Læsetid: 3 min.

For Tardi er krigen langtfra slut

Jacques Tardi har i snart en halv menneskealder beskæftiget sig med krigen 1914-1919. En krig hans bedstefar overlevede, og som hans bedstemor uforglemmeligt fortalte Tardi om, da han var barn. For ham er det tydeligvis et personligt anliggende
Illustration: Jacques Tardi/’Fandens til krig’

Illustration: Jacques Tardi/’Fandens til krig’

19. december 2014

»Der stod vi så, franske soldater under en blytung sol med fødderne plantet i kornmarken, hovedet på ærens mark, kroppen lammet af rædsel og bukserne fulde af lort.« Sådan møder vi menneskene i den franske mestertegner Jacques Tardis rædselspanorama over første verdenskrig, Fandens til krig. Som ofre for et kollektivt vanvid, i hvilket de er frataget ansvaret for deres og andres liv.

Tardi er emfatisk på det enkelte menneskes side. Hvad enten han skriver og tegner krimier eller krigsberetninger som denne, er hans karakterer fanget i et større spil, ofte af ideologisk eller politisk art. Tardi har i snart en halv menneskealder beskæftiget sig med krigen 1914-1919, en krig hans bedstefar overlevede, og som hans bedstemor uforglemmeligt fortalte ham om, da han var barn. Han anser det tydeligvis for et personligt anliggende.

Han startede med den ekspressionistisk-allegoriske hovedværk Historien om den ukendte soldat (1974). Et andet hovedværk i hans omfattede produktion er Skyttegravskrigen (1993), der samler en række små, kuldslåede skæbnefortællinger.

Fandens til krig (2008–2009, netop udsendt herhjemme) er vinklet bredere. Udgangspunktet er dokumentarisk: Tegneserien ledsages af en oplysende, personligt vinklet og detaljerig artikel om krigen, forfattet af historikeren Jean-Pierre Verney, Tardis mangeårige sparringspartner.

Stinkende kød

Skalaen er episk, selvom vi følger en enkelt soldat. Han er en alvidende fortæller, der som Dantes Vergil følger os gennem krigen år for år. Fra Verduns mudder til luftrummet over London, fra minerne under Vauquois til alpernes tinder, fra feltlazaretterne ved Somme til våbenfabrikkerne i Paris’ faubourgs. Han møder gang på gang en lille tysker, der tydeligvis kunne fortælle samme historie fra den anden side, hvis vi valgte at lytte til ham.

Han reflekterer kulsort og magtesløst over det han ser. Et billede viser blodstænkede slagtere i færd med at forberede forsyninger til fronten, »… kød til at affodre de mænd, der selv skulle dø og have mavesæk og tarme væltet ud, endnu fyldt med slagtedyrenes varme, stinkende kød.«

Tardi trækker i sin nådesløst malende prosa på sit store forbillede, Louis-Ferdinand Céline, mens hans billeder finder ekvilibristisk balance mellem det gennemresearchede, dokumentarisk registrerende og det karikeredes fortætning af udtrykket. Siderne er næsten uvægerligt opdelt i tre rektangulære billeder, hvilket ikke blot sætter fortællingen i passende panoramisk widescreen, men – som en kløgtig kritiker har påpeget – bringer symbolske mindelser om både den franske og den tyske tricolore.

Insisterende tro

Farvelægningen er udført med tusch-lavering og gouache – gråt i gråt med signalfarvede accenter, når det gælder. Resultatet er bjergtagende atmosfærisk, men samtidig voldsomt ekspressivt og til tider nærmest sindbilledligt. Få andre end Otto Dix har så overbevisende som Tardi fæstnet første verdenskrig i vores fælles visuelle erindring.

Men ærindet her er mere i traditionen fra Goya’s uafrystelige monumentalparafrase over Napoleons spanske felttogt, den grafiske serie Krigens rædsler (1810-20). Tardi når trods alt ikke op i dennes universelle register, men deler viljen til at udforske krigens natur gennem fortættede tableauer og sætstykker ledsaget af lakonisk tekst. Hans ærinde er imidlertid mere konkret politisk:

»Nu handlede krigen selvfølgelig ikke … om ’retfærdighed’ i form af at frelse ’civilisationen’, men om at sikre interesserne for de store, der havde lommerne alt for fulde: Schneider, St. Chamond, Fiat, Krupp, Vickers, Renault, AEG, Fokker, Hotchkiss og alle de andre.«

Krig er videreførelsen af kommers med andre midler. Holdningen er bastant, men indignationen så brændende retskaffen, at man lytter. Vigtigst er imidlertid den insisterende tro på menneskets lidenhed og respekten for samme. Katastrofen truer, når denne lidenhed indskrives i en større sags tjeneste. Versailles-traktaten blev underskrevet i 1919, men for Tardi er krigen langtfra slut.

Fandens til krig
Jacques Tardi og Jean-Pierre Verney
Oversat af Søren Vinterberg
Faraos Cigarer
134 sider
348 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu