Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Et ubesværet mindfuck

Eller bare en ny kompleksitet gjort enkel? Dean Blunt har i hvert fald skabt sit mest ekspansive og alligevel klaustrofobiske album. Stadig ulig noget andet
Kultur
10. november 2014

Der er så uendelig meget ekspansion og alligevel så meget klaustrofobi i Dean Blunts verden. Drevet af englænderens eksploderede syn på musik, hvor der ikke skelnes mellem høj- og lavkultur, hvor der samples fra partiturmusik, fra Kate Bush, Pink Floyd og et småobskurt indieband som The Pastels. Billig synth strides med freejazz-sax. Sterile trommer mobber spansk guitar. Samtidig med at man føler, at hans sange er helt lukkede, utilnærmelige rum.

Teksterne er tit fulde af mørke erkendelser, kvælende tilstande, men de rummer også klarsynets befrielse.

»Please don’t get involved, cause I don’t want you helping. It is not my fault that I don’t want you helping. No. So I run away. When I run away, ain’t nobody gonna find me. Patience every day. No redemption ever could help me, no. So, back into the past.«

Det er syntetisk markerede rum, som Blunt talesynger fra; ofte affolkede scenarier, der lyder som om, de er kulisser til en 80’er-syntetisk film noir om smadrede hjerter. Mange af debutalbummet The Redeemers vokaler blev sunget ned i en laptop på en parkbænk i Østlondon, i Hackney Downs Park. Det handler om »sort kærlighed« i samme bydel, har han fortalt musikmagasinet The Wire. Opfølgeren Stone Island blev i sin helhed realiseret på et hotelværelse i Moskva. Og hans nye, tredje album Black Metal lyder som et mere traditionelt studiealbum i den forstand, at det giver en fornemmelse af at være i stue med et orkester – og ikke af at være lukket inde i en truende scenografs minimalistiske mørke som på forgængerne.

Avantgardistisk blues

Blunt voksede op i Hackney, Østlondon, og jungle-piratradiostationernes vilde beat-infernoer var hans punk. Han forstod at oprøret altid forandrer sig, og at punk som attitude var den eneste relevans den kunne have i 90’erne. Han bygger sine egne realiteter. De syntes på hans først to soloplader – efter duo-samarbejdet med Inga Copeland i Hype Williams – at drive ham mod en rent formuleret musik med samplinger af især klassisk musik, om de så var realiseret på klaver eller synthesizer sat på strygerfunktion. Men her på Black Metal er han blevet skubbet ud i en både jazzet og krautrocket, men også nærmest symfonisk rocket retning. Mere oceanisk og drømmende end tidligere, ikke mindst takket være de smukt tårnende saxofoner og de ekkoende guitarer (Chris Isaak!?).

Selvom det aktuelle album hedder Black Metal, så er der ikke nogen black metal som genre at finde på albummet. Der er heller ikke nogen country eller punk selv om to numre bærer disse titler. »Punk« er faktisk reggae, og »Country« lyder som 80’er-industrial fortolket af en utidig programmør. Jeg vil også hellere kalde hans musik for avantgardistisk blues. Fordi han transmitterer kunstfærdigt fra en såret eller vred position. På en måde er vi i farvand med 60’ernes og 70’ernes dramatiske iscenesættelser fra Scott Walker, men vokalt er Blunt så mere beslægtet med den afdøde mester Gil Scott-Herons tørt præcise udstansninger. Der er en til tider enorm afstand mellem de svulstige følelseskonstruktioner og den nogle gange næsten sardoniske vokal.

Er det paradoksernes pop det her? En ny kompleksitet gjort enkel? Det er i hvert fald et mindfuck, som virker helt ubesværet. Dybt deprimeret, så uforsonligt knejsende, senere sexet snigende, så pludselig forløst for en stund.

At forsøge at forstå Dean Blunt kan virke håbløst. Det føles som at forsøge at regne ud, hvad pumaen tænker. Eller hvordan kvadratroden af minus en mon har det i dag. Der er noget instinktivt kunstnerisk over hans projekt, en ekstrem frisættelse i hans stramme kompositioner. Han holder sine smertefulde oplevelser ud i strakt arm og undersøger dem nøgternt. Han fortæller et komplekst kultursyn med overraskende klarhed. Han er stadig et helt unikt dyr i åbenbaringen. Og et must for enhver, der vil forstå, hvordan en grænseløs sangskriver kan operere med maksimalt konstruktiv ødelæggelse i vores samtid.

Dean Blunt: Black Metal (Rough Trade Records)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her