Læsetid: 4 min.

Modianos mystiske Paris

Modiano skaber en atmosfære af nærhed og fremmedhed i sin besættelse af Paris’ gadenet, af bydelenes forskellige karakter og forstædernes kulørte, ruinøse livlighed
Modiano skaber en atmosfære af nærhed og fremmedhed i sin besættelse af Paris’ gadenet, af bydelenes forskellige karakter og forstædernes kulørte, ruinøse livlighed

Sofie Amalie Klougart

19. december 2014

Det kom som en overraskelse for de fleste, at den litterære nobelpris i år tilfaldt Patrick Modiano, 69 år, på dansk kun repræsenteret med den tidlige roman Boulevardernes forstæder samt den, Lindhardt og Ringhof har fundet frem til genudsendelse, Askeblomster, første gang udgivet af det frankofile Forlag Per Kofod i 1992. Det er ellers ikke det mest oplagte af hans værker, om end meget typisk for hans intense interesse for en stædig udforskning af den parisiske topografi og menneskenes gådefulde liv i den labyrintiske hovedstad.

Hans lavmælte stemme er genkendelig fra roman til roman i blide, musikalske kadencer, der følger det årvågne øje, som søger sammenhæng i brudstykker af erindring eller gennem banale eller mærkværdige oplysninger i gamle aviser og samtaler. Beretterjeget har tydeligt selvoplevede og selvbiografiske træk, genkendelige i bog efter bog i genkommende elementer og motiver, ikke mindst i en kredsen om hans fars skikkelse og gådefulde tilværelse. En antydning af det ikke ganske ukendte Telemakos-Odysseus tema.

Modianos hovedværk er i mine øjne Dora Bruder (1997), hvor han prøver at opklare et skæbneforløb for en 15-årig jødisk pige, som efterlyses af sine forældre i en avis, og som også er i det franske politis og dermed Gestapos søgelys i Paris 1941. Gennem arkivstudier og mærkelige sammentræf lykkes det ham at lægge brikkerne i dette tragiske mønsterspil med Auschwitz som mål. Hemmeligt kommer bogen også til at handle om opbygningen af et kunstværks ånd og metode.

Tvivl om identitet

Dokumentarismen er mindre udtalt i Askeblomster, men sættes i gang af en gammel avisomtale og politiefterforskning af et ungt pars selvmord, hvor manden har efterladt en kort meddelelse om sin handling, mens kvinden døende når at udtale nogle få oplysninger. De har turet rundt i byen på værtshuse, mødt to kvinder på Montparnasse, og senere på en natklub får de følge af to mænd, hvorefter selskabet er endt i deres lejlighed. Den historie fra 1930’erne optager jeget, der med udgangspunkt i latinerkvarteret, hvor han som student har kendt hver krog, nostalgisk og kritisk søger deres spor. Der er fin interferens mellem tidsplanerne, nutid og flere datider, med mindelser om studenteroprørets dage, som han ikke deltog i. Er der ikke tale om en forbrydelse, er det dog sært, at ingen implicerede nogensinde meldte sig. Måske anes de efterhånden. Man undgår ikke som læser at mindes Simenon og hans talrige parisiske kriminalromaner, hvor kommissær Maigret traver byen tynd og omhyggeligt registrerer adresser i sin rekonstruktion af gerningssteder.

Modiano opnår at skabe en atmosfære af nærhed og fremmedhed i sin regulære besættelse af gadenettet, af bydelenes forskellige karakter, den fysisk-mentale skillelinje mellem venstre og højre Seinebred, forstædernes kulørte, ruinøse livlighed, landlige idyller i storbyen, cafeer, restauranter og biografer. Navnenes poesi og elektricitet og deres fetich-agtige fascination understreger både hjemligheden og den lurende usikkerhed om virkelighedens karakter. Lutter spørgsmål med rødder i identitetstvivl. Et nært bekendtskab eller venskab viser sig f.eks. at være en gåde, et navneskjul. Så hvem er man selv? En ’makker’, som en ung dansk, frimodig pige, han møder i et selskab på en bar, kalder ham med et mislykket forsøg på parisisk slang.

Hans far dukker naturligt op i erindringen, siden han engang fortalte om sin ungdom i latinerkvarteret, Pantheon og Luxembourghaven, det unge selvmorderpars omgivelser. Måske har han mødt dem? Tvetydigheder og gåder står i kø, også farens fortælling om, hvordan han blev arresteret under en razzia af politiet uden at vide hvorfor, men ret hurtigt blev befriet af en berygtet bande, han åbenbart havde tilknytning til.

Gåderne bliver ikke løst. Skal vel heller ikke løses, eftersom de er kendetegnende for en moderne tilværelse uden store fortællinger og sammenhænge, hvor man er overladt til et mylder af sammentræf. Bogen slutter med en situation fra hans tyveårsalder, hvor han med sin daværende kæreste Jacqueline tager til Wien. Kort inden har han besøgt en hundekennel ved porte d’Italie.

»I et af burene iagttog en lille terrier mig med sine sorte øjne, med hovedet lidt på skrå og løftede ører, som om den ville indlede en samtale og ikke ville risikere at gå glip af et eneste af mine ord. Eller måske ventede den bare på, at jeg skulle befri den fra dens fængsel. Hvilket var hvad jeg gjorde.« Og han tog den med til Wien, dengang byen Paris med sine porte som mulige retningslinjer slap lidt af sit greb.

Stamtavle

Symbolikken er til at tage og føle på trods dens diskretion. Pudsigt er det, at Modiano bruger et fotografi af den pågældende terrierhvalp som forsidebillede på en senere bog, en paperbackudgave af Un pedigree (En stamtavle) fra 2005. Dér står den troskyldig med forpoterne på en havelåge, hvor der hænger et skilt med ordene ’attention chien méchant’, hunden bider! Bogen er en art dokumentarisk curriculum vitae af hans liv, til han var 21 og skildrer hans liv på kostskoler og hårdhændet gymnasium, med et kun flygtigt forhold til forældrene. Den er et genkendeligt underlag for hans romankunst, med talrige symbolelementer. En skolehistorie i flere betydninger, en både bogstavelig og flertydig stamtavle. Han har intet at bekende eller opklare: »Jeg har ingen smag for introspektion eller samvittighedskval. Tværtimod, jo mere tingene forblev dunkle og mysteriøse, jo større interesse vakte de. Tilmed forsøgte jeg at finde mystik, hvor der ikke var nogen.« Disse ungdommelige træk blev tilsyneladende en varig inspiration.

Mennesker dukker op og forsvinder. Flygtige og stædige efterlader de en i så meget vildrede, at man ikke kan gøre andet end at søge efter indicier og beviser for at overbevise sig selv om, at disse mennesker virkelig har været til, siger han i Askeblomster. De findes huskværdigt i romanerne om Paris’ mysterier.

Askeblomster
Patrick Modiano
Oversat af Frants Iver Gundelach
Lindhardt og Ringhof
140 sider
200 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu