Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

På ferie med mor

To søstre, en mor, der lige er blevet forladt, og charterrejse til middelhavsøen Malta. Det er ingredienserne i Hella Joofs nye og for det meste underholdende film, ’All Inclusive’
’All Inclusive’ er for det meste underholdende og tilpas interessant på et menneskeligt og psykologisk plan til, at man føler sig i godt selskab.

SF Film

Kultur
18. december 2014

Det skulle have været en fornøjelig familierejse til Malta for at fejre Lises (Bodil Jørgensen) 60-års fødselsdag, men Lises mand har fundet en anden, og så må hun tage alene og ulykkelig afsted til den solbeskinnede ø sammen med sine to voksne, væsensforskellige døtre, uorganiserede Ditte (Danica Curcic) og fornuftige, bagkloge Sigrid (Maria Rossing).

Der er ikke noget som ferier, der både kan ryste folk og familier sammen og flå dem fra hinanden igen, og Ditte og Sigrid begynder hurtigt at strides, mens de kappes om at gøre Lise glad – og samtidig få hendes opmærksomhed og kærlighed. Ditte lægger ud med at forsøge at finde moren en ny mand, den maltesiske don juan Antonio (Diogo Infante), som Ditte selv har været i seng med, og som hun nu betaler for at lægge an på moren.

Det ligner opskriften på en katastrofe, og der er da heller ikke meget, som går efter planen for det umage, ferierende trekløver. Men mon ikke de alle tre trods alt alligevel bliver klogere på sig selv og hinanden undervejs!?

Indimellem er All Inclusive og Mette Heenos manuskript og Hella Joofs iscenesættelse en anelse for fjollet; filmen har i nogle situationer svært ved at finde den rigtige balance mellem slapstick og karakterkomedie med indlagte dramaelementer.

Kaos og selvretfærdighed

Men den ellers forudsigelige historie byder da på overraskelser, og især scenerne mellem de to meget forskellige døtre har en sjælden naturlighed og troværdighed, som man kan spejle sig i.

For eksempel er det ret morsomt og genkendeligt, da Ditte tager sin mor i at onanere med håndbruseren, og de to søstre først er forfærdede over deres mor og siden ikke kan holde op med at grine af den pinlige situation.

I rollen som kaosbarnet Ditte bærer Danica Curcic meget af All Inclusive. Hun er sjov, sexet og uforudsigelig, men har brug for at få mere styr på sit liv. Omvendt skal Maria Rossings selvretfærdige Sigrid lære at give slip og tage en chance eller to. Rossing, der ikke er så kendt i filmsammenhænge, gør det fint i en lidt utaknemmelig og ikke videre glamourøs rolle. Det er Ditte, der er den eksotiske og tiltrækkende, ikke Sigrid, der har appelsinhud, mand og tre børn derhjemme.

I rollen som Lise begynder Bodil Jørgensen som sit, havde jeg nær sagt, sædvanlige nervøse og forfjamskede jeg, men gennem mødet med Antonio, der til de to døtres store undren faktisk falder for den midaldrende kvinde, blomstrer hun op og viser en anden, mere selvsikker og spændende side af sig selv.

Der er enkelte elementer, man godt kunne have undværet – nogle mere eller mindre komiske bifigurer bruges ikke til ret meget – men All Inclusive er for det meste underholdende og tilpas interessant på et menneskeligt og psykologisk plan til, at man føler sig i godt selskab.

’All Inclusive’ Instruktion: Hella Joof. Manuskript: Mette Heeno. Dansk (Biografer landet over fra den 25. december)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her