Stregen i sandet kender vi. Det er den, vi er nødt til at trække en gang i mellem for at markere, at vores grænse er nået, at nu er det nok. Så trækker vi en streg i sandet. Hertil og ikke længere. Det er også meget konkret streger i sandet, som bliver trukket i den israelske kunstner Sigalit Landaus (f. 1969) videoværk Azkelon fra 2011, hvor vi ser tre unge drenge lege ’lande’ på en strand. Den, der kan kaste en kniv ned i naboens ’land’ og få den til at stå lodret i sandet, har lov til at trække en ny grænse ved knivens æg og dermed udvide sit territorium.
Legens alvorlige implikationer træder frem, når man opdager værktitlens sammensatte geografiske referencer. Azkelon sammenstykker således palæstinensiske Aza (Gaza) og nærliggende israelske Ashkelon, to stednavne, hvis historik trækker dybe blodspor gennem historien og den Palæstina-konflikt, som stadig hjemsøger Mellemøsten og indirekte også resten af verden. Legens territorialkampe gennemspiller på et symbolsk plan de stridigheder om landområder og grænsekontrol, som udfolder sig mellem Gaza og Ashkelon.
Linjen
Linjen har en lang historie inden for billedkunsten, hvor den sammen med stregen, punktet og fladen udgør en elementær og afgørende ingrediens i konstruktionen af en tegning. Linjen markerer forskel og adskillelse, afgrænser et område fra et andet. Linjen er, som Wassily Kandinsky bemærkede i sin bog Punkt und Linie zu Fläche fra 1926, et punkt i bevægelse.
Ser man på samtidskunsten, kan man imidlertid registrere en voldsom udvidelse af forståelsen af linjen, som ikke længere begrænser sig til at være et formelt kompositorisk element i en tegning på papir. I takt med, at kunstværket har overskredet rammens snærende grænser og er ekspanderet ud i nye formater såsom installationskunst, land art, performance og nye medier, har også brugen af linjen som et kunstnerisk virkemiddel ændret karakter.
Det bliver meget tydeligt i den afsøgning af linjen i samtidskunsten, som man for tiden kan se på Göteborgs Konsthall. Märk Linjen hedder udstillingen, som dermed spiller på det dobbelttydige i at mærke (sanse) og at afmærke (betegne).
Udstillingen viser værker fra det seneste halve århundrede af en række internationale kunstnere, men dog med en klar prioritering af kunst fra de seneste 20 år og med en forkærlighed for værker, der tematiserer grænser snarere end linjer.
Portalværket er meget passende Bruce Naumans (f. 1941) Walk with Contrapposto fra 1968, der er en videoinstallation. Værket er en lang og snæver passage, en symbolsk fødekanal, som man skal bevæge sig igennem for at komme ind i resten af udstillingen.
For enden af passagen står en videomonitor, som viser den sort-hvide optagelse af Nauman selv. Han afskridter langsomt passagen, mens han for hvert skridt indtager en demonstrativ contrapposto med vrikkende hofter og hænderne bag nakken, lige dele æggende og anstrengt. Walk with Contrapposto er et velvalgt indgangsværk, fordi det aktiverer en tung historisk arv, mens det samtidigt definitivt bryder med den.
Contrappostoen var en klassisk positur, som fra Antikken og lang tid frem medvirkede til at aftegne menneskefiguren harmonisk og balanceret i en S-kurve, mens den samtidig fordelte skulpturens tyngde strategisk og bæredygtigt.
Hos Nauman fremstår contrappostoen imidlertid ikke harmonisk og elegant, men derimod akavet og besværet – som en anakronisme, tiden er vokset fra.
Grænsekonflikter
Udstillingens øvrige værker bryder alle med det klassiske værkbegreb og kaster publikum ud i mere sociologiske refleksioner over linjens funktion som enten en konkret eller en symbolsk grænsemarkør. Som i Francis Alÿs’ (f. 1959) værk Painting/Retoque fra 2008, som på video dokumenterer kunstnerens møjsommelige genmaling af de næsten bortviskede midterstriber på en vej i Paraiso i Panama, som tidligere var koloniseret af USA og markerede Panama-kanalen, hvis konstruktion i sin tid kostede mange menneskeliv blandt den fattige lokalbefolkning.
Eller Mona Hatoums (f. 1952) bearbejdede bykort over Beirut, Bagdad og Kabul i værket 3-D Cities fra 2008-09, hvor hun har skåret i kortene for at fremkalde konvekse og konkave irregulariteter i deres plane overflader, der som bombekratere og affaldsdynger ændrer byernes udformning og minder om de konfliktfulde perioder, de gennemlever.
Den kartografiske akkuratesse gennemhulles dermed af de sår, som krigssituationerne tilføjer dem.
Andre af udstillingens værker peger mere abstrakt på grænsen såsom Fred Sandbacks (1943-2003) Untitled (Cornered Triangle, Fifth of Ten Cornered Constructions) fra 1980, der ved hjælp af en simpel garntråd trukket gennem udstillingsrummet ene hjørne skaber en imaginær triangel.
Eller Gillian Dysons (f. 1966) videodokumenterede performance Sine fra 1997, der viser kunstneren, som langsomt trækker sin tunge henover en væg, indtil tungespidsen begynder at bløde og afsætter en svag linje af blod.
Et fællestræk ved de mange og tankevækkende værker på udstillingen Märk Linjen er deres ekspansion af kunstens territorium, som alle værkerne medvirker til at udvide ind i tilgrænsende områder såsom migrationshistorie, sociologi og antropologi.
På forskellige måder taler værkerne om linjens transformation fra et tegneteknisk virkemiddel til mere omfattende indgreb i verden eller kommentarer til politiske forhold.
I den forstand åbner udstillingen ikke kun for et tematisk perspektiv på linjen, men også et kunsthistorisk, idet værkerne demonstrerer kunstens egen grænseoverskridende og ekspansive karakter. Det kunne have været interessant at se temaet omkring linjen udfoldet mere konsekvent i relation til den samtidskunst, der griber fat i den digitale kulturs nye grænsedragninger.
Men selv om dette aspekt diskuteres i kurator Mikael Nanfeldts katalogtekst, så reflekteres det ikke i udstillingens værkselektion, der ikke inddrager nye medier.
Märk Linjen er ikke desto mindre en særdeles seværdig og stramt kurateret udstilling, der laver sin egen, præcise kortlægning af kunstfeltets nyere interesse i linjen som en politisk, rumlig og eksistentiel grænsemarkør.
’Märk Linjen’. Göteborgs Konsthall. Göteborg. Indtil den 11. januar 2015.
www.konsthallen.goteborg.se
