Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Egoer i frit fald i skihelvede

Svenske Ruben Östlunds ’Force Majeure’ er en nådesløs friskrabning af parforholdets skuffelsesøkonomi og af det mandlige egos skrøbelighed
En familie bestående af mor, far og to børn er på skiferie, da det ser ud som en lavine rammer dem. Faderen griber iPhone og vanter og tager benene på nakken. Det viser sig, at det blot var en snesky, og da Tomas vender tilbage til sine efterladte, insisterer han tåkrummende pinligt på, at han ikke lod dem i stikken. Nederst ses Tomas sammen med sin kammerat.

En familie bestående af mor, far og to børn er på skiferie, da det ser ud som en lavine rammer dem. Faderen griber iPhone og vanter og tager benene på nakken. Det viser sig, at det blot var en snesky, og da Tomas vender tilbage til sine efterladte, insisterer han tåkrummende pinligt på, at han ikke lod dem i stikken. Nederst ses Tomas sammen med sin kammerat.

Paradisbio

Kultur
11. december 2014

Rundt om feriegæsterne afrettes naturen med jernhård hånd. Ja, selv lavinerne er menneskeskabte, forårsaget af bombedetonationer, der bryder nattens stilhed omkring det luksuriøse skihotel. Bæster på larvefødder maser sneen flad, så horderne kan nyde deres slalom uden forhindringer. Vandforstøvere tvinger ny sne ud af luftens rene ingenting. Vejen, som feriebussen kører på, ligner et snitsår i bjergsiden.

Hovedpersonerne er altid alene i billedernes indramninger. Vi ser stort set ingen andre gæster, og dem, vi ser, er typisk ude af fokus eller fotograferet fra livet og nedefter. I de frit hængende skilifter er man isoleret i sin egen tyste verden. Gangene på hotellet er øde. I restauranten er parmiddagen en ulideligt klaustrofobisk firkant midt i vrimlen af stemmer.

Svenske Ruben Östlunds Force Majeure er en nådesløs og ekstremt velspillet kortlægning af den vestlige kernefamilies lettere bedøvede emotionelle tilstand. Et karaktermord på kernefamiliens selvoptagethed og på det mandlige ego.

Knusende tavshed

Far, mor, søn og datter er på en skiferie, hvor familiefaderen i et øjebliks panik smider omsorgen fra sig, som om den var et stykke ispapir. Fra en restaurants altan filmer gæsterne en kontrolleret lavines fremfærd. Alle forventer de menneskets totale kontrol over naturen, imens snemasserne begynder at arbejde sig direkte imod dem. Børnene Harry og Vera bliver bange. Det buldrer og brager stadig højere, mens faderen Tomas beroliger dem. Lavinen fortsætter med uformindsket styrke. Børnene og moderen Ebba skriger i rædsel. Hun griber børnene, men kan ikke bære dem begge. Faderen Tomas griber iPhone og vanter og tager benene på nakken.

Tavsheden, efter at det har vist sig, at det blot var en voldsom snesky, der omsluttede gæsterne, og Tomas er vendt tilbage til sine efterladte for at genoptage spisningen, er knusende.

Stanley Kubrick, Ingmar Bergman, Michael Haneke er mastodonterne, der lyser ind i Force Majeure. Kubricks præcise kortlægning af diabolsk teknologi og af et feriehotels knusende ensomhed. Hanekes friskrabning af kernefamiliens skrøbelighed. Bergmans nådesløst langsomme måde at skrælle parforholdets lag af manerer af, som var det et løg – indtil der ikke er andet end en skuffelsesøkonomi tilbage.

Som i Kubricks Ondskabens Hotel er det hvide, mandlige egos skrøbelighed i fokus i Force Majeure, dog ikke i diabolsk, men i sarkastisk iscenesættelse. Ja, endda i så høj grad at det truer filmens energi hen imod slutningen, hvor ægteparret bliver for sorthvide i deres kontrastfyldte dynamik.

Og som i Ondskabens Hotel er det også volden og udnyttelsen, som den vestlige civilisation er bygget på, der fungerer som klangbund for dramaet. I Kubricks film er hotellet bygget på en indiansk gravplads, på en historie af rovdrift på andres land. I Östlunds drama fortælles der i dundersmukke billeder om skiferieindustriens vold mod selve naturen. Ja, det velsmurte underholdningsmaskineri vækker flere steder mindelser om fødevareindustriens brutalitet. Skilifternes knirkende mekaniske raslen gennem den barberede natur nikker til kreaturkrogene i slagteriet. Monotonien er den samme. Mens det rullende gulv i en tunnel knirker som strygere i en vegetars værste mareridt.

Retten til luksus og service bliver modtaget som en fundamental menneskeret af det velstillede middelklassesegment, og forkælelsens bedøvelse og tvangshyggen lægger sit kvælertag om omsorgen for alle andre end dem selv. Rengøringspersonalet er bare et nødvendigt onde, der muliggør, at gæsterne kan leve i deres forkælede bobler. Og en vigtig biperson er rengøringsmanden, der i flere omgange bliver både frivilligt og ufrivilligt vidne til familiebøvlet. I rygepauserne mellem hans pligter ser han med stoisk ro på parforholdskrisen.

Tåkrummende pinligt

I knusende rolige, musikløse, tit uklippede scener ser vi Tomas afvikle sig selv. Ikke mindst fordi han nægter at indrømme, hvad han har gjort og i stedet forsøger at manipulere sig ud af ugerningens implikationer. Åh, først parrets konfliktsky studehandel og siden hans hykleriske lån fra samtaleterapi og psykoanalyse for at undgå konfrontation er simpelthen så tåkrummende pinlige. At han løb fra dem er jo bare hendes oplevelse af situationen, forklarer han. »Du har selvfølgelig ret til den oplevelse. Men jeg deler den ikke.«

Da vennen Mats ankommer til hotellet med sin nye 20-årige kæreste, forsøger han at intellektualisere Tomas’ svigt og senere at give ham råbeterapi på en bjergside (hvilket vel egentlig kunne sætte en ny lavine i gang?). I disse scener ender Östlund med at rykke den maskuline krise et nøk eller to for langt op i det skingre og lidt for komfortabelt komiske felt. Her mister Östlund besindelsen og forlader sin egen ellers så kolde stilistik og kritik.

Hans ellers fremragende film finder dog lykkeligvis tilbage i sit nøgternt dissekerende leje og når en fornem afslutning, hvor Ebba også viser sig fra sin mest egoistiske side. Og det fuldbyrder Force Majeures sønderlemmende kritik af det moderne parforhold som en parkeringskælder for lunkne følelser, skuffede egoer og dunkle egeninteresser. Og hvad med børnene? Ja, hvad med dem? De kan vel bare tænde for deres iPads, mens forældrene kæmper for deres egoers overlevelse, kan de ikke?

’Force Majeure’ Instruktion og manuskript: Ruben Östlund. Svensk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En kold nat i december 1975 var jeg i 48 timer på vagt med brandfolkene hos Københavns Brandvæsen, hvor jeg fulgtes jeg med brandinspektøren og hans røgdykkere, når der indgik en alarm til Alarmcentralen, og her fik jeg et unikt indblik i brandfolkenes professionelle indsats, når de med risiko for eget liv og lemmer gør alt for at redde andre menneskers liv.

Ude i Kingosgade på Vesterbro var der opstået brand i en lejlighed på anden sal til venstre, og for brandfolkene gjaldt det om hurtigst muligt, at få rejst en stige op til lejligheden, så man kunne hjælpe en mand og hans kone samt et lille barn ud af lejligheden, inden den farlige brand kom fuldstændig ud af kontrol.

Jeg glemmer aldrig synet af den skrigende og rædselsslagne mand.

Han stod og skreg ”hjælp mig … hjælp mig” ude på gesimsen, selv om han kunne se, at brandfolkene arbejdede på højtryk med at få rejst brandstigen. Imens stod hans kone fattet, værdigt og afventende inde i stuen bag ham med parrets lille barn i armene. Men dem ænsede manden ikke bare èt sekund, og som den første af de tre nærmest kastede han sig fra gesimsen ud i armene på den brandmand, der stod på toppen af stigen for at hjælpe familien ned på gaden.

Tilbage i lejligheden stod hustruen og barnet med flammerne slikkende omkring sig, og kun fordi brandvæsenets røgdykkere lynhurtigt sprængte døren til lejligheden, så de kunne oversprøjte ildens arnested med vand, lykkedes det at redde hustruen og barnet ud af lejligheden, så de ikke døde af røgforgiftning og forbrændinger.

Nede på gaden var hustruens rædselsslagne mand i komplet chok, mens konen stod roligt med deres barn i armene. Han græd og hulkede som en lille baby foran hende, og hun var ude af stand til at få mental kontakt til sin mand. Han blev omgående kørt til krisepsykologisk hjælp på Rigshospitalet, mens hun selv blev transporteret hjem til noget familie af politiet.

Kort tid efter blev parret skilt fra hinanden.

Hustruen var ude af stand til at leve videre med en mand, der – bevidst eller ubevidst – havde mere travlt med at redde sit eget liv i en livstruende situation end hende og deres barn. Hun udviste enorm forståelse og medfølelse samt tilgivelse for hans egoistiske reaktionsmønster, men tilliden og troen på ham som et menneske, der altid ville beskytte sin familie i modgang, var fuldstændig elimineret på grund af hans kujonagtige opførsel under branden.

Min pointe med denne lille sandfærdige anekdote er, at gennem årtier har alverdens psykologer bragt seriøse afhandlinger om menneskets psykologiske reaktionsmønster i faretruende situationer. De er alle kommet frem til den konklusion, at otte ud af ti mennesker går i total panik og mister selvkontrollen, når de fra det ene øjeblik til det andet udsættes for konkret livsfare.

Disse mennesker glemmer alt om kone, børn, familie, kollegaer og venner, når de står i en livstruende situation, hvor de selv risikerer at dø, fordi al menneskelig dannelse og menneskelige opbyggede værdier om sammenhold med sine nærmeste i medgang og modgang, fortrænges på grund af det menneskelige pattedyrs dybe primitive instinkter, der kommer til fuld udblæsning, når omgivelserne forvandler sig til anarki og kaos.

Det gør ikke disse bange mennesker til onde egoistiske individer, selv om de optræder fejt og usselt som Tomas i ”Force Majeure”. Ikke desto mindre fortæller handlingen en tragisk historie om, hvor skrøbeligt det menneskelige sind er, når det kommer til stykket. Også selv om vi er opvokset i et civiliseret samfund med nogle grundlæggende menneskelige værdier om, at vi altid skal hjælpe andre mennesker i nød på uselvisk vis.

Prøv et øjeblik at forestille jer det scenario, at Danmark i morgen stod over for en stor tsunami-bølge, der var på vej ind fra Atlanterhavet med stor risiko for, at vores lille flade land blev oversvømmet fra Skagen til Gedser, og med risiko for et par millioner døde mennesker. Tror man så på, at læger, sygeplejersker, plejehjemspersonale, politi, hjemmeværn og mange andre offentlige instanser vil blive på deres poster, og hjælpe de syge og gamle samt medborgerne bedst muligt?

Vores samfund med alle sine opbyggede menneskelige civiliserede værdier vil formentlig gå i fuldstændig opløsning, fordi vi mennesker som alle mulige andre pattedyr i naturen, dybest set rummer et primitivt, dyrisk og egoistisk sind, der kun tænker på egen overlevelse, når katastroferne indtræder. De stærke vil overleve på bekostning af de svage, medmindre vi taler om en nation med et unikt kulturelt og menneskeligt sammenhold i krisetider mellem befolkningsgrupperne.

Fortællingen om Tomas i ”Force Majeure” og manden fra branden i Kingosgade i 1975, er derfor menneskelig nok på tværs af begreberne fejhed og usselhed samt egoisme, fordi otte mennesker ud af ti som nævnt går i naturlig panik, når de udsættes for personlig livsfare. Intet andet end den personlige menneskelige udvikling gennem livet kan ændre ved dèn situation, og det sker kun hvis man som menneske erkender sine fejl, og sørger for at lære noget af dem til en anden gang.

Men når man som Tomas i ”Force Majeure” eller ægtemanden fra Kingosgade på Vesterbro ikke engang vil erkende over for sine nærmeste, at man optrådte fejt, usselt og egoistisk ved at efterlade sin familie til egen overlevelse, ja, så afvikler man ganske rigtigt sin egen personlighed, sin medmenneskelighed, sin troværdighed, og man forvandles til et sølle individ, som ingen længere tror og stoler på i noget som helst sammenhæng.

Jeg må ind og se ”Force Majeure” en af de nærmeste dage.

Ole Brockdorff, du har jo sådan set selv givet svaret på dit spørgsmål "Tror man så på, ....". De brandmænd, du var på en 48-timers vagt på, gjorde jo netop det, de skulle: slukkede branden og reddede, hvad der skulle reddes, inklusive den lidet heroiske ægtemand. Og det på trods af, at det for brandmændene nok havde været personligt sikrere og behageligere at stille sig hen på gadehjørnet og betragte branden på sikker afstand. Men de var professionelle og dygtige.
Det gælder formentlig og forhåbentlig for det store flertal af de, der har en opgave at udføre i krisesituationer. Der skal såmænd nok være en enkelt eller to, der bliver grebet af panik, men de fleste vil falde tilbage på rutinen, professionalismen og den psykologi, der ligger i at man har som livsopgave, som formål at udføre opgave som læge, sygeplejerske eller politibetjent. Den omtalte ægtemand havde helt klart ingen erfaring med ildebrand.
Du kan jo trøste dig med at et hold danske sygeplejersker og læger lige er taget af sted til et ebola-ramt område, og gjaldt det kun egen sikkerhed, var det næppe det smarteste sted at tage hen. Det er al ære værd, at der er nogen, der har faglig integritet og personligt mod til at påtage sig en sådan opgave.

Filmen skal måske nok mere forståes som et freak-portræt, en usædvanlighed, det er jo netop derfor, det er en provokation. Den er så også usandsynlig, da børn nu om dage er et meget bevidst valg, de kommer sjældent til verden ved et uheld, og de er ikke nødvendige for at drive bondegården eller for at indgå i en eller anden produktion Brutalt sagt ville både far og mor vel gøre alt for at beskytte den følelsesmæssige og økonomiske investering.

Søren Kristensen

Kunne være sjovt at vide om instruktørens vinkling beror på empiri. I modsat fald kunne det være interessant at få efterprøvet, selvfølgelig uden at udløse en egentlig lavine, hvordan den vestlige velbjærgede moderne kernefamilie rent faktisk reagerer i den slags situationer. Omvendt er det måske netop her grænsen går, for hvad reality tv-selskaberne vil byde deres medvirkende?

@ Søren Kristensen

"Kunne være sjovt at vide om instruktørens vinkling beror på empiri."

Der et interview med instruktøren Ruben Östlund her

http://www.information.dk/517819

Han siger: "Jeg var inspireret af kaptajnen på Costa Concordia (italiensk krydstogstskib, der gik på grund og kæntrede, red.), som sagde, at han faldt ned i redningsbåden, og at det var derfor, at han kom først i land. Alle vidste jo, at det var en bizar løgn, men han kunne ikke give slip på den. Han blev afsløret, da man fandt overvågningsoptagelser fra båden, og man kunne sige til ham, at ’du faldt slet ikke ned i redningsbåden."

Plus at det jo ved mange katastrofer åbenbart har vist sig at der er forholdsvis flere mænd end kvinder og børn der overlever, hvilket kunne tyde på, at mange mænd i modstrid med traditionelle mandlige æresbegreber, nok først og fremmest tænker på at redde sig selv.

Alle siger den minder om Haneke, men det var nu mere dennes landsmænd Seidl og Geyrhalter som jeg blev mindet om. I hvert fald filmsprogligt. Men tonen er også mere muntert drillende end nihilistisk nedladende. God film er det i hvert fald. Så for også at få set instruktørens tidligere Play.

Majbritt Nielsen

Tom Sietam
12. december, 2014 - 17:46
"da børn nu om dage er et meget bevidst valg, de kommer sjældent til verden ved et uheld, "
Det er så en sandhed med modifikationer.
Men det er nok fordi man mest høre det, når folk der har planlagt at få børn, endelig har fået en lille bebs. Så skal der meget til at få dem til at holde op med at glæde sig over junior. Og heldigvis for det. Men fordi de tiltrækker mest opmærksomhed, så er der også andre mennesker i verden.
Hvor børn kommer når det passer dem og ikke omgivelserne.

Majbritt Nielsen

Tom Sietam
12. december, 2014 - 17:46
"da børn nu om dage er et meget bevidst valg, de kommer sjældent til verden ved et uheld, "
Det er så en sandhed med modifikationer.
Men det er nok fordi man mest høre det, når folk der har planlagt at få børn, endelig har fået en lille bebs. Så skal der meget til at få dem til at holde op med at glæde sig over junior. Og heldigvis for det. Men fordi de tiltrækker mest opmærksomhed, så er der også andre mennesker i verden.
Hvor børn kommer når det passer dem og ikke omgivelserne.

Nu refererede bemærkningen jo til ægteparrets situation i filmen, og der er næppe nogen tvivl om, at de har haft muligheden for at undgå at få børn, hvis de ville det, så børnene har i hvert fald oprindeligt været et bevidst tilvalg, og der har siden været en betydelig følelsesmæssig og også økonomisk investering. Dette i modsætning til tidligere, hvor børn kom ukontrollabelt og ofte uønsket, og de gik for lud og koldt vand. Ud af en børneflok på 12 - 14, var det måske ikke den store katastrofe, hvis et enkelt gik til i f.eks. liggedød, eller de mange børnesygdomme, der ikke kunne kureres før moderne medicin. Nu om dage skifter fokus fra de, der kan producere flere børn, til de børn der allerede er sat i verden og til at få dem bedst muligt i vej.