Læsetid: 5 min.

Vejen væk fra (og tilbage til) indie

Indie er blevet en form for mainstream og har fundet sin egen fundamentalisme og konformitet. Det bekræfter et væld af årets plader. Men der er også smutveje tilbage til relevansen
Ariel Pink går til stålet med rablende komik, karakteristisk smadret lo-fi-æstetik og stærke sange på sit nye album.

Sasha Eisenman

9. december 2014

Dét, der er galt med indie i dag, kan man finde på soundtracket til Richard Linklaters film Boyhood. Ikke at det er helt skidt musik, men det paraderer den følsomme, drømmende, melankolske sensibilitet, som er blevet en standardvare, når folk med pjusket hår, betydningsfulde T-shirts og tyst påklædning griber guitarerne i indie-reservatet. Det er blevet en spændetrøje og en kliché.

At pladen så kækt blander frontkæmpere og eftersnakkere, og at der er flere gode numre, ændrer ikke på den trætte tyngde i den samlede bredside af indiekunstnere som Gotye, Cat Power, The Flaming Lips, Vampire Weekend og Arcade Fire (fraregnet lidt gamle 60’er-mestre og pophits).

Ligesom man også bliver træt af Linklaters underspillede, romantisk friktionsløse manuskript til filmen, sænker der sig også en tung dikterende følelses-autenticitet, en nuttet konsensus, en næsten bedrevidende længsel over soundtracket. Om det så er intellektuel indie-pop eller henført indie-folk, så bliver Boyhood-musikken snarere et monument over en svunden storhedstid i amerikansk rock end et testamente til en levende generation. Jeg får lyst til at brænde mine skovmandsskjorter og klippe skægget, men jeg er jo også bare selv et diminutivt monument over en svunden storhedstid, så hvad nytter det?

Sødsuppe og megalomani

TV On The Radio var en darling i de glade hipster-dage, hvor Brooklyn var mekkaet for mageløse rockfordrejninger. Deres album Return To Cookie Mountain fra 2006 er et af de store fra perioden. Men ned ad bakke er det gået for et stadig mere overrendt Brooklyn, og ned ad bakke er det gået for TV On The Radio.

Selv om bandet måske ikke nyder tilbedelse i stadion-størrelse som Arcade Fire og The National, så lyder deres musik på det nye album Seeds, som om de gerne vil. Og det klæder dem ikke nær så godt som for eksempel Arcade Fire. I et forkromet lydunivers udglattes brudfladerne igen og igen, og alt afhænger af sangene og de brægende vokalharmoniers kvalitet. Som holder på pladens første halvdel, dernæst beslutter bandet at kæntre i gjaldende sødsuppe-melodier og parodisk megalomane adfærdsmønstre i nærheden af U2.

Fra en anden hipster-central, Portland i Oregon, kommer Wampire, der dyrker sofistikerede retro-kompositioner et sted i nærheden af MGMT. De leverer nogle forbistret fængende pletskud på deres andet album Bazaar, især med den ska-influerede »Bad Attitude« og den brillante saxofon-gennemblæste »Fly On The Wall«. De farer bare snart vild i deres egne fermt spillede riffs og Bowie/’Heroes’/glam-referencer på en dygtigt forudsigelig måde. Og dermed er de et godt eksempel på det formålsløst høje kompetence-niveau, som mange indie-musikere befinder sig på.

Blomstrende talent

Mindst lige så høj professionalisme finder man hos Alex G (efternavn Giannascoli) fra Philadelphia, ja, hans nye album DSU fungerer næsten som et katalog over amerikansk indierock omkring årtusindskiftet (plus det løse). De gnistrende guitarer og de vemodige vokalharmonier genkalder både Elliott Smith, Hymie’s Basement, Big Star/Posies og Death Cab For Cutie.

Men der er også noget andet på spil: Et tindrende klart kompositorisk talent (kun 21 og på sit femte album!), som synes at blomstre i anakronismernes tusmørke. Det er så galt timet, at det er godt, men ikke godt nok til at kedsomheden holdes fra døren over et helt album.

Retræten længere ind i det tyste og højstemte, som man har kunnet finde hos indie-musikere som Fleet Foxes, Bon Iver og danske Cody, viser sig til gengæld at være en farbar vej for en nyslået indie-darling som Alt-J, der meget passende spiller for anden gang på indie-bastionen Northside Festival i sommeren 2015. Men det britiske band går ikke ad americanaens stier, men træder snarere ind i et britisk salme-digt fuldt af selvmodsigelser.

Mange sange her på deres nye andet album This Is All Yours er korkrystaller af stor skønhed, og alt som man bevæger sig ud i et behersket uudforsket territorium beslægtet med Dead Can Dance og The Blue Nile. Men der kan også danses hedensk Wicker Man-høstritual om majstangen det ene øjeblik, endda afrikansk polyrytmisk gennemrislet, mens man det næste lader en blueset frasering bløde gennem stofligheden. Der er blokfløjter! Og pludselig også mindelser om både White Stripes og tUnE-yArDs. This Is All Yours er et fint bud på vejen væk fra og så tilbage til indie, fordi de finder næring uden for indie-kulturens udpinte jorder – uden at slippe dens etiske fordring om inderlighed og udfordring. Altså ikke som tom gestus, men som reel kreativ kamp.

Det britiske soloprojekt Deptford Goth søger en tilsvarende vej, omend langt mere enfoldigt, monokromt, gnidningsfrit. Ja, på hans nye album former sangene sig snart som en langmodig gentagelse af indledningens lovende længsel. Daniel Woolhouse alias Deptford Goth har lukket sig inde i sin egen melankolske selvtilstrækkelighed, hvor man snart keder sig.

River og flår i konventionerne

Indie-musikkens og -kulturens selverklærede monopol på inderlighed og seriøsitet i rock har selvfølgelig altid været bullshit og udtryk for en skyttegravsmentalitet. Men i mange år op gennem 80’erne og helt op i 00’erne kom der et væld af alternativer til mainstreams ytringer inden for feltet, og de har været vigtige byggesten i identitetsskabelsen for en hel rockgeneration – eller to – som følte sig hjemløse i mainstream. Al respekt for det. Ja, jeg var selv en af disciplene. Men i mellemtiden er indie blevet en form for mainstream og har fundet sin egen fundamentalisme og konformitet. Borgerskabskritikken er blevet soundtrack til hipsterborgerskabets egen trummerum og ortodoksi.

Men recession kan ikke slå genren og kulturen ihjel, i hvert fald ikke så længe vi har egoer som amerikanske Ariel Marcus Rosenberg alias Ariel Pink til at rive og flå i konventioner og selvfedme. Man kan forestille sig ham sige »Indie is not dead, it just smells funny« med en parafrase over Frank Zappas jazz-diagnose, for han går til stålet med rablende komik, forkrøblet maskespil, bedaget reklame-æstetik og karakteristisk smadret lo-fi-æstetik på sit nye album pom pom.

Albummet kæntrer også i diskussioner om lyst og køn, som får en særlig kant, når beta-hannen foreslår »emotional athletics« til en forsamling, der vil have »sexual athletics«. Jo, hr. Pink har sin helt egen form for inderlighed, og inde i de kassettebåndsklingende produktioner skybanker han sig sågar til nogle af sine bedste numre. Det episk tæskende »Not Enough Violence« viser en ny retning, mens singlen »Picture Me Gone« er et nyt højdepunkt i hans særlige afdeling for balladesangskrivning. Og det siger en del.

Diverse kunstnere: Boyhood – Music From The Motion Picture (Nonesuch/Warner)

TV On The Radio: Seeds (Harvest Records/Universal)

Wampire: Bazaar (Polyvinyl)

Alex G: DSU (Lucky Number/PIAS Cooperative)

Alt-J: This Is All Yours (Infectious Music)

Deptford Goth: Songs (PIAS Cooperative)

Ariel Pink: pom pom (4AD/Playground)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Bundgaard Pedersen

Idag skal der ikke kræves noget af beskueren,læseren eller lytteren i kunsten.Alt skal forstås ved et øjekast elle fænge ved første lytning.
Der er ikke så meget forfriskende i det , fordi det er sukret til ,som lemonade.
Behagesyge og hygge uden at støde nogen bort fra sig er det vigtigste.
Det skal være den rene "velvære romantik."

Når jeg idag en sjælden gang imellem sætter en plade på The Wipers, Screaming Trees, The Replacements eller Black Swans omfl kan jeg blive helt forskrækket over hvor godt det er skruet sammen, samtidig med at det udfordrer lytteren. Mange af pladerne har jeg først de senere år lært at lytte til.