Læsetid 3 min.

’Jeg har det en smule stramt med Shakespeare’

Sådan lyder en flabet replik på Bellevue Teatret. Men Shakespeare inspirerer til det hele lige nu. Også til det dybe og mærkelige i Lydia Bunks drømmespil på Teater V i Valby
Alt foregår i slowmotion og forvrænget sorthed i 'Men lever man?' på Teater V. Her er det Palle Koppel, der triller med tebordet, mens Ellen Hillingsø styrer Shakespearedrømmen

Alt foregår i slowmotion og forvrænget sorthed i 'Men lever man?' på Teater V. Her er det Palle Koppel, der triller med tebordet, mens Ellen Hillingsø styrer Shakespearedrømmen

Daniel Buchwald

10. november 2014

Interessant som Shakespeare får det inderligste og særeste frem hos skuespillere og deres instruktører. Selv om det myldrer med alt muligt andet dramatik, så virker mesterens 400 år gamle tekster fortsat magnetiserende. Som om teaterfolk inderst inde ved, at det er Shakespeare, der har beskrevet os allerbedst i replikker.

På Teater V har seks gamle elevkammerater fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater valgt at fejre deres 20 års jubilæum ved sammen at spille en dragende nyfortolkning af Shakespeares Stormen.

Under titlen Men lever man? har instruktøren Lydia Bunk skabt et forunderligt drømmespil langt ind i Shakespeares univers. Vi lokkes fiffigt ind i Nadia Nabil Korsbæks koøjescenografi med trapper til ingenmandsland. For vi er på skibet, der forliser i en underverden med slavehalsbånd, men også i en dekadent kabaretverden af pudderfarvede gevandter.

Tebord i slowmotion

Denne livsstorm foregår i slowmotion. Pelle Koppel spiller forundret den evige tjener, der drømmelangsomt ruller et Titanic-agtigt tebord foran sig – fyldt med porcelæn, der burde have været smadret for længst. Imens glider Mette Kolding dødningeagtigt ned ad trapperne med sine bare tæer i sæsonens smukkeste kravekjole, der bølger om hende som sort vand. Og Peter Reichardt går stærkt i standsning som en moderne mand, der ikke kan beslutte sig. Ellen Hillingsø styrer slagets gang som en kvindelig powerudgave af herskeren Prospero. Hendes wonderstemme klinger af kløgt og magtliderlighed, og hendes krop bevæger sig karismatisk gennem rummet. Det er kun hende, der kan åbne skibets hemmelige skab ind til den magiske, kinesisk have med blomstrende kirsebærtræer …

Camilla Bendix vimser sjovt rundt som hendes livsnysgerrige datter Miranda, der drømmer om det forjættende erotiske voksenliv. Men hun må nøjes med at stirre betaget på Mads M. Nielsens halvnøgne Caliban, der kryber rundt på fire poter, indtil han umærkeligt rejser sig fra sin hundeposition og tager muskelskjorten på. I denne interessante Shakespeare-drøm er det lysterne, der overtager verdensherredømmet! Verden går slet ikke under. Det er tværtimod litteraturen, der sejrer, mens Peter Kohlmetz Møllers musik hiver sindet med ned i underbevidstheden som fængende drømmeteater.

Flabet pingpong

På Bellevue Teatret sker der det diametralt modsatte med Shakespeare. Her kommenteres Shakespeares egne ord af tre speedsnakkende skuespillere med handy one-liners. Shakespeares Samlede Værker – 37 stykker på lige omkring 97 minutter er den umulige titel på dette referatshow.

Nicolaj Cederholm har fået den flabede tekst til at blive raffineret pingpong mellem Nicolaj Kopernikus og Anders W. Berthelsen, der skiftes til at tryne Iben Hjejles slagkraftige Shakespeare-forsker, der gerne lige vil læse op af sin afhandling …

Og så kører det for gamle William. Det er hylende morsomt og provokerende nedrakkende. Netop fordi de tre skuespillere behandler Shakespeares rollefigurer, som om de var mennesker, de selv har mødt. Og så klarer de sig i øvrigt kostumemæssigt med en skøn udklædningskuffert, der angiveligt er proppet med Liva Weels gamle dragter og skøre hatte.

Her er der altså håb for de tilskuere, der har det ligesom Anders W. Berthelsen. Som han siger: »Jeg har det en smule stramt med Shakespeare … «.

Men friktionen går tydeligvis over. Ikke mindst da et dagsaktuelt lige-på-kornet-indslag om skuespilleren Finn Nielsen og King Lear bringer publikum helt ud i latterkramperne.

At der så er lovlig mange kommentarer og for lidt af Shakespeares ægte vare – det er så prisen for at købe et bedaget engelsk stykke. Line Knutzon har ellers bearbejdet teksten med sin særlige repliktæft for at fortælle om folk med modsatrettede ønsker. Men mon ikke også hun selv kunne have skrevet en endnu skarpere Shakespeare-collage?

Så hvad vil du helst? Drømme dig ind i Shakespeares verden i Valby – eller blive trukket op til Shakespeare som en ufrivillig under et standupshow på Bellevue? Lige nu er der i hvert fald to glimrende veje til den gamle William.

Men lever man? Frit efter Shakespeares ’Stormen’. Instruktion: Lydia Bunk. Scenografi: Nadia Nabil Korsbæk. Musik: Peter Kohlmetz Møller. Lys: Raphael Solholm. Varighed: 90 minutter. Teater V i Valby til 22. november og så på Aarhus Teater 25. november – 6. december.

Shakespeares samlede værker – 37 stykker på lige omkring på 97 minutter. Tekst: Jess Winfield, Adam Long og Daniel Singer. Bearbejdelse: Line Knutzon. Instruktion: Nikolaj Cederholm. Kostumer: Line Bech. Varighed: 2 timer. Bellevueteatret til 15. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Længe har "sprødt" plaget mht. det ene og det andet. Nu er det så "stramt". Er der nogen grund til dette krukkede sprog?

Anders Sørensen

Jeg har det også ret stramt med "sprødt". Til gengæld har jeg det ikke så stramt med "stramt". Jeg tror egentlig mest, det beror på tilfælde, om man opbygger antipati mod eller sympati med nymodens ord.

Og så'n helt principielt finder jeg det sprødt, at sproget udvikler sig.