Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Solisterne lyste op i mild ’Messias’

Under Adam Fischer har DR UnderholdningsOrkestret vendt op og ned på Mozart og Beethoven, men torsdag aften blev Händels ’Messias’ en mere konventionel affære uden behov for at ruske op i partituret. Det gav plads til sangsolisterne
Kultur
8. december 2014

I 2010 sprang DR UnderholdningsOrkestrets internationalt efterspurgte dirigent, ungareren Adam Fischer, ind for en sygemeldt kollega med kort varsel og tog sig af publikumsfavoritten Messias i DR-regi. Torsdag i Koncerthuset havde Fischer haft rigelig med forberedelsestid, men de vitale, personlige kendetegn, vi har oplevet i hans ledelse af symfonier af Mozart og Beethoven i DR Byen, var ganske udviskede. Klædte denne ydmyghed Fischer? Skal orkestret trække sig så forholdsvis anonymt tilbage, som det gjorde? Og var musikerne netop lidt for strømlinede, fordi langt de fleste af dem spillede på moderne og ikke på såkaldt historiske instrumenter, som vi for eksempel hører Concerto Copenhagen spille på? Man kalder undertiden Messias for et korværk, og alle kender det jublende Halleluja-kor, men denne aften var de fire sangsolisters aften. I nogle opførelser finder man en kontratenor blandt solisterne, men ikke denne aften, hvor en engelsk sopran, en svensk alt, en tysk tenor og engelsk bas var koncertens vigtigste eksponenter for det bibelske budskab om Frelserens komme.

Fuldfede klange

Klarest igennem nåede Joanne Lunns tindrende sopran, som udviklede sig op i korte, stærke lysglimt. Modsætningen til hende var den blide alt Ann-Kristin Jones, hvis stemme havde en smuk, trøstende kvalitet over sig, men som også havde lidt besvær med at trænge igennem orkestret, der ellers var betænksomt nok. Alvoren i den dygtige unge tenor Sebastian Kohlhepps udlægning passede bedre til en opførelse i en kirke, hvorimod der ikke manglede saft og kraft i Stephen Richardsons bas, der tog bibelteksten bogstaveligt, når der stod, at Hærskarernes Herre sagde, at han »vil ryste himmel og jord, hav og tørt land, og jeg vil ryste alle folkene«, så dirrede hans stemme velgørende overdrevent og satte taktstregerne i bølgegang. Ved tonemæssigt mere snirklede passager viste Richardson sig dog ikke lige så behændig, men karakter og fuldfed klang øste han af i rigt mål over hele linjen.

Akustikken i Koncerthusets store sal er klart blevet bedre i løbet af de seks år, der er gået siden gallaåbningen. Efterklangen arbejder mere sammen med musikken nu, og den støttede også torsdagens Messias, men alligevel sad jeg på mit gode sæde på 1. balkon og ønskede mig et kirkerums mere intime atmosfære og mere generøse lyd. Koblet med det enorme udbud af Messias’er rundt omkring i det ganske land fik det mig også til at tænke på, om vi overhovedet behøver en fra DR’s side.

Hvis et af DR’s orkestre skal spille Messias, er det naturligvis DRUO, der bør varetage dén opgave, og jeg er varm fortaler for, at DR fortsat skal have UnderholdningsOrkestret blandt sine ensembler, men der er jo mange andre værker, de kunne spille her i december. Er det for at kunne transmittere Messias i tv og radio, at DR vælger dette sikre publikumshit? Når DRUO vælger den nytænkende Adam Fischer som dirigent til denne opgave – orkestret bruger jo også en række gæstedirigenter – så forventer jeg en mere radikal tilgang, selv om det også klædte ham og hele opførelsen at give så meget plads til solisterne. Koret fyldte knapt så meget som vanligt, selv Halleluja-koret var holdt i snor, men valget af fokus på de fire i front, som dog langtfra synger hele tiden, gav en god balance mellem de tre parter.

Händels ’Messias’ DR VokalEnsemblet og DR UnderholdningsOrkestret, dirigent Adam Fischer. Joanne Lunn; sopran, Ann-Kristin Jones; mezzosopran, Sebastian Kohlhepp; tenor og Stephen Richardson; bas. DR Koncerthuset, torsdag den 4. december kl. 20

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her