Læsetid 4 min.

Ståluld, jernsne og haglvejr

Med trawlet helt nede i den danske musiks undergrund kan man finde frem til kompromisløst krasse former og farver
15. december 2014

Lad os slå et smut ned i den danske undergrund, hva’? Vi befinder os trods alt i en tid og en økonomi, hvor musik kan realiseres uden om fortidens kanaler og gatekeepere. Uden at skulle leje et studie, endsige hyre en tekniker til at få skidtet til at hænge sammen. Vi lever med andre ord i en velsignet gør-det-selv-tid. Dét, der før strandede på 4 spors-demo-stadiet, realiseres nu i mere eller mindre færdig form i laptops landet over. Og det bliver udgivet.

Det har sine fordele og sine ulemper. Fordele: At unikke stemmer, der af den ene eller anden grund ikke magtede at tage kampen op mod tidligere tiders systemiske træghed eller praktiske modstande, nu kommer til orde. At kompromisløse kunstnere ikke får høvlet knasterne af inden offentliggørelse. Ulemper: At vi drukner i musikudgivelser, og at selvkritikken og kvalitetsfiltrene ikke altid fungerer tilfredsstillende. Lad os se på nogle resultater af fordelene.

»The difference between you and me is that I don’t fear death/The difference between you and me is that I live without regret,« synger og skriger Michael Rexen i front for kvartetten Den Magnetiske Ørn. Hans stemme er lagt i to lag – et syngende og et skrigende – mens en guitar og en synthesizer bliver tortureret i baggrunden, og en trommeslager stryger sine skind ganske jovialt.

Den Magnetiske Ørn har angiveligt rødder i Nordjylland, Abu Dhabi, Bosnien og København, og de arbejder i hvert fald i mange retninger på debutalbummet The Magnetic Eagle. Det ene øjeblik rives det hele fra hinanden, det næste befinder vi os i en Gameboy-cabaret eller i et rablende vikariat på et pladeværksted. Rexen er en både betagende undersøgende, enerverende krukket og derangeret urovækkende forsanger.

Kvartetten improviserer sig til sine sange – både musikalsk og tekstligt – og The Magnetic Eagle er en pivåben platform, der gennemruskes af alskens strategier, indtryk, udtryk, (sub)genrer samt (poly)rytmiske, (dis)harmoniske, (a)melodiske former og farver. Det er ikke nem lytning eller behagesyg musik, men kunstimpro-avantgardepop fuld af benbrud, modhager og glasskår. Og man forlader The Magnetic Eagle forfrisket som efter en god vask med ståluld.

Et kærligt haglvejr

Yung har også haft stålulden fremme på deres lifligt ekstatiske punk-, grunge- og støj-inspirerede debutalbum, Falter. Den 20-årige aarhusianer Mikkel Holm Silkjær komponerer og bestyrer rabalderet, der rammer som et kærligt koordineret haglvejr. Elguitarerne erklærer blitzkrieg, mens trommerne og bassen garanterer vild fremdrift, men også ganske groovy manøvrer bag frontlinjen. Silkjærs stemme flænser sig til blods med nik til Kurt Cobain, og stemmens vrængende melodik, guitarernes hidsige riffs og de kompositoriske gearskift formår at kaste lytteren ind og ud af den imaginære moshpit. Og pressemeddelelsens påstand om, at Aarhus er landets punk-hovedstad, virker hverken dybt utroværdig eller decideret kontroversiel i de 31 minutter, som albummets 11 indædte skudsalver til sammen varer.

Helt i overensstemmelse med undergrundens hang til sære formater og krævende lydkvaliteter har Himmelschiff Excelsior udgivet deres nye album Stürme på kassettebånd. Bandet begyndte med at være den – som de selv skriver – »retarderede tvillingebror« til Jon Marius Bro-

gaard Aeppli og Jesper Bagger Hviids kredsløbskonstruktør/

-hackerprojekt Vulcan Mulciber. Men i mellemtiden er det vokset til en dansk/schweizisk/portugisisk/japansk kvartet.

Stürme buldrer fra et sted langt inde i en sort metal og en grovkornet støj, hvor man kun lejlighedsvis kan skimte skikkelser. Vi befinder os ofte i en rasende jernsne – Aeppli og Hviid er jo øvede i at bygge kredsløb, der fucker med lyd – hvor vokalen kun lejlighedsvis dukker frem. Men der skiftes også muskuløst gear undervejs gennem mere kværnende, muskuløse metaludladninger.

En kontrapunktisk bevidsthed gør sig gældende et par steder. For eksempel med en spinkel rytmeboks i svær havsnød eller via en digtoplæsning, der dukker op undervejs i et 16 minutter langt skænderi mellem hvæsende og ætsende kredsløb. Stürme er virkelig et interessant og kompromisløst bekendtskab.

Forræderisk fysisk

I kvartetten Svin kan man til gengæld hele tiden fornemme alle fire musikeres position og bidrag i mixet. På deres nye, tredje album Svin fletter guitarriffet og trommebeatet typisk en solid stålwire, som der tæskes brutale former såvel som sfæriske klange omkring. Af og til beslægtet med landskvinderne Selvhenters avantgarde-garage-udtryk.

Og Svin er en forræderisk fysisk fornøjelse – forræderisk, fordi de tæskede trommer, de buldrende basstrenge og de svajende riffs camouflerer bandet som en form for tonser-rock, der snart viser sig at blive modsagt – eller udbygget – af deres hang til blæste flydetoner, saxofon-arpeggio og meditativ guitar-feedback. Oaser midt i eller bag betonen.

Svins album lyder, som om det er indspillet live i en lagerhal, og det giver en klar fornemmelse af at være på besøg i undergrunden. Dérnede – eller dérude – hvor kvadratmeterne til musikalsk udfoldelse altid findes i øde industrikvarterer, på ufashionable matrikler og i investeringsuvenligt byggeri. Uden dem var dansk musikundergrund ilde stedt. Lad os værne om dem – kvadratmeterne, men også musikerne. For når de er bedst, så taler de råt, usødet og ucensureret som ingen andre.

Den Magnetiske Ørn: The Magnetic Eagle (Silent Atoms)

Yung: Falter (Badstue Rock/Mastermind Records) yungbandstuff.com

Himmelschiff Excelsior: Stürme (Vulcan Mulciber) vulcanmulciber.com/HE.html

Svin: Svin (PonyRec) svin-music.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu