Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Tre røve med ører af guldkaramel

Sæt dig ned. Sidder du godt? Godt. Åben så bogen om de danske hiphop-mestre Malk de Koijn – drat ned i kaos, hittepåsomhed, skoggerlatter og ordekvilibrisme af en anden verden. Dén, som ikke lader sig indordne under rationalitet, småborgerlighed, kapitalisme, voksenliv, materialisme og god opdragelse
Hilsner og snapshots fra Malk de Koijns verden, som de er gengivet i ’Postkort fra Langestrand.

Hilsner og snapshots fra Malk de Koijns verden, som de er gengivet i ’Postkort fra Langestrand.

Forlaget Langestrands Fladhjul

Kultur
6. december 2014

Det skete i de dage, at tre bananer skrællede amerikansk hiphop og gik i frugtkødet på dansk sprog. De byggede baseballbats af stamtræ, slog ordene ud af parken, helt til Langestrand.

En imaginær flække, hvor logikken brækker sig i buskene bag de hashtågede rimsmedjer, hvor Ole Bole bliver taget i ny hiphop-skole.

En nyopfundet havneby, der kaster anker i en grønbrun sky af hashet drengehumor og afrevne lemmer fra dansk kultur. Børnesange, dokumentar, Kaj & Andrea, Per Højholt, Dirch Passer og lokalradio er blevet rørt rørende rundt i malkdekanernes kaffepunch.

Det skete i de dage, at tre bananer gjorde dansk rap til sin egen boss. Malk De Koijn. Tue Track. Blæs Bukki. Geolo G.

Bevares, dansk hiphop-ABC-dna blev bygget af MC Einar og deslige, men det var Malk, der fik selvsamme dna-kæde til at hoppe af – knække sammen i kunstfærdige knuder, blive til guddommeligt sludder, humor bygget af mudder.

Postkort fra Langestrand hedder den nye bog om trioen. En sproglig og visuel fortælling om Danmarks bedste bevidsthedshackende hiphopnavn 4ever.

Helt i hiphop-ånd og -hånd er mange af de tidligere udgivne artikler scannet eller fotokopieret og sat ind i den fine hardcover-indbundne bog. Det samme gælder postkort, tegninger, notater, scrapbogssider, sågar snapshots fra deres første tur til virkelighedens Aberdeen.

Altså bumler Postkort fra Langestrand afsted med collage-tanken fyldt op med højoktan brændstof fra en svunden tid i en beslægtet layout-manøvre fra hiphoppen, hvor man tager med den ene hånd og giver med den anden.

Djævlen tager alt

En ikke uventet nydelse er det at læse samtlige gruppens tekster i bogform. At skoggerle, fnise, fise af fryd over det skøre persongalleri i Langestrand (fordanskning af californiske Long Beach, hvor idolet Snoop Dogg kommer fra) på debutmesterværket Smash Hit in Aberdeen i 1998. »Jim Daggerthuggert« er en personlig favorit:

» ... jeg har en fed tud/Et halvt øje, tre tænder, ingen hænder/Et kvart ben og fem skuldre/Og mine kinder de er ved at smuldre/Og hva så?!/Det da ikke noget at råbe højt for«.

Eller jeg måber over »Jagts« grovkornede mobning af jægerens brutale blodtørst, hvor der her tidligt i karrieren synes at være harme rørt op i galskaben.

En melankolsk tåge driver i beherskede banker indover det ligeledes mesterlige album Sneglzilla fra 2002. Ikke mindst på 30-års-krisen-før-de-30 »Rocstar Part II«:

»Jeg svinder ud i ormehuller på et spejl/Og spinder rundt som på en plade med en fejl/Indtar stilling som et foster mens jeg skriger/Jeg går og blir mens djævlen tar alt det jeg gir.«

Og endelig det indtil videre sidste malkbum Toback To The Fromtime fra 2011, med flere modne og umodne overvejelser fra Bagvendslevs bedste bralrehoveder. Med alvoren på omgangshøjde med komikken:

»Hund bider mand/Med en syg mund/Mand sparker hund ind på en nabogrund/Nabo kommer ud og skyder sig omkring/Hund vil ha hævn så nu løber de i ring.«

Karnevalsspas

I Postkort fra Langestrand dokumenteres teksternes litterære niveau. Det understreges af optrykket af Lars Bukdahls pristale, da drengene får Maarum Prisen for fabelagtigt sprog i 1999. Mens Anne Sæhl Sørensen bærer yderligere brænde til bålet med sin karnevalistiske læsning med afsæt i den russiske litteraturteoretiker Mikhail Bakhtins 1940-værk Karneval og latterkultur.

Og her taler vi ikke Københavns karneval, men Middelalderens og Renæssancens årlige fester, hvor høj og lav byttede plads, klædte sig ud i lånte fjer, skuespillede sig ud af de faste kasseroller, hev bukserne ned om magtens ankler, slog gækken løs.

Dengang var naturens og historiens cyklus definerende for disse festligheder, så når der siges karneval kan der både være tale om fastelavn, høstfest og religiøse højtider.

Med afsæt i den folkelige latterkultur og den groteske realisme påviser Sæhl Sørensen, hvordan det parodierende og samfundskritiske potentiale i karnevalet også manifesterer sig i danskernes raps. Hvordan de med deres bevidste uorden, logiske sammenbrud og nasty neologismer udforsker »den karnevalistiske lyriks subversive potentiale«.

De spænder ben for det småborgerlige, provinsielle Danmark, normaliteten, søvnigheden, selvfedmen. Deres sproglige univers udgør »et antiautoritært frihedens rige, hvor kun fantasien sætter grænser for legen med nye ord og betydninger.«

Det er altid fastelavn i Malk De Koijns Langestrand, hvor absurd ambivalent tragikomiske personager og grupperinger som Karateklanen, Jim Daggerthuggert, Søren Jerregaard, Dukke-Mogens, Dollar Klaus og Kaptajn Spæk henslæber deres rablende eksistenser. Og de elsker også selv at lege påklædningsdukker til deres koncerter.

Ja, i en af de fine, præcise tekster, der nænsomt skubber bogens kronologiske fortælling fremad, skrives der på et tidspunkt: »Senere kom det til at fylde en hel del, at Malk De Koijn var et band, der var klædt ud. Men sådan var det ikke tænkt – for det var slet ikke tænkt. Det var bare gjort«. Halleluja.

Så slå dig ned, før jeg gør det. Sidder du godt? Godt. Åben så bogen. Drat ned i kaos, hittepåsomhed, skoggerlatter, ordekvilibrisme af en anden verden – den som ikke lader sig indordne under rationalitet, småborgerlighed, kapitalisme, voksenliv, materialisme, god opdragelse. Et karneval for sjælens overlevelse i et repressivt tolerant diktatur.

Lort til kunst

De gav sig god tid, Tue Track, Geolo G, Blæs Bukki. De vidste, at musikbranchen var en glat ål, som hellere end gerne ville tage røven på dem. Så de ventede, til de fik muligheden for at realisere deres febervildelser i ro og mag.

Imens så de hiphoppens kreativitet og legesyge mutere og blive til en dansk konsensus-bande af pæne middelklassedrenge, der legede gangstere, pimps, pushere og pikposører. Så de reagerede – også – på fordanskningen af amerikansk gangsta-rap; skabte deres parallelle komiklogik, deres helt eget tegneseriehold af umuliuser. De blev bananrepublikanere i sneglefart over knivsæggen mellem alvor og humor.

Det er 20 år siden i år. Eller rettere sagt: Det var nytårsaften 1993/1994 at Janus B. Staffe alias Geolo G, Lasse Bavngaard alias Blæs Bukki og Anders Brixen Kristiansen alias Tue Track for første gang var i stue sammen i Espergærde og begyndte at freestyle om begivenhederne til privatfesten.

I august 1994 live-debuterede de på den svenske festival Tullakrok, dog uden Geolo G, men med Jokeren. De anslår selv, at der var cirka otte mennesker i teltet.

Nu er Malk de Koijn et nationalklenodie. De er både mågestel og mågeklatter. Hurra for deres hjemmeborede latin, der er gledet i sproget som mylderbæ på latrin. Tre røve med ører af guldkaramel, alle tracks er sprogøer af guld.

Og de forvandler lort til kunst. Jeg husker dem på scenen i Store Vega under åbningen af koncerthuset i 1996, hvordan de stolt rappede »Lortesangen«, mens daværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen stod og missede med øjnene.

»Du får en Chokofant og en tre tons tung diamant/Der er lavet af lort, bygget af lort, formet af lort/Konstrueret af lort, gjort er gjort, sket er sket/Imens fanfaren spilles på en piktrompet, yauw.«

Fra et sted ude langt ude i kreativitetens bollemælkevej lander en skrapt skåret scrapbog og vrider armen om på hverdaglignismen, smider sproget i hoppeborg, fylder lummer lokumspoesi på termokanden, gør verden til et klart mærkeligere hood at hænge for vildt ud i.

Postkort fra Langestrand er euforiserende fluepapir, der limer øjne og sprogører fast. Til at begynde med bladrede jeg i den flotte bog med stor andægtighed, men snart fór fanden i mig. Jeg kunne ikke lade være, var nødt til at fucke med lortet. Så nu er den fuld af understregninger, krydsreferencer og bollebevægelser. Det er sådan, de vil have det, bananerne, tror jeg. Det kunne aldrig være dårligt i selskab med dem.

’Postkort fra Langestrand’. Tekst- og forlagsredaktør: Christian Langballe, Langestrand Fladhjul, 216 sider, 349 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her