Læsetid: 5 min.

Mod det uendelige univers

Christopher Nolans ’Interstellar’ er ikke en perfekt film, men det er en stor film lavet af en instruktør, der tør og vil noget med alt det, han så omhyggeligt og passioneret smider op på lærredet
Christopher Nolans ’Interstellar’ er ikke en perfekt film, men det er en stor film lavet af en instruktør, der tør og vil noget med alt det, han så omhyggeligt og passioneret smider op på lærredet

Warner Bros

6. november 2014

Jeg elsker at gå opløftet ud af biografen; ikke fordi jeg har moret mig godt, men fordi jeg er blevet blæst bagover af et værk og en filmskabers vision, som jeg bare ikke har set meget eller ligefrem mage til før. Det er den slags film, der husker mig på, hvorfor jeg elsker mit arbejde. og det er ikke en fornemmelse, jeg får så tit.

Men det skete i dag, for små to timer siden, da jeg forlod Imperial i København efter at have set, ja, oplevet, Christopher Nolans nye film, Interstellar.

Meget er allerede blevet sagt og skrevet om Interstellar – de amerikanske anmeldere synes at være splittede – og forventningerne har da også været store. Men stol blot på mig: Interstellar er en fantastisk film, en vild film, en smuk og rørende film, en fryd for øjne og ører. Det er ikke en perfekt film, bestemt ikke, men det er en stor film lavet af en instruktør, der tør og vil noget med alt det, han så omhyggeligt og passioneret smider op på lærredet.

Katastrofefilm og rumopera

Christopher Nolan ville os også noget med film som The Prestige, Batman-trilogien og Inception, men denne gang synes hans horisont at være så meget bredere og dybere. Interstellar er alt fra familiedrama, katastrofefilm og overlevelsesfortælling til science fiction med thrillerelementer og rumopera, og det hele holdes sammen af kernen i historien, en dybt bevægende skildring af en fars kærlighed til sin datter. Kærlighed er i det hele taget et genkommende tema og en urkraft i Nolans film.

Matthew McConaughey spiller faren, den tidligere pilot og astronaut Cooper, der i en ikke så fjern fremtid bor med sine to børn, datteren Murph og sønnen Tom, og sin svigerfar, Donald (John Lithgow), i et støvdækket midtvestligt USA. Familien dyrker majs, fordi det efterhånden er den eneste afgrøde, der har overlevet den plantepest, som gør det sværere og sværere for folk at få nok at spise. Man forstår, at overforbrug og overbefolkning er ved at tage livet af Jorden i takt med, at støvstorme langsomt er ved at forvandle verden til en gold ørken.

Al forskning og alle forsøg på teknologisk udvikling er sat i stå, og nu har, som Cooper formulerer det, mennesket, der engang kiggede mod stjernerne og drømte om og arbejdede på at nå derud, nu blikket stift rettet mod jorden i håbet om ikke at dø.

Gør ondt og godt

Jeg vil ikke fortælle hvordan, men den opvakte Murph og Cooper, der lider af udlængsel og virketrang, finder ud af, at hans tidligere arbejdsgiver, NASA anført af professor Brand (Michael Caine), i al hemmelighed har sendt bemandede sonder ud til en anden galakse via et sort hul i nærheden af Saturn. I den galakse er der en vis sandsynlighed for, at der findes en beboelig planet, som kan redde menneskeheden fra at uddø. Og nu vil man sende et rumskib ud for at finde ud af, om det er rigtigt.

Til Murphs store sorg siger Cooper ja til at lede ekspeditionen sammen med Brands datter, Amelia (Anne Hathaway), og to andre videnskabsmænd. Det kommer til at tage mange år, men han lover hende, at han kommer tilbage – og så vil jeg ikke fortælle mere, for jo mindre, man ved om, hvad der sker på rumrejsen, jo bedre kan man nyde den storslåede historie.

Nok slår handlingen mange krøller på sig selv, men den følger en rød tråd og har sin egen stringente, indre logik. Der er øjeblikke, hovedsageligt efter halvvejsmærket i den tre timer lange film, hvor det hele bliver en anelse for højstemt og ligefrem lidt fjollet, mens man prøver at huske sin relativitetsteori og kvantefysik og forgæves forsøger at følge med i de mange videnskabelige gloser, Cooper og hans mandskab slynger om sig med (det forlyder i øvrigt, at videnskaben i filmen holder). Men i næste øjeblik sidder man med tårer strømmende ned ad kinderne og ved slet ikke, hvad man skal gøre af sig selv, så ondt og godt gør Interstellar på én gang.

Tekstur og stoflighed

Christopher Nolan er en audiovisuel troldmand, og fordi han har optaget Interstellar på gammeldags film, har billederne – også selv om de vises digitalt – en dejlig tekstur og en stoflighed, man sjældent ser i nye film.

Det gælder ikke mindst den første halvdel af filmen, som foregår på Jorden og er fuld af jord og støv og brune og grønne farver. Men det gælder også for rumrejse-delen, og selv om Interstellar ikke har samme renhed og stramhed som Alfonso Cuaróns Gravity eller samme elegance som Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001, så er det alligevel en af de flotteste og mest overbevisende rumfilm, jeg har set.

Mattthew McConaughey er fremragende som Cooper, der vil gøre meget for at komme hjem til sin datter igen, og han er omgivet af dygtige skuespillere – Anne Hathaway, Michael Caine, Casey Affleck, John Lithgow, Matt Damon – som alle udfylder deres store og små roller på fornemmeste vis. Især er jeg begejstret for Mackenzie Foy, der spiller den unge Murph, og Jessican Chastain, der spiller den voksne Murph – de har den samme intensitet og energi. ’Den voksne Murph, hvordan det?’ spørger du så. Se filmen for at få svaret.

Ideerne og budskaberne

Men det er ideerne, temaerne og budskaberne, mange af dem inkarneret i de enkelte mennesker, som for alvor gør Interstellar til noget for sig. I bund og grund er det en film om menneskets potentiale og om at tro på, at alt er muligt, i stedet for at bukke nakken og bare give op. Det er nysgerrighed og udlængsel og stræben efter mere og bedre, der driver udviklingen. I baggrunden af filmen lurer dog også en civilisationskritik og en kritik af, når de fremskridt og det forbrug, udviklingen fører med sig, går for vidt og bruges uden omtanke.æøå

Man skal se op og ud i verden, udfordre sig selv og hjælpe, hvor man kan, ikke blot pille i sin egen navle, mæt og selvtilfreds. Det er vel en lektie, vi alle kan have brug for at blive mindet om. Endelig er Interstellar en kærlighedshistorie – om det tætte forhold mellem en far og en datter, som ikke mister troen på hinanden, selv om der i bogstaveligste forstand er et univers imellem dem.

Det er viljens og sjælens triumf, og det er livsbekræftende og umuligt ikke at blive berørt af. Derfor er Interstellar en fremragende film – fordi den så velgørende river og rusker i sit publikum, og fordi Christopher Nolan ikke stopper, mens andre synes, at legen er god, men fortsætter så længe, han selv synes, at den er det.

Interstellar. Instruktion: Christopher Nolan. Manuskript Christopher Nolan og Jonathan Nolan. Amerikansk (Biografer i flere galakser)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • David Laumann Hansen
Ervin Lazar og David Laumann Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

En film for opvoksende legebørn, som vil en større skærm. Nordens største bio fyldt til randen og fyldt op med pseudo-vissenchaft og plathedernes manus.

Jeg syntes den var okay. Problemet med sådan en film kan være, at man jo ikke nødvendigvis er helt opdateret på videnskaben bagved, så man kan sidde med en følelse af, kun at have forstået den halvt. Ideen om tiden som en ekstra dimension, der kan iagttages rent fysisk , forekommer for øvrigt også i forfatteren Kurt Vonneguts "Slagtehal 5", i hvis bøger der også mange gange optræder en sciencefiction forfatter der hedder Kilgore Trout.