Niviaq Korneliussens intense, men også kluntede debut, Homo Sapienne, foregår på Grønland, men er ikke fyldt med storslået natur, sælfangst og hundekobler. Den er snarere fyldt med hykleri og klaustrofobi – og med en meget ung hidsighed. Den kæmpestore ø er som en mindre provinsby, hvor man keder sig, går på druk og kender hinanden så godt, at to par-og-tyveårige piger kan begynde en samtale med at undre sig over, at de aldrig har set hinanden før.
Det er ikke Knud Rasmussens Grønland, det her, og det er en del af pointen. Men det er heller ikke kolonialmagtens Grønland. Alt handler i stedet om køn og identitet, og især om ikke at passe ind, når det kommer til køn og identitet.
Det med ’alt’ skal tages ret bogstaveligt. I Homo Sapienne fletter fem unges liv sig i et par måneder ind og ud af hinanden – de får hver et kapitel til at fortælle om det i, de samme øjeblikke og fester genfortælles igen og igen, nu fra et nyt perspektiv og med lidt andre detaljer.
Fire af de kapitler handler næsten udelukkende om at acceptere sin ikke-normative seksualitet; det kan være svært i et lille, fordomsfuldt Grønland. Først hører vi om Fia, der springer ud som lesbisk, da hun møder Sara, så hører vi om Inuk, der skal ud af skabet som bøsse, så hører vi om Ivik, der skal acceptere, at hun er en mand i en kvindes krop, til slut hører vi om Sara, der også er lesbisk.
Det er selvfølgelig programmatisk og et bevidst valg. Men det føles altså også lidt enstonigt, især fordi de som stemmer og skikkelser minder meget om hinanden. De har nok ondt i identiteten og kærligheden, men virker ellers sådan nogenlunde fornuftige; når de forelsker sig, sker det med et brag. I det hele taget er den pludselige kærlighed mavepustende stor og lysende i Homo Sapienne og på en virkelig naiv måde også et lykkeligt slutpunkt for fortællingen.
I midten af Homo Sapienne er så historien om Arnaq, misbrugt som barn, nu på en uerkendt deroute med stadig druk og begyndende – prostitution, er det vel? Hun er skadet på en måde, der går dybere end de andres forvirrede utilpassethed. Med hende fornemmer man kun mørke. Hun er både bogens mest interessante og mest klichéfyldte skikkelse.
Uformelig og usikker
Nå. Det er selvfølgelig vigtigt, at de historier bliver fortalt, og også vigtigt, at der fortælles andet om Grønland end historier om druk, misbrug og nordlys. Og det er ekstra vigtigt, hvis angst for homoseksuelle er et omfattende problem, sådan som Homo Sapienne antyder. Men litterært set er det altså en noget uformelig og usikker bog. Stilen hober enkle hovedsætninger op og prøver at virke kækt samtidig med masser af engelske fraser og screenshots fra iphones og lignende.
Lange passager er nærmest kluntet skrevet. Der er MEGET TYDELIGE signaler til læseren, og stilklichéen ’manglende subjekt i sætningen’ bruges igen og igen, når det skal være ekstra intenst. Sådan her lyder det, når snart-lesbiske Fia opdager en ny side af sit eget begær:
»Uuh, vil kysse hende. Vil sige til hende, at jeg har lyst til at kysse hende. Jeg får aldrig ro, hvis jeg ikke gør. Wh.. WHAT. Jeg skræmmes af mine egne tanker. Jeg vil ikke kysse hende! Hvad tænker jeg på? Jeg kender mine grænser. Hvordan fanden kunne jeg finde på at kysse en kvinde? Halloo, er ikke til kvinder!«
Det er jo ikke den mest elegante måde at lade skriften følge Fias tanker, det her, og desværre ikke atypisk for bogen. Alligevel har Homo Sapienne sin egen energi. Der er fart på, og der er også noget, der brænder på. Det er en bog, der vil noget – så lever man med, at den ikke altid kan det.
Homo Sapienne udkommer også på grønlandsk. I et forord til den danske version skriver Mette Moestrup, at Niviaq Korneliussen bliver en »markant stemme i den nye, danske litteratur«. Så langt ville jeg ikke gå, men jeg er alligevel glad for at have læst den.
Homo Sapienne
Niviaq Korneliussen
Milik Publishing
182 sider
249 kroner
