Læsetid: 3 min.

Peter Pan flyver igen

Som modsvar til voksenrockens denimklichéer udforsker flere mandlige musikere drengeårene som et musikalsk mulighedsrum. Foxygens teenagefjollerier kammer en smule over, men Perfume Genius mestrer en sjælden popskønhed. Mens vi i selskab med danske Schultz & Forever kan opleve ungdomsromantik fra første parket
Med sin sjælfulde vokal strutter Perfume Genius alias Mike Hadreas behørigt med påfuglefjerpragten, men afbalancerer samtidig det teatralske og højloftede med en sært gådefuld coolness.

Angel Ceballos

17. december 2014

I 1950’erne gav rocken os et løfte, den aldrig har kunnet holde. Vi blev lovet frihed og evig ungdom, men her på sine gamle dage er det slående, hvordan genren er gået hen og blevet den modne mands smagssikre og konventionsbundne domæne. Drengen som kulturel figur har længe været udgrænset fra rocklandskabet, der i stedet har favoriseret hårdkogte denimklicheer og forskellige variationer over den mandefølsomme indiemusiker.

Men kaster vi et hurtigt blik rundt i tidens poplandskab, ser vi en klan af unge mænd, der ikke vil være voksne – i al fald hvis voksendom er ensbetydende med musikalsk lukning og fastfrysning i de forhåndenværende roller. I spidsen for den modbevægelse står den eklektiske og legesyge multiinstrumentalist Ariel Pink, der med sit greb ned i 1960’ernes grænseløse popnaivitet har åbnet op for en mere fimset og fantasifuld måde at være mandlig musiker.

Indre legebørn

Den californiske duo Foxygen er et bevis på, i hvor høj grad drengen er den nye helt. Her er Peter Pan-figuren på målrettet lufttogt – allerede i videoen til »How Can You Really«, hvor vi ser gruppens ene halvdel vrikke rundt med blottet maveskind i en lille paillettop som en ung Mick Jagger.

Jonathan Rado og Sam France var end ikke fyldt 20 år, da de charmerede verden med deres blomsterbarnlige og retrofikserede psychpop. Lyden kan opsummeres som en spraglet hyldest til Rolling Stones’ lidt undervurderede psykedeliske fase – den musikhistoriske parentes, hvor de seksuelt aggressive beatikoner for en stund byttede svedige bluesriffs ud med finurlig cembalo, klædte sig ud som troldkarle og sammenlignede deres hjertenskære med mælkebøtter og regnbuer.

And Star Power hedder Foxygens nye langspiller, der umådeholdent rummer 24 sange fordelt over en spillelængde på 82 minutter. Rundt og rundt går det i centrifugen af rockhistoriske referencer, fra Motown-værdige pophooks til jappende garagerock spillet med løse håndled.

Men hvor den kreative lalleglæde på Foxygens forrige album var opmuntrende og livgivende, så er de begyndt at bevæge sig ud i det samme lidt trættende territorium som det beslægtede band Flaming Lips, der på tredivte år kræver mere gøgl i rocken. De raske svende, Jonathan og Sam, falbyder sig som vores indre legebørn, der giver en pueril fuckfinger til voksenfascisternes krav om struktur og orden i al idérigdommen. Men her mangler der ærligt talt en fast hånd på producersiden. De unge ved vist ikke altid, hvad der er bedst for dem selv.

Direkte fra drengeværelset

Perfume Genius alias Mike Hadreas går også i direkte clinch med de forhåndenværende manderoller. Da han for nylig udsendte en stribe merchandise med et billede af Eminem med ubehjælpsomt applikeret makeup på sin homoerotisk svulmende amorbue, var det en kommentar til rapperens seneste misogyne og voldsfantaserende lyriske udgydelser om Lana del Rey.

Som den Seattle-bosatte sangskriver selv har observeret, begår han sig ved første øjekast i musikgenren »grædende homo ved flygel«, der blev indstiftet af Elton John og i nyere tid er blevet kraftigt forædlet af Rufus Wainwright og Antony and the Johnsons. Der er tale om ekspansiv pop båret frem med stor ynde og styrke. Med sin sjælfulde vokal strutter Hadreas behørigt med påfuglefjerpragten, men afbalancerer samtidig det teatralske og højloftede med en sært gådefuld coolness.

»I wear my body like a rotted peach. You can have it if you can handle the stink,« synger han på »My Body«, hvor han næsten nærmer sig PJ Harvey.

Der er også skruet op for følelserne hos unge Jonathan Schultz alias Schultz & Forever. I 2011 brød den 18-årige gymnasieelev igennem med inderlig folkpop direkte fra drengeværelset i Vallø uden for Køge. Med sit høje niveau og sin tone af alvor virkede han fremmelig af sin alder. Siden er der sket en interessant drejning. Der er ikke tale om en typisk lineær modning, men snarere en stilmæssig u-vending hen imod en yndigt rundtosset psychpop.

Historien lyder, at den unge sangskriver efter et Roskilde Festival-faciliteret møde med euforiserende substanser begyndte at tænke i andre musikalske baner. På sin nye EP låner knægten i al fald respektfuldt fra den newzealandske lumrian Connan Mockasins delfinkærlige oxytocin-univers, men uden at nærme sig det plagierende. Guitarens choruseffekt hænger i gardiner af smeltet ost, mens Schultz’ nasalt gnækkkende vokal lokker og kalder.

Og den døsige ode til et hunkønsvæsen ved navn Silvia har en tindrende ungdomsromantik i omkvædet, som i hvert fald for denne for længst overmodne lytter bekræfter den gamle læresætning om ikke at stole på nogen over tredive.

Foxygen: And Star Power (Jagjaguwar)

Perfume Genius: Too Bright (Matador)

Schultz & Forever: Broadcast Dynamics EP (Cracki).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu