Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Djævelsk naziteater

Peter Langdals opsætning af ’Mefisto’ med den fabelagtige Olaf Johannessen er blevet endeløst lang. Men bliv siddende! For i anden akt forvandler forestillingen sig til et stærkt møde med forfulgte mennesker i sorg og rædsel
Kultur
8. december 2014

Olaf Johannessen er den perfekte Mefisto-skuespiller. Han har pænheden i sit ansigt og adrætheden i sin danserkrop. Og så udstråler han en psykopatisk egomani, der efterlader alle omkring ham hårdt sårede eller døde. »Elsker dig!« siger han med et smil til alle, der kan gøre ham en tjeneste. Et iskoldt smil.

Peter Langdal har altså fundet den helt rigtige mand til sin storslåede opsætning af Mefisto, der er baseret på Ariane Mnouchkines dramatisering af Klaus Manns roman. På Betty Nansen Teatret virker Olaf Johannessen samtidig som sin egen tvillingebror til rollen som massemorderen Eichmann i Samtale før Døden, som han netop har spillet på Edison.

Manipulatorens manglende selvindsigt sidder i hvert fald i hans arrogante kropsholdning, så det er helt uhyggeligt. Og hans stemme har en klang af uimodsigelighed, der spontant får tilskueren til at ranke sig samtidig med hans medspillere. Ækelt og overbevisende.

For meget af alt

Desværre har Peter Langdal ikke fået komprimeret sin storladne forestilling nok. Den er mere end tre timer lang, og især førsteaktens mange politiske diskussionsscener bliver underligt uvedkommende. Scenerne er ellers spektakulære i Ashley Martin-Davis’ effektfulde teatret i teatret-scenografi, og Christian Alkjærs lys får flot stemningen til at skifte fra bagscenestemning til jernbanebro. Der er bare for meget af det hele.

Flere steder føles det, som om forestillingen egentlig hellere ville have været en opsætning af Cabaret. Men så i andenakten stiller forestillingen endelig skarpt på det væsentlige: Nazisternes magtovertagelse og opdagelserne af godsvognstransporter af jøder og kommunister … Her fænger forestillingen. Og her kommer man om bag den desperation, som så mange må have følt, efterhånden som Hitler fik mere og mere magt.

Jens Jacob Tychsen spiller en kommunist, der bruger sine teaterforestillinger som politiske manifestationer. Han svajer rundt som langskægget provokatør det ene øjeblik, og det næste er han dragqueen med korsage og rubinbrystvorter i en satirescene – vidunderligt teatralsk.

Da han får beskeden om, at Lenin er død, bryder han sammen i gråd. Også selv om han bliver konfronteret med rygter om russernes fængslinger af kunstnere. Som et stærkt eksempel på, hvordan vi har brug for at tro uforbeholdent på noget. Også på løgnen.

Alvorlig Iben Hjejle

Til gengæld forsvinder Olaf Johannessens skuespillerfigur Hendrik Höfgen mere og mere undervejs – som om denne mand, der bruger laurbærkransen fra Hitler som redningskrans, alligevel ikke er den egentligt interessante person. Som om ondskaben bliver manøvreret ud i kulissen, fordi den er så forudsigelig.

Næ, nu kommer ofrene i lyset. Denne vægtning er dristig. Den betyder også, at en skuespiller som Iben Hjejle, som på teatret ellers næsten altid kun serverer komediereplikker med sin groteske mimik og ferme sextiming, pludselig her også viser, hvilken bevægende skuespiller hun kan være. Scenen, hvor hun som jødisk skuespiller endelig forstår, at hun må flygte, er stærk i al sin tilbageholdthed.

Her er ingen grimasser. Her er oprigtig rædsel.

Betagende sorg

Forestillingen rummer flere skønne skuespilleroverraskelser. At Kristian Halken og Cecilie Stenspil skulle blive årets par i showbiz var ikke til at gætte. Men i rollerne som den ældre, tyske instruktør og hans yngre, jødiske skuespillerhustru viser de to den særeste nænsomhed og samhørighed. De spiller karaktererne med en betagende sorg og indadvendthed. Og de giver klump i halsen med deres undselighed. Lige som Stine Stengades desillusionerede diva, der med tomme øjne slynger sin pelskåbe om sig, som var det hendes ligklæde.

Egentlig er dette den mest overraskende og magtesløse følelse ved at se Mefisto: Den stille sørgmodighed. Og den rystende undren over, at racistisk og religiøs forfølgelse overhovedet ikke er et overstået kapitel i menneskehedens historie. Udskift blot nazismen med Islamisk Stat – og indskriv nogle andre årstal i stykket. Så bliver Mefisto et stykke nutidigt dramatik. Denne Mefisto sætter i hvert fald sin tilskuer i en bizar stemning af tristesse. Men når man når ud på Frederiksberg Allé vågner oprørstrangen heldigvis også. For nu må det djævelske verdenshad slutte! Nu!

’Mefisto’. Baseret på Ariane Mnouchkines dramatisering af Klaus Manns roman. Bearbejdelse, oversættelse og instruktion: Peter Langdal. Scenografi: Ashley Martin-Davis. Lyd: Troels Møller. Lys: Christian Alkjær. Betty Nansen Teatret til 18. januar. www.bettynansen.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her