Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Ikke alt guld glimrer

Hvis ’GULD’ var et menneske, var den en smart Narcissus, en gylden yngling, der lå og sukkede over sig selv i vandspejlet. Gid, at digtene ville pege på flere nye nuancer i overfladen
Victor Boy Lindholms jegfortæller står i digtsamlingen ’GULD’ midt i den katastrofe, som er vores nutid. Men bevidstheden om udbytning og klimadød er kun til pynt for den unge hovedperson, som skamfuldt drikker drinks og danser til hiphop, mens skibet går ned.
Kultur
5. december 2014

Det første, der falder mig ind at sige om Victor Boy Lindholms digtsamling GULD, er, at det er en dekadent og selvoptaget type tekst. Det er der i udgangspunktet intet i vejen med, mange af mine yndlingstekster er selvoptagede og dekadente.

I foromtalen hedder det: »GULD er en fest i det hvide sprog på overfladen af alt det, der skinner i vores smil«.

Boy Lindholms digte er interesserede i overfladen, i festen, i ung, smuk, nonchalant sorg. I det fysisk skønne: guldkæder – »en god sommer med en fit body«.

Digtene kredser om et jeg, som et sted kaldes Victor, et andet sted er et lille iPhone-kameraøje på en feriestrand blandt gyldne, græske mandekroppe.

Jeg’et er turist, del af et københavnsk natteliv, eller ligger træt og dekorativt elendig i sin seng:

»Da jeg vågner i lejligheden / skal jeg først finde ud af hvem jeg er / fyldt med muskler og hvidguld /(...) når jeg vågner er jeg træt og gylden / jeg kigger mig i spejlet / hvor jeg hader rynkerne for den tid / der er gået / smører ferskencreme i ansigtet / kan jeg kalde dig lille guldspurv«

Det er nogle fine, luksuriøse billeder, ferskencreme og guldspurv, som cirkler om sig selv. Vi vender digtene igennem tilbage til guldet, rynkerne, et du, som konsekvent kaldes »lille«.

Teksterne hvirvler, de synes skrevet på et vildt drive, som om Lindholm har fundet en skrivemodus, der lader ham spy tekster ud ubesværet. Man mærker en heftig lyst til at skrive og flere impulsive, gode ideer og originale billeder, som jeg dog tror ville været blevet skærpede af en skrappere selvkritik.

Digtene er ekstremt poserende: De vil se ud, virke unge og happening med et lækkert skær af weltschmerz: »Jeg reflekterer over browseren / browserens ungmandshistorik / ung mand skammer sig«.

Samtidig er jeg’et løbende (og evigt, omhyggeligt nonchalant) bevidst om social uretfærdighed, om kriser i verdensøkonomien og klimaet. At vores hvide, europæiske privilegier er muliggjort af andres afsavn, at guldet i iPhonens hjerte er gjort af børnearbejde:

»Når jeg synger ud over havet / her ved skumringstid / om det guld der bor i min iPhone / trukket op af minerne / med små trætte træningsøvede hænder«

Jeg’et står midt i den katastrofe, som er vores nutid, men bevidstheden om udbytning og klimadød er kun til pynt, et bagtæppe for den dansende og sukkende hovedperson, som selvbevidst skamfuldt drikker drinks og danser til gylden hiphop, mens skibet går ned og højreradikalismen breder sig i Europa.

Selvfedheden mangler omtanke

Igen og igen kigger jeg’et forelsket eller kritisk på sit eget spejlbillede. Grundlæggende synes digtenes udsagn at være: »Jeg er selvbevidst apatisk og smuk midt i en uretfærdig verden, som er på vej i havet«. Til det er det hårde spørgsmål: Og hvad så?

Man kan foreslå, at Boy Lindholm beskriver en verden, som er dekadent og apatisk, nydelsessyg og moralsk anløben, med en litterær form, som er præcis ligesådan. At der ligger en implicit kritik i det, en metadekadence. Men er det godt nok, et interessant nok greb?

GULD tilfører ikke rigtigt nogen nye nuancer til den adfærd, den skildrer, som vi kender og dagligt gør os skyldige i: At være bevidste om, at verden er fuld af lidelse og uretfærdighed, og ikke gøre noget ved det, fordi man i stedet har en fest og dyrker sin ungdom.

På mig kommer det til at virke pseudo-etisk, som om det primære ærinde er at hvirvle en masse flotte symboler på tilværelsens ulidelige lethed sammen på en cool måde, og så for god ordens skyld vedhæfte en lækkerskyldig bevidsthed om f.eks. børnearbejde. At bruge andres lidelse som ornamentik, uanset om man er bevidst om det, synes jeg fortjener at blive gjort med større omtanke.

GULD
Victor Boy Lindholm
Kronstork
87 sider
150 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mikkel Thulstrup Nielsen

Hvori ligger forskellen mellem bevidsthed og omtanke? ... Altså ikke etymologisk

Emil Erik Pula Bellamy Begtrup-Bright

"At bruge andres lidelse som ornamentik, uanset om man er bevidst om det, synes jeg fortjener at blive gjort med større omtanke."
Der er så mange guldkorn i den anmeldelse. Du rammer så præcist hvad der er i vejen med ikke bare VBL men også Caspar Eric og delvist Olga Ravn. Tak for at udtrykke mine tanker og fornemmelser så knivskarpt at jeg også kan se dem selv.