Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Åh, forfængelighed, så dybt du stikker dolken

Mexicanske Alejandro G. Iñárritus nye forunderlige film ’Birdman’ – med Michael Keaton i hovedrollen – tager røven på alle og siger noget grundlæggende om enhver
Riggan Thomson (Keaton) er en skuespiller, hvis claim to fame er rollen som superhelten Birdman. Nu er hans karriere gået i stå, og han forsøger at få succes på et anderledes seriøst felt med en Broadway-opsætning af nogle af Raymond Carvers mesternoveller. Her ses Riggan i garderoben sammen med sin ekskone Sylvia (spillet af Amy Ryan).

Riggan Thomson (Keaton) er en skuespiller, hvis claim to fame er rollen som superhelten Birdman. Nu er hans karriere gået i stå, og han forsøger at få succes på et anderledes seriøst felt med en Broadway-opsætning af nogle af Raymond Carvers mesternoveller. Her ses Riggan i garderoben sammen med sin ekskone Sylvia (spillet af Amy Ryan).

SF Film

Kultur
22. januar 2015

Åh, hvilken euforisk oplevelse det er at blive suget ind i Birdman! Den grovkornede, lynhurtige dialog, der smælder som giftig pingpong mellem filmens egoer. Beatsene og timingen i deres sleske tale, spruttende diskussioner, rabiate rygdolkninger. Åh, de lange uklippede kamerature gennem Broadway-teateret. Den frækt improviserende jazztrommeslager, der lægger soundtrack til store dele af filmen. De glidende overgange mellem fiktion og virkelighed inden for filmens univers. Og ikke mindst: Michael Keaton og Edward Norton med deres første store, gode roller i mange år. Nortons sidste rigtig ordentlige rolle vist var i 2002 i Spike Lees 25th Hour. Og Keaton? Der skal man vist helt tilbage til Jackie Brown i 1997, og så er det her vel at mærke en solid, sofistikeret, multidimensionel hovedrolle, som han netop har vundet Golden Globe for.

Birdman er en sortsynet dramakomedie eller måske snarere en tragikomedie. En flydende fortalt, ekvilibristisk forløst griner over menneskelig dårskab i en narcissistisk tid. Riggan Thomson (Keaton) er en skuespiller, hvis claim to fame er rollen som superhelten Birdman i Birdman nummer 1, 2 og 3. Hans karriere er gået i stå, men nu fisker han efter succes i anderledes seriøse farvande med en Broadway-opsætning af novellemesteren Raymond Carvers novellesamling What We Talk About When We Talk About Love.

Hvilken illusion!

Det var Carvers noveller, der lå til grund for Robert Altmans Short Cuts fra 1993, men i Birdman bliver de ikke brugt som forlæg for manuskriptet, men som et fiktivt rum i fortællingen, altså på de skrå brædder, som skuespillerne træder ind i for at diskutere kærlighed – men også for at fortsætte de slåskampe, de udkæmper uden for scenen. Det sker i flydende overgange, fordi Birdman et langt stykke hen ad vejen fortælles helt uklippet, altså med et eneste kamera, der skifter rundt mellem de forskellige hoved- og biroller i deres færden gennem Broadway-teateret. Der er uden tvivl blevet snydt for at opretholde illusionen af en uklippet tour de force, men, hey, film virker kun, fordi vi lægger vores skepsis til side og accepterer illusionen.

Og hvilken illusion i Birdman! Der klippes således i lang tid ikke i hverken tid eller sted – hvilket dog ikke forhindrer, at vi springer i tid i fortællingen. Det betyder bare, at en kameratur markerer et tidsspring fremad. Sådan her: Pludselig er personerne, der for 30 sekunder siden backstage talte om at få en anden skuespiller (Edward Norton) til at spille den mandlige hovedrolle, i gang med at øve med selvsamme mandlige skuespiller på scenen. Vi er altså sprunget frem i tid, mens kameraet bevægede sig fra backstage til scenen. Men uden at klippe. Det er brillant, forførende, bjergtagende. Og skidesjovt. Og så tilfører jazztrommeslagerens synkoperede flow og rytmiske rygrad første halvdel af Birdman med en indædt fremdrift.

Grænseoverskridende og intimt

Den 51-årige mexicanske instruktør Alejandro G. Iñárritu – der tidligere har givet os store, blodige dramaer som Love Is A Bitch og 21 Grams – er her trådt ind i en langt mere komisk manege. Og klarer det overvældende godt. Det sker med de førnævnte fortællemæssige og kameratekniske greb, men også med et formidabelt manuskript, som han har skrevet sammen med tre andre herrer (og som de netop har fået en Golden Globe for).

Sjovt nok forlader Iñárritu her sine komplekse fortællestrukturer fra nævnte film, der betjente sig af komplekse flashback- og multiplotstrukturer. Her er der én fortælling, og den tilhører det ekstremt grænseoverskridende og intimt nærgående kamera. Og tiden? Ja, den bevæger sig forlæns. Den nærmeste sammenligning, jeg kan komme på, er Bob Fosses All That Jazz fra 1979. Ikke så meget i forhold til Fosses stadig mere narkotisk mareridtsagtige fortællestil, men i forhold til den sammensmeltning af liv og sceneoptræden, af kunstneriske egoer, der accelerer mod dommedag både på og væk fra de skrå brædder.

Riggan Thomson er i konstant slagsmål med sit forsmåede egos – Birdmans – stemme, der hele stikker til hans mindreværdskomplekser. Mens datteren (endnu en forrygende præstation, her af Emma Stone) driller ham med den manglende tilstedeværelse på de sociale medier. »Believe it or not, this is power,« siger hun, mens hun viser daddy endnu en video, der er blevet til viral pest.

Oh, forfængelighed, så dybt du stikker din dolk i den stakkels Riggan og hans medaktører. Oh, svig, så forskelsløst du spreder din giftgas i korridorerne på teatret. Hvad er ægte i dette forstillelsernes Babylon? Her hvor selv galningen, der skriger op på gaden, bare er en skuespiller, der forsøger at tiltrække instruktørens opmærksomhed. »Var det for meget? Jeg ville bare vise dig mit register.«

Ubelejlige erektioner

Magien i Birdman ligger i dens sublime flow og hidsige tempo. Og i dens kynisme, men samtidig loyalitet over for hovedpersonen. Vi forstår jo godt hans kamp for kunstnerisk anerkendelse, men samtidig fulde huse. Men vi ler også af hans håbløse kamp med især den skamløse nye hovedrolleindehaver, der opfører sig som om han er større end livet. Mens Riggan Thomson synes at være for lille til sit megabøvlede liv.

At der både kommer flere ubelejlige erektioner, et solarium og en ladt revolver i spil i Birdman siger en del om den lyst, der præger hele menageriet, den ætsende udlevering af egoet, som holdet bag og i filmen så tydeligt nyder at eksekvere. Min skoggerlatter kom helt nede fra maven og eksistensens dybder under de urimeligt velturnerede dialoger og den højt gearede, ofte stærkt fysiske komik. For det er jo bare os selv i Broadway-størrelse XL, der – forsmåede, forelskede, forrådte, forræderiske, fordømte, fordømmende og forkvaklede – render rundt i dét teater. Med den – måske ubetydelige – forskel, at Riggan Thomson har konstante indre dialoger med en tidligere superhelt, som han spillede i sin storhedstid.

’Birdman’ Instruktion: Alejandro G. Iñárritu. Manuskript: Alejandro G. Iñárritu, Nicolás Giacobone, Alexander Dinelaris Jr. og Armando Bo. Amerikansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her