Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Italiensk maestro taler flydende nielsensk

Fabio Luisi skabte et overbevisende flow i sit første livtag med Carl Nielsens ’De fire temperamenter’, men kom mere usikkert fra land på hjemmebane med Brahms’ sidste symfoni
Kultur
9. december 2014

Efter det dybt symbiotiske møde i september mellem DR SymfoniOrkestret og dets kommende chefdirigent, Fabio Luisi, lå forventningerne til deres Brahms og Nielsen fredag i Koncerthuset i de høje lag.

Carl Nielsens orkesterværker spilles med nogen hyppighed i udlandet, men kan langtfra kaldes standardrepertoire, og Luisi havde på forhånd kun dirigeret hans 4. Symfoni. En chefdirigent for et dansk symfoniorkester skal naturligvis kunne dirigere musik af landets nationalkomponist, så det skulle blive spændende at opleve den 55-årige italieners tilgang til Nielsens egenartede univers.

Fastholdt den glødende tråd

Det har vist sig ikke at være lige forståeligt for alle udenlandske fortolkere, der kan kløjes i sammenstillingen af symfonisk udtryk, folketone og kvidrende naturlyrik. Begyndelsen af Symfoni nr. 2 ’De fire temperamenter’ er dog altid effektiv, BAM, bam BAM, baba-BAM, på nul komma fem har komponisten kloen i os, og så går det derudad.

Kunsten er så at sørge for, at luften ikke går ud af ballonen, når man lægger ud med noget nær maksimal kraft, og Luisi formår faktisk fredag aften at fastholde den glødende tråd, han og DR-symfonikerne har tændt.

Ikke nok med at energien bibeholdes, de spiller også musikken med et fornemt flow, der ikke er en selvfølge, når man hører Nielsen blive opført.

Og stafetterne mellem orkestersektionerne afleves med skarp timing, så vi oplever en sugende inerti. I 1. sats dominerer strygerkorpset måske lidt for meget, så mellemtoneområdet giver tuttiklangen en lidt leverpostej- agtig virkning; her bør træ- blæserne træde bedre frem.

Træblæserne, som spiller så stor en rolle hos Nielsen, giver Luisi til gengæld prominens i de efterfølgende satser, hvor de også er endnu vigtigere for musikkens sammenhængskraft. Luisis Nielsen er gennemstrømmende vital, og han får orkestret til at spille både stramt og også elastisk uden at miste kontrollen.

Svær hjemmebane

Helt så fælles startede fodslaget mellem dirigent og orkester i Brahms’ 4. Symfoni ikke. Luisi har selv betegnet den senromantiske musik som sit kernerepertoire, men det virkede, som om DR-musikerne var vant til at spille Brahms’ velkendte værk i et hurtigere tempo end det, Luisi lagde ud med.

Uenigheden medførte en vis upræcished, som næsten gav 1. sats en klæg karakter. Men da vi er nået et stykke ind den efterfølgende langsomme, vintersørgmodige sats, går det op for en, at Luisi har planlagt at forskyde mere af værkets totale tyngde herhen, hvilket virker helt rigtigt og spilles smukt af de fremragende DR-musikere. I den berømte, flammende finalesats vælger Luisi igen et tempo til den langsommere side, men her synes det rigtigere og mere i pagt med musikkens karakter, selv om Brahms beder om en »Allegro energico e passionato«.

Her bagefter husker jeg dog bedst aftenens Nielsen, som blev imponerende løftet og båret igennem flydende af en udlænding og tegner perspektiver for fremtidens samarbejder mellem de to parter. Brahms bør de blive mere enige om.

Nielsen og Brahms 5. dec. i Koncerthuset. DR SymfoniOrkestret dirigeret af Fabio Luisi spillede Carl Nielsens 2. Symfoni op. 16 ’De fire temperamenter’ og Johannes Brahms 4. Symfoni op. 98

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her