råd til det hele. Det prøver han at forklare sin anfører, gode ven og gamle medspiller.

Stolte amatører

DR1’s fine dokumentarserie, Hobro – en liga for sig, portrætterer fællesskabet omkring en ganske almindelig provinsfodboldklub, der pludselig spiller usædvanligt godt. Det er en rørende historie om, hvor langt man kommer med godt kammeratskab, og om hvordan succesen sætter kammeratskabet under pres. Jens tror på, at man er sammen om at vinde, og at man spiller bedre sammen, når man kan lide hinanden, end når man konkurrerer om pladserne eller bare er på arbejde. Det skal ikke være et arbejde at spille fodbold. Han gruer for Superligaen og for, hvad penge og professionalisme vil gøre ved klubben.

Filmholdet har fulgt klubben hen over sommeren og har fanget stort set alle de dilemmaer og dramaer, som gør sportsfilm til så effektivt rørende og opløftende en genre: Venskaber bliver sat på prøve. Fællesskabet bliver nødt til at finde ud af, hvad det egentlig går ud på, og hvad det egentlig kan. Et lille, undertippet hold fuld af følelser finder styrke til at slå de store, velsmurte professionelle hold. Diametrale modsætninger tvinges til at samarbejde. Der er sågar en cheftræner med en visionær idé om, hvad der skal til – det er fællesspisning efter træning og gåture inden kamp, hvis man vil vide det. Hobro – en liga for sig skildrer førsteholdets oprykning til Superligaen, men det er ikke bare spillertruppen, der portrætteres, det er hele foreningens inderkerne samt frivillige og fans. Det kræver ikke noget særlig blødt punkt for foreningslivet at få blanke øjne, når der jubles på sidelinjen.

Sådan en sjællænder

Sportschefen Jens beslutter sig for, at der er behov for forstærkning udefra. Emil Berggreen er 21, topscorer i Brønshøj BK og Hobro IK’s allerførste købte spiller. Om han er god for holdet vil vise sig, men der er ingen tvivl om, at han er perfekt i rollen som det fremmedelement, der skal sætte spillertruppens sammenhængskraft på prøve. Han griner lidt smørret af, at han skal over og spille med bondemænd som Mads Justesen, der driver et landbrug ved siden af alt det andet. Som Emil Berggreen står i sine forældres nordsjællandske indkørsel med kufferten og golftasken pakket med tøj, hans mor har vasket, ligner han en, der ikke har set en ko i sit liv. Ovre på heden undrer de lokale spillere sig over, at der kan blive råd til ham, når der tilsyneladende ikke er til de lønforhøjelser, de har bedt om.

Klubbens ledelse vælger at beholde de fleste af de gamle spillere, som pænt giver hånd til den unge sjællander i omklædningsrummet. Emil Berggreen kvitterer godt flabet med at tilbyde Mads Justesen sin hjælp på gården. Modsætningerne viser sig dog hurtigt ikke at være specielt uforenelige. Hele holdet tager inden sæsonstart på en overlevelsestur a la Carl Mar Møller, og Emil Berggreen er en rask dreng, der både kan løbe med træstammer og hugge hovedet af en gås. Inden længe er han flyttet ind på Mads Justesens gård og går rundt og fodrer fritgående køer.

Drama

Hobro – en liga for sig trykker på alle de knapper, som sportsfilm plejer at trykke på, og det virker. Også fordi voldsomme følelsesudbrud er dobbelt så rørende, når de kommer fra så sindige og beherskede typer. F.eks. er det en fryd at se en ældre superfan sidde i omklædningsrummet og græde efter en vundet kamp, al den succes har taget fusen på ham.

»Få det ud!« brøler en.

»Jeg græder sgu også indimellem,« tilføjer en anden.

De falder hinanden i armene og hopper op og ned, for sådan gør man i sport, når man vinder. Og de vinder vigtige kampe, som man gør i sportsfilm, når man har fundet ud af, at man kommer længst med kammeratskab. Dramaet opstår naturligt og udspiller sig blandt folk, der vil hinanden det bedste og ikke gider så meget bøvl. Udsendelserne er på niveau med de bedste af DR’s dokumentariske fællesskabsportrætter. Mest minder de om skildringerne af det vestjyske metalmiljø i Heavy Agger. Begge dokumentarer viser og fejrer den del af landet, hvor der er god plads mellem husene og nogle mennesker, der er fælles om at føle sig hjemme og om at gå op i noget med liv og sjæl.

Tredje og sidste afsnit af ’Hobro – en liga for sig’ sendes onsdag den 5. november kl. 20.30 på DR1. De to foregående kan ses på dr.dk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu