Læsetid: 6 min.

Kampen om byernes fristeder

Ny bog fortæller historien om BZ-bevægelserne i forskellige europæiske storbyer
I Danmark kulminerede kampene mellem BZ’ere og ordensmagten ved rydningen af Byggeren i 1980 og rydningen af Ungdomshuset i 2007.

I Danmark kulminerede kampene mellem BZ’ere og ordensmagten ved rydningen af Byggeren i 1980 og rydningen af Ungdomshuset i 2007.

Kristian Sæderup

13. december 2014

Occupy Wall Street, 15. maj-bevægelsens besættelse af Puerta del Sol i Madrid, Tahrir-pladsen i Kairo som omdrejningspunkt i de arabiske opstande, Taksim Gezi Park-besættelsen i Istanbul, kampene om Ungdomshuset i København. Alle disse kampe om steder og rum midt i nutidens metropoler viser, hvordan kampen om det herskende samfundssystem fletter sig ind i specifikke kampe om det, den franske filosof Henri Lefebvre kaldte for ’retten til byen’ – altså: retten til storbyer for mennesker og demokratiske relationer, snarere end for profit eller magthaverprestige.

Alle disse steder blev på én og samme tid konfliktcentre og fristeder, der affødte nye, alternative fællesskaber. Det var forbigående fællesskaber, men hvert af dem synes at have aflejret sig som levende erindringer og ressourcer i nye kampe om byernes, kapitalismens og de politiske styrers skæbne. Den eksplosive succes for det nye spanske parti Podemos, der opstod i 15. maj-bevægelsens slipstrøm, er ét eksempel.

Disse kampe om byen og dens fristeder lige nu og her gør den nye bog The City is Ours til et højaktuelt indlæg. Her præsenteres, om ikke forhistorien, så i det mindste én særlig gruppe af forhistorier, til nutidens bevægelser: 1980’ernes BZ-bevægelser – i andre lande kaldt bl.a. squatters, kraaker, Istandbesetzer, indignados – der blev til 1990’ernes autonome strømninger og forbandt sig med en bredere vifte af ’globaliseringskritiske’ bevægelser.

Tidligere fremstillinger af disse bevægelser er typisk enten skrevet af deltagerne selv eller som myndighedskommissionerede studier, hvilket har resulteret i vidt forskellige former, men også et gennemgående fokus på det spektakulære, heroiske eller afskrækkende i bevægelsernes historier. Denne bog sætter sig i stedet for at levere mere dækkende helhedsbilleder.

Gennem ni undersøgelser af BZ-bevægelser i forskellige europæiske storbyer, foruden de mere generelle betragtninger i indledningen og (to!) forord, understreges bevægelsernes karakteristiske former og udviklinger som resultater af komplekse samspil mellem protestbevægelser og myndigheder, mellem fredelige og voldelige metoder, mellem kompromisvilje og uforsonlighed – og mellem indadvendte identitetskonstruktioner, mikrosociale eksperimenter og større, udadvendte projekter for social grundforandring.

Håndfaste midler

BZ’erne og de autonome skabte ikke en ny venstrefløj. Og hverken husbesættelserne eller forsøget på at opbygge alternative minisamfund i sprækkerne af de eksisterende samfunds storbyer var helt nye opfindelser. London blev hjemsted for en tidlig bølge af husbesættelser, da soldater vendte hjem fra Anden Verdenskrig til en virkelighed af social nød og boligmangel, som de søgte at afhjælpe med håndfaste midler, hvilket Lucy Fincett-Maddock fremhæver i sit bidrag til bogen.

De danske forskere Flemming Mikkelsen og René Karpantschofs kapitel om København trækker linjen tilbage til de tidlige 60’ere, hvor aktionsnetværket Gruppe 61 udviklede husbesættelser som én blandt mange nye, ukonventionelle aktionsformer, og videre til republikken Sofiegården, den første store konflikt med politiet i ’68, fremkomsten af Slumstormerne og i 1971 grundlæggelsen af Christiania.

Alligevel stillede 1980’ernes BZ’ere sig i opposition til 1970’ernes radikale venstrefløj og alternative miljøer, ikke kun de Marx-læsende, akademiske venstrefløjsmiljøer med deres væld af små partier og grupper med udførligt definerede mål og særidentiteter, men også hippiefællesskaberne med deres bløde værdier, spiritualitet og positive drømme.

I 1980’erne kom nye grupper af venstreorienterede unge med et mere dystert, pessimistisk udtryk. De ville ikke læse om et andet samfund og ikke inspirere alverden med vidtrækkende drømme. De ville kæmpe for alternativer her og nu og – om muligt – praktisere et andet samfund i nuet, fordi de ikke stolede på fremtidsgarantier. De definerede sig ofte gennem subkulturelle identiteter, især punkmusikken, og deres aktionsformer var ofte hårde, fokuseret på fysiske sammenstød med politiet.

I Danmark syntes 1980’ernes kampe om storbyen og dens boliger ellers at være begyndt med bredere opbakning. Med Nørrebro Beboeraktion og kampen om legepladsen Byggeren på Nørrebro syntes der at være et stort offentligt resonansrum for bevægelsen. Grupper af beboere og politikere i byen accepterede de ’sociale eksperimenter’, husejere så venligt på brugen af deres ejendomme og så videre. Det stoppede dog effektivt med rydningen af Byggeren i 1980.

Herfra blev det til en konflikthistorie. Historien om København er oplysende, men efterlader f.eks. spørgsmålet om byens centrale position i bevægelsen ubesvaret.

Voldens negative effekt

I 1990’erne transformerede bevægelsen sig i mange lande til en bredere orienteret og mere synkroniseret autonom bevægelse. Husbesættelserne indgik nu i en bredere, særegen kultur med flere mål og midler. I nogle henseender eskalerede de voldelige sammenstød med politiet, men der dukkede også nye interne kritikker af de voldelige metoder op, med henvisning til voldens negative effekter på både forholdet til den bredere omverden og de autonome miljøers egne kulturer.

Queer- og feminismegrupper fik større vægt i miljøerne, og der kom en sammenvævning med den spirende antiglobaliseringsbevægelse. Den hårde punkrock blev suppleret af techno og acid house, og forskellige kunstformer blev dyrket.

BZ-bevægelsen er ofte blevet opfattet som et central- og nordeuropæisk fænomen. Men Sydeuropa var også med, som vi ser i kapitlet om Barcelona. Her var byens radikale unge knyttet til slumkvartererne, modstanden mod Franco-diktaturet og den løbende regionale konflikt i Spanien. De første besættelser var vendt mod landets militarisme, blandt andet mod værnepligten.

I løbet af 1980’erne indgik både studenter, havnearbejdere og kunstnermiljøer i bevægelsen, der kulminerede med besættelsen af en stor biograf i byens centrum. Modstanden mod olympiaden 1992 og dens neoliberale dagsorden for byens rum skabte nye forbindelser fra det lokale miljø til den bredere antiglobaliseringsbevægelse, der voksede frem op til topmødet og gadekampene i Genoa i 2001. Her kommer for en dansk læser et nyt perspektiv, men en anden sydeuropæisk historie, man til gengæld savner i bogen, er den italienske scene med de udadvendte centri sociali i f.eks. Bologna.

Ved siden af den spektakulære vold, som tog til gennem de stadige sammenstød med politiet, var bevægelsen også hele tiden karakteriseret ved en mangfoldighed af ikke-voldelige aktiviteter, ofte i eksperimenterende former: teach-ins, gadeperformances, Temporary Autonomous Art, kollektive husholdninger og så videre. Nogle steder indrettede man sig, som om den nye, alternative samfundsorden allerede var indtrådt – det, nogle forskere kalder præfigurativ politik.

Måske er det i alle disse sociale mikro-eksperimenter, man skal finde én af bevægelsens sejre på længere sigt. Vi genser således det præfigurative senere, blandt andet i Zucotti Park, hvor Occupy-bevægelsen startede i september 2011, og i Gezi Park i Istanbul 2013. På et overordnet plan er det med disse tilbagevendende forsøg på at udøve ’retten til byen’, at bevægelsen holder liv en række grundlæggende spørgsmål: Hvad er det offentlige rum? Hvem har retten til at definere det?

Styrkede kapitalen

Meget ofte har bevægelserne dog haft en helt utilsigtet bivirkning: at styrke kapitalen. Dens nybyggerånd, kreativitet og oppositionelle attitude har været i stand til at give de triste, saneringsudpegede slumkvarterer en ny appel, som også er blevet udnyttet kommercielt. »First come the squatters, then come the cocktail bars,« hedder det i et af bogens afsnit. Og det er åbenlyst, at natteliv og turisme tiltrækkes af squattermiljøerne i Europas storbyer. Gå en tur på Oranienburger Strasse i Berlin, sæt dig på en bar og kig på det autentiske liv i det besatte Tacheles-kunstkollektiv, som nu er en integreret del af storbyturismens omdannelse af gaden til en metropol-temapark.

Vi kan også se det på Christiania, hvor Pusher Street nu hedder Green Light District, og venlige skilte beder turister om ikke at fotografere hashboderne. Og i mange af besætternes gamle hjemsteder er den nye kommercielle attraktion blevet ledsaget af uhørte stigninger i husleje og huspriser, der enten helt eller delvis har presset de alternative miljøer ud af kvartererne. Måske har denne markedets snyltende kærlighed reelt vist sig som en mægtigere fjende end politiets uropatruljer? Og måske ligger her også det væsentligste budskab til de aktuelle bevægelser?

’The City is Ours’. Redaktion: Bart van der Steen, Ask Katzeff og Leendert van Hoogenhuijze. PM Press, 313 sider, 190 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
  • Christel Petersson
  • Jakob Silberbrandt
  • lars abildgaard
  • Grethe Preisler
Allan Ⓐ Anarchos, Christel Petersson, Jakob Silberbrandt, lars abildgaard og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu