Læsetid: 6 min.

Julen i teatret er formstøbt i rød plast

Juleteatret er flottere end nogensinde. Indpakningerne er bare mere vellykkede end historierne – uanset om hovedpersonen er Alice eller Karla eller Clara. Men nissepigen Snestorm smitter med sin juleglæde på Det Lille Teater
En bjælke og to reb bliver pludselig til den smukkeste julemandskane, når Martin Fredberg og Christine Exner flyver op mod stjernehimlen på Det Lille Teater i Bare det var nu.

Thomas Petri

3. december 2014

Juleteatret er over os. Det er nu, teatrene kaster sig ud i de forestillinger, som skal få ungdomsbilletsalget i vejret – og som kan skabe røde lygter, så der til gengæld kan blive råd til smallere og vildere teater til foråret. Nøddeknækker-effekten kalder de det i USA, hvor Nøddeknækkeren er kernen i de fleste operahuses økonomi.

Denne december er familieforestillingerne flottere end nogensinde. Scenografierne er tjekkede, og der er kælet for lysdesignet, som var der tale om teaterkoncerter. Kostumerne er barnekorrekt holdt i rene farver – og der er klart en forkærlighed for det røde. Visuelt og musikalsk er juleteatret virkelig spektakulært.

Den danskeste ballet

Nøddeknækkeren i Tivolis Koncertsal tager stadig pippet fra publikum. Dronning Margrethes scenografi til Peter Bo Bendixens koreografi virker på mange måder som en æstetisk fusion af guldglimmeret fra Nøddeknækkeren og det mere jordnære strikketøj og stadsestagen fra Peters jul.

For her er julehistorien omsat til København i 1870’erne, hvor Tivolis direktør mødes med balletmester Bournonville og forfatteren H.C. Andersen. Her er hele borgerskabet udstillet for dets trang til overdådighed – og tjenestefolkenes overbærenhed. Denne Nøddeknækkeren er den danskeste nogensinde – kun i konkurrence med Flemming Flindts og Bjørn Wiinblads version i 1970’erne. Og Pantomimeteatrets balletensemble danser med blink i øjet. De sneboldfine snefnugdamer hvirvler godt nok mere synkront end Tivoligarder-mændene, men alle hiver applaus hjem på charmen. Også selv om trinene ikke er decideret uforglemmelige.

Sublim Andersen

Det skønne ved denne forestilling er, at det er den lille pige Clara, der er hovedpersonen i denne julefortælling om pigens magiske drøm selve julenat. Men forestillingens stærkeste enkeltportræt skabes af Pantomimeteatrets karakterdanser Tommy Edvardsen, der har udviklet sin figur over H.C. Andersen til det sublime.

Han spankulerer forfinet og nervøst ind i familiens julestue med sine gestikulerende hænder og sine forsigtige fødder – og sætter sig så i lænestolen, hvor han skal fortælle sine historier og vise sine papirklip.

Tommy Edvardsen kan sætte sig ned på en stol som ingen anden: Han trækker let i buksestoffet, strammer lårene helt sammen – og drejer nervøst kroppen i stolesædet. Denne Andersen er interessant nok besat af nogle kræfter, som de andre uhjælpeligt er draget af. En fordansket Drosselmeyer-figur, der kan besejre det onde med saks og gardersabel – og digtersmidige lår.

Rødt er rødt i Aarhus Teaters juleforestilling ’Karlas Kabale’. Her forsøger Karla at passe sin flabede lillebror, mens moderen tager en lur. Men her er julens sædvanlige nisser erstattet af et par hjemløse med varme hjerter.

Per Morten Abrahamsen

Super til tweens

De fleste juleforestillinger indeholder naturligvis netop eventyrets voldsomme kræfter mellem det gode og det onde. I 2014 er juleglæden dog ikke synderligt julet. Her er juleuniverset MGP-agtigt nærmest formstøbt i rød teaterplast. Og både englefrit og nisseløst. Varme er der ikke. Til gengæld er der masser af flashy øjeblikke, seje pointer og flabet vildskab. Det er fint, i hvert fald for de selvbevidste tweens, der næsten føler sig som teenagere. Men de mindste børn og skolestarterne må føle, at teatret slipper deres hånd, netop som de sidder og har brug for et klem.

På Aalborg Teater er der også en pige, der drømmer. Men hvor Claras mareridt i Nøddeknækkeren allerede undervejs mildnes af hjælpende væsener, så kniber det for pigen Alice. De fleste af dem, hun møder, har nemlig rigeligt i sig selv.

Kenneth Thordal har ellers skabt en skøn og drævende musikverden med eventyrlige xylofonlyde og skægge omkvæd, der matcher det groteske i Alices drøm. Scenografen Ida Marie Ellekilde har sørget for, at forestillingens hele ni! Alice’r er perfekt udstyrede med blondinekrøller, ternet kjole og klogebriller. Og koreografen Christel Stjernebjerg har lagt muntre kropstrick ind i fortællingen, så flere figurer vitterlig ser verden på hovedet.

Men fordi instruktøren Heinrich Christensen mest taler til børnenes ironiske sans, så hober eventyrrædslerne sig op. Den onde dronning nyder at fremvise sine halshuggede ofre. Her hjælper ingen pebernødder.

Englen lægger kort

I Karlas Kabale på Aarhus Teater er der dog ingen skildpadder spærret inde i dåser, sådan som hos Alice. Her er der bare Karla og hendes mor, der har travlt med at gøre rent – og hendes far, der har en sygdom, der hedder ’alkoholiker’ …

Renée Toft Simonsens skilsmissehistorie går rent ind hos tweenspigerne, der spejler sig i Karlas oprør mod de to forældre, der hele tiden glemmer hende. Og den unge skuespillerelev Fanny Louise Bernth har en herlig nu-løber-jeg-hjemmefra-attitude, som fint dæmper den heftige socialrealisme.

Men julehygge, det er der godt nok ikke. Forestillingen går kun trægt over scenen, selv om Steffen Aarfing har designet elegante rullefortove og alting.

Kun Merete Voldstedlund giver håb i rollen som den gamle kvinde, der sidder i sin kørestol og lærer Karla at lægge kabale. Omsorgsfuldt og kærligt.

Inderlighed, ja tak

Måske er jeg bare blevet tantenostalgisk. Men jeg savner altså noget mere juleteater, der vil fortælle børnene det egentlige julebudskab: At kærligheden overvinder alt. Hvis jeg altså har forstået det med kristendommen rigtigt. Eller at mørket mødes af lyset, og at lyset vinder. Hvis jeg ellers har fattet det med solhverv.

Selvfølgelig kan Folketeatret ikke spille Jul i Nøddebo Præstegaard hvert år. Men jeg sætter for eksempel pris på, at Anemoneteatret endnu en gang i år insisterer på at spille Jan Mogensens legendariske fortolkning af juleevangeliet Når du ser et stjerneskud om den gravide Sofie, der ikke har noget sted at bo – og den brutale bolighaj Madsen. Det glæder mig også, at Riddersalen stædigt spiller Signe Birkbølls De underjordiske, hvor kornmoderen fra høstfesten heldigvis bliver fundet, så der alligevel kan blive julefest. Og at Randers Egnsteater nu byder på Lisbeth Knoppers Juletræets Hemmelighed, hvor Nanni Lorenzen inviterer børnehavebørnene til at gå med rundt om juletræet. Hånd i hånd eller trygt på arm … Her i julen ønsker jeg mig i hvert fald inderlighedsteater.

Bange for nyt

Faktisk er det netop, hvad dramatikeren Anna Bro har skabt med sit nye stykke Bare det var nu for Det Lille Teater. Ligesom i voksenforestillingen Varmestuen skildrer Anna Bro her nogle sjæle, der finder ud af, at de har brug for hinanden. I denne juleforestilling er det en dreng, der skal begynde i en ny børnehave. Han er bange for alt det nye, men så kommer der en kalendernisse hjem til ham om natten. Og så bliver de venner …

Frede Gulbrandsen har instrueret denne lillebitte historie, så julesmilene breder sig på den lille loftsscene. Og Jeanett Albeck har komponeret finurlig musik, som hun spiller på de sjoveste klokker iført julens mest stjernevidunderlige musikerparyk, så alle vugger med.

Scenografduoen Sirgrandlear har skabt en mikroscenografi med megaopfindsomhed: Her bliver en planke og to reb til landets skønneste julemandskane, hvor nissehuerne på Martin Fredbergs børnehavepurk og Christine Exners trofaste nissepige Snestorm flyver op højt under stjernerne …

Kald mig bare julesentimental. I december foretrækker jeg familieteater med hang til pebernødder og en lykkelig slutning. Og et stænk kærlighed.

’Alice’. Baseret på romanen af Lewis Carroll. Dramatisering og instruktion: Heinrich Christensen. Scenografi: Ida Marie Ellekilde. Musik: Kenneth Thordal. Koreografi: Christel Stjernebjerg. Alder: Fra 7 år. Aalborg Teater til 20. december. www.aalborgteater.dk

’Karlas Kabale’. Baseret på romanen af Renée Toft Simonsen. Dramatisering og iscenesættelse: Thomas Bendixen. Scenografi: Steffen Aarfing. Kostumer: Marie í Dali. Titelsang: Thomas Helmig. Alder: Bedst fra 9 år. Aarhus Teater til 21. december. www.aarhusteater.dk

’Nøddeknækkeren’. Frit efter Petipa og Ivanovs ballet. Koreografi: Peter Bo Bendixen. Dramaturgi: Henrik Lyding. Scenografi: Dronning Margrethe. Musik: Tjajkovskij. Lys: Jonas Bøgh. Alder: Fra seks år. Tivolis Koncertsal. Til 28. december. www.tivoli.dk

’Bare det var nu’. Tekst: Anna Bro. Instruktion: Gulbrandsen. Scenografi: Lea Burrows og Ingvild Grande. Musik: Jeanett Albeck. Det Lille Teater i Lavendelstræde. Alder: 3-6 år. Til 21. december. www.detlilleteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer