Læsetid: 5 min.

Tekster for poesiens og skriftens elskere

Horace Engdahl er verdensvant og verdensvendt, og han repræsenterer en nærmest provokerende dannelseskultur – der gerne vil forundre og forandre
For kritiker Horace Engdahl gælder det om at lytte til et værks inderste tone, dets stemme.

Jacob Ehrbahn

21. november 2014

Det litterære essay er efter meget at dømme en trængt genre i elektronikkens fagre nye verden, mens fiktionslitteraturen måske bedre vil kunne tilpasse sig nye vaner hos læserne. Essayet er en langsom og eftertænksom udtryksmåde nært knyttet til skriftkulturens opståen og havde endnu lidt af en renæssance i slutningen af 1900-tallets tidsskriftinteresse. Sådanne toner lød med Arne Melbergs ord i antologien Essayet. Udvalg og introduktion ved Arne Melberg, der kom på dansk 2013, en magtfuld demonstration, måske allerede et historisk monument. En lignende resignation mærkes i Horace Engdahls forord til sin fem år gamle samling af essays under titlen Arret efter drømmen, artikler skrevet 1989-2004, nu oversat til dansk – trods alle varsler om ’blogosfærens triumf’.

Artistisk drivkraft

Horace Engdahl er en velkendt og beundret skikkelse i dansk litteraturkritik med en fortid som svensk lektor ved Aarhus Universitet og nu adjungeret professor samme sted. Han har sat sig tydelige skriftspor hos adskillige yngre litterater og i universitetsmiljøer. Selv har han valgt netop essayistikken som faglig udtryksform med sin fint fortættede, personligt oplevelsesbårne prosa, frigjort fra gængs akademisk fagsprog. Allerede hans disputats Den romantiska texten var udformet som seks essay og markerer i øvrigt hans særlige interessefelt. Ganske ubeskedent opfatter han litteraturkritik som en jævnbyrdig kunstart. Der er da heller ikke megen tvivl om den artistiske drivkraft i sproget og en dragning mod aforistiske formuleringer. De er i øvrigt rendyrket i Meteorer, en samling notater, også udkommet på dansk.

Af forbilleder nævner han Roland Barthes og Olof Lagercrantz, men ellers vel især Maurice Blanchot, Jacques Derrida og træk af den franske poststrukturalisme og dens koncentration om tekstens interne kendetegn. For ham gælder det om at lytte sig til værkets inderste tone, dets stemme, som han allerede gør i den tidligere udgivelse Beröringens ABC, om rösten, stemmen i litteraturen, en indflydelsesrig bog, forstærket gennem dens oversættelse til dansk.

Med stemmen menes ikke forfatterens, fortællerens, det lyriske jegs stemme, dens budskab eller indhold. Romantikken reagerede allerede mod oplysningstidens rationalitet og pædagogik og dyrkede i poesien spillet mellem det sublime og det dæmoniske i sjælens virke i alle mulige versioner af åndens anede tilsynekomst i mennesket. Milton og Goethe leverer her materiale, sat i relief af Diderot i den lange række af værker, som Engdahl lytter til, værker frem for portrætter og handlingsreferater, som hører til det døde i kunstværket. De svenske ærkeromantikere, C.J.L. Almqvist og P.D.A. Atterbom, levede et liv i skriften, ’grafomaner’, der gjorde deres liv til et med skrivekravet ligesom de yngre i modernismens særlige tradition, Flaubert, Mallarmé, Proust, Kafka, Beckett. De er gengangere i rækken af Horace Engdahls skrifter, lytteposter for formens tonesprog.

Han stiller ind på Atterboms akustik for at høre de døde bogstavers musik. Det er en smittende æstetisk oplevelse, som også gør sig fordelagtigt gældende i hans optagethed af lied-genrens litteraturhistoriske betydning med Wilhelm Müllers og Schuberts Winterreise i relationen mellem tekst og musik. En anderledes aggressiv stemmes historie end den mere indsmigrende Die schöne Müllerin. Den uforsonlige og bitre helt er mere beslægtet med Beckett og Thomas Bernhard end med 1800-tallets borgerlige roman. Schubert følger Müllers opfattelse loyalt, men ved den overjordiske skønhed hen mod værkets afslutning løsner musikken sig fra det kompromisløse sortsyn.

Dødsønsket bliver i Schuberts sang en hymne til en anden virkelighed. »Det er som om vandreren ved at holde fast i sit indre mørke kommer tæt på at forvandle det til et hemmeligt og reddende lys.« Og her falder en vigtig pointe ved at kunne lytte til den indre stemme: »En sådan forvandling finder virkelig sted, det må vi medgive, men næppe for den tilsneede vandrer i sangenes fortælling. Det sker for os, som tager imod Schuberts Winterreise, et stykke livgivende nat.«

Modernisme

Den linje i modernismen, som Horace Engdahl påviser, peger frem mod den symbolistiske, hermetiske litteratur med Mallarmé som det store eksempel, for så vidt en romantik, der ikke har brug for naturen, men skaber et indre ’bogstaveligt’ landskab. Der er stadig forbindelse mellem ydre natur og sprog hos Novalis, Atterbom og hos Gérard de Nerval, selv om opløsningen forberedes. Med Mallarmé er der tale om en poetisk kryptering, der sætter læserens fantasi og lytten på prøve, hvor bogstavet, ordet, nærmer sig musikkens abstraktion. Den finlandssvenske Gunnar Björling er nordisk eksempel på et personligt syntaksoprør og en ordbrug så enkel, »at fuglene holdt vejret«.

I sin grænsesøgen inddrager kritikeren også dans og malerkunst, men sammenfatter sit syn i det tankevækkende essay om ’vidnesbyrdslitteratur’, hvor dette begreb får ny betydning. Materialet leveres så af Ovids Metamorfose om ’Philomelas tunge’. Den fortæller om kvinden, som blev voldtaget og for ikke at kunne vidne om forbrydelsen fik tungen skåret af og blev holdt fangen. Hun fandt da på at brodere sin historie i røde vævede bogstaver på en klædning, hun fik sendt til sin søster, hvorved de fik mulighed for en frygtelig hævnaktion. Myten om den ’talende tunge’ kan tolkes som det at give stemme til dem, der af en vanskæbne er blevet gjort stumme, af en lidelse, der ikke kan formuleres, fordi den er absurd.

Som i tilfældet de tavse koncentrationslejrofre. Hinsides alt kendt sprog findes et klangrum for anklagens røde bogstaver. I myten mister både Philomela, søsteren og morderen deres menneskelighed og forvandles til fugle, henholdsvis nattergal, svale og hærfugl. En ekstrem tolkning af poesiens hemmelighedsfulde stemme og mission.

Horace Engdahls tekster, der på omslaget bærer betegnelsen essay i entalsformen, måske for ganske passende at markere bogens indre sammenhæng, er for poesiens og skriftens elskere, ikke kun for fagfolk. Den højt profilerede kritiker, fremstående medlem af Svenska Akademien og nobelpriskomiteen, er verdensvant og verdensvendt, repræsenterer nærmest provokerende en dannelseskultur, der gerne vil forundre og forandre, i hvert fald stimulere læseevnen også ud over det valgte genstandsområde.

Sin egen metode karakteriserer han indirekte i afsnittet om Freud som essayist ud fra dennes afhandling om Das Unheimliche fra 1919 og hans evne til at lytte til sig selv som i en indre samtale, i forhandling om egne overbevisninger. Hans fremstillingsmåde beskrives som selve forskningsredskabet, under de betingelser, som skriften skaber. Den svenske kritikers eksperimenterende skrivemåde giver læseren appetit på at slå følge.

Arret efter drømmen
Horace Engdahl
Oversat af Birgitte Steffen Nielsen
Forord af Ursula Andkjær Olsen
Jensen & Dalsgaard
224 sider
248 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu