Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

En historie om at tro, når man mindst tror det

Det var som medforfatter på tv-serien ’Gengangerne’, den franske forfatter Emmanuel Carrère kom i tanke om, at han selv havde troet stærkt på genopstandelse og derfor skrev en stor og tyk bog om sin egen, men også hele den kristne tros begyndelse
Det var som medforfatter på tv-serien ’Gengangerne’, den franske forfatter Emmanuel Carrère kom i tanke om, at han selv havde troet stærkt på genopstandelse og derfor skrev en stor og tyk bog om sin egen, men også hele den kristne tros begyndelse

Ib Kjeldsmark

Kultur
19. december 2014

Det er noget virkelig mærkeligt noget, når man tænker over det, at normale, intelligente mennesker kan tro på noget så vanvittigt som den kristne religion, noget, som er lige så bizart som den græske mytologi eller eventyr.«

Sådan refererer den franske forfatter Emmanuel Carrère i starten af bogen Le Royaume (Kongeriget), hvad en af deltagerne i et middagsselskab henkastet undrer sig over. De er midt i en beruset diskussion om, hvordan i alverden man dog kan tro på genopstandelse. Altså folk, der er genopstået fra de døde, sådan helt rigtigt.

Grundkernen i kristendommen

Anledningen i romanen er, at Emmanuel Carrère har været med til at udvikle en fransk tv-serie Les Revenants (Gengangerne). Carrère har med forfængeligt og dybt neurotisk forfatterhovmod – som han selv indgående beskriver – forladt arbejdet på tv-serien, hvilket han bittert fortryder. Faktisk ligesom Pete Best hele sit liv fortrød, at han forlod The Beatles lige inden succesen.

Men det var altså midt i denne ærgrelse, Carrère, for at puste sig selv lidt op, ved dette middagsselskab begyndte at fortælle, at den tilsyneladende overfladiske tv-serie – hvor folk vender tilbage fra de døde, uden at det er en zombiehistorie – at denne historie i al sin mærkværdighed ikke ligger særlig langt fra det, der er grundkernen i den kristne tro.

Det er derfor, forklarer Carrère sine måbende og drikkende middagsgæster i et småsnaldret pitch af sit nye romanprojekt, at han er ved at skrive om »de første kristne«. Om det helt og aldeles vanvittige i, hvad de begyndte at tro på, apostlene. Især Paulus og Lukas. Og at vi stadig tager det alvorligt. For lige den del af historien er uimodsigelig. Kristendommen, den tager vi da alvorligt, gør vi ikke? Zeus er stendød, men den genopstandne Kristus får i visse lande statsstøtte, i andre modtages præster eller paven på lige fod med statsoverhoveder og det på trods af Nietszche og andre verdensrevolutioner.

Autofiktion

Det er ofte med et sådant nærmest Kierkegaard- agtigt greb i samtidens pariserintellektuelle version, at Emmanuel Carrère starter sine ’romaner’. Lidt ulideligt sådan set. Carrères skrifter, der med tiden har udviklet sig fra fiktion til at være en form for halvdokumentarisme. Den nu 57-årige forfatter, der i øvrigt er søn af et af Det Franske Akademis eneste kvindelige medlemmer, der åbenbart helt uproblematisk er katolik, slog for alvor igennem, da han i 2000 udgav Modstanderen, den ’virkelige’ historie om Jean-Claude Roman. Roman havde bildt hele sin familie ind, at han var læge og levede af det, og i stedet for at blive afsløret som svindler foretrak han at slå dem alle ihjel: konen, børnene og sine forældre. Roman – det hed han virkelig – er nu idømt livstid.

Men Carrère fik adgang til alle afhøringerne.

Lige siden succesen med Modstanderen, som det tog Carrère syv år at skrive, og hvor det ikke mindst var skriften, der var modstander, har Carrère opgivet den rene fiktion og er altid selv med i sine skrifter. Autofiktion, som det hedder. Det er han i alle de værker, der er udgivet på dansk, Modstanderen, Andre liv end mit og sidst Limonov. Og det er han i Le Royaume.

I Le Royaume sætter Carrère sig altså for at forstå, hvordan man overhovedet kan tro på, at nogen kommer tilbage fra de døde. Og ganske som Kierkegaard finder vigtige papirer i sin sekretær, så finder Carrère, der efter eget udsagn er blevet psykoanalyseret i tre omgange, fortællingen om en kristen, ikke ude i verden, som han først tror, han vil gøre det, men i bunden af sit eget skab. Faktisk står posen med nitten tætskrevne hæfter lige ved siden af kassen med sagsakter om Roman. Det er Carrères egne optegnelser, fra dengang han i starten af halvfemserne foretog en nærmest tvangsneurotisk omvendelse til kristendommen: I hele tre år, midt i et træls ægteskab, en skrivekrise og foranlediget af en katolsk halvmystisk gudmor, en sær præst og psykoanalyse, han ikke vil gennemgå, kommenterede Carrère hver dag to linjer af et evangelium. Først og fremmest Lucas’.

Neurotisk overklassedyr

Men da Carrère skrev til tv-serien havde han glemt det. Helt og aldeles glemt det. Fortrængning hedder den slags, og kan man virkelig tro på det?

Mens første halvdel af Le Royaume er dette forpinte, neurotiske skabs- og hæftemenneskes fortælling om et vestligt, dybt neurotisk overklassedyrs umulighed af at skrive det mindste, så sker der noget helt andet i Le Royaumes anden halvdel.

For pludselig går Carrére så i gang. Med at fortælle om noget helt andet end sig selv. Efter at have fortalt sit virkelig mislykkede forsøg på at følge kirkens dogmer giver han sig til at genfortælle evangeliet. Helt uden mystik, men med stor historisk indsigt, enorm research og med romanforfatteren og ikke mindst filmmanuskriptforfatterens blik. Carrère artikulerer omvendelsens mange små grunde, led, årsager og, ja, sågar politik. Pludselig befinder vi os i den synagoge, hvor Paulus dukker op og midt i den helt almindelige jødiske bøn, forkynder, at, jamen, det, der bliver bedt om er allerede sket. Paulus gør det snedigt. Kristus er her allerede, men han blev korsfæstet. Carrère forklarer, at set i et historisk perspektiv er det en skæbne, som i dag nogenlunde ville svare til, at han i en tabloidavis blev udråbt til pædofil, Jesus. Og det at hedde ’Jesus’ dengang i nutidens Frankrig ville svare til at hedde ’Patrick’. I Danmark ville det nok svare til at hedde ’Jens’ eller ’Brian’? Ganske som i Life of Brian, som også er med hos Carrère. Jesus er altså et totalt udskud, som blev en mærkværdig skæbne til del, og som Paulus pludselig fortæller er den Kristus, de i forvejen lidt særlige jøder har ventet på. Og sådan blev det så jul igen.

Hans hemmelige bøn

Diskussionerne mellem Paulus og Peter som var det bolsjevistiske diskussioner. Johannes, som sammenlignes med bin Laden og Carrère som nærmest mod sin vilje er ved at skrive den roman, han havde forsværget, han nogensinde ville skrive, men som faktisk var hans hemmelige bøn, da han første gang blev kristen: »Før mig derhen, hvor jeg ikke vil hen.«

Carrère påstår, at han ikke er troende længere. Eller han ved ikke helt, om han har forrådt den unge mand fra de nitten hæfter, dengang han troede, at han troede. Han har i al fald ved at slippe den forkrampede tro skrevet et morsomt, levende, neurotisk og nærmest Woody Allensk monument over, hvordan en særlig form for ikketro er en nåde. Er det en måde at genopstå på? Det er det. Måske. Amen.

Emmanuel Carrère: ’Le Royaume’, P. O. L, 630 sider, 23, 90 euro

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her