Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Arvingerne’ er drama med drama på

Hver for sig fejler ingredienserne i DR’s søndagsserie ’Arvingerne’ – der er tilbage med en anden sæson – ikke noget. Men dramaet, som forsøges højnet af unødvendige udvendige situationer, levner ikke megen ro til, at man kan fordybe sig i de ellers vedkommende psykologiske og menneskelige relationer
Dramaknappen skrues op på 11 i DR’s serie ’Arvingerne’, der er tilbage med sæson 2.

Per Arnesen

Kultur
2. januar 2015

Arvingerne er en sæbeopera. En velskrevet, velspillet, velinstrueret, velproduceret og kvalitetsbevidst én af slagsen, bevares, men stadig en sæbeopera. Da første sæson af Danmarks Radio og Maya Ilsøes familiedrama sluttede, stod det ikke ligefrem godt til for seriens hovedpersoner, familien Grønnegaard og menneskene omkring dem. Hvis man skal dømme efter de to første afsnit af sæson to, er der ikke meget, der tyder på, at det kommer til at ændre sig. Ulykkerne formelig regnede ned over hovederne på dem alle gennem første sæson, der begyndte med, at den anerkendte kunstner, Veronika Grønnegaard (Kirsten Olesen), døde og efterlod sig noget af et familiemæssigt rod.

Hendes tre voksne børn, Frederik (Carsten Bjørnlund), Gro (Trine Dyrholm) og Emil (Mikkel Boe Følsgaard), brugte så sæsonen på at kæmpe både sammen og imod hinanden for deres arv, inklusive den fynske, fædrene gård, Grønnegaard, deres ægteskaber og parforhold og mentale og fysiske velbefindende.

Ind midt i det hele var nemlig blevet smidt endnu en søster, Signe (Marie Bach Hansen), som Veronika overraskende havde testamenteret gården til, og som ikke ligefrem fik en varm velkomst af sin ’nye’ familie.

Fra Fyn til Thailand

Signe havde selv sit at slås med i skikkelse af sin far og adoptivmors løgne og kæresten, håndspilleren Andreas (Kenneth M. Christensen), som ikke kunne acceptere hendes forvandling fra nøjsom landsbypige til mere voksen og selvstændig kvinde med appetit på livet og en karriere som jordbesidder og -dyrker. Og bedst som man troede, at det ikke kunne blive værre, blev Emil, familiens økonomisk uansvarlige sorte får, arresteret for besiddelse af marihuana i Thailand og smidt i fængsel. En kaution på 300.000 kroner blev betalt, men der var ingen sikkerhed for, at det ville få ham på fri fod.

Det er dér, anden sæson af Arvingerne begynder. Ja, det vil sige, at den begynder et lille år senere, hvor Emil stadig befinder sig i Thailand, er under en form for husarrest og hele tiden overvåges og narkotestes. Hjemme i Danmark forfalsker Gro sin afdøde mors kunst for at kunne betale advokater, anklager, dommer og politi i Thailand. Signe prøver at etablere landbrug på Grønnegaard, men bliver forstyrret af, at Gros far – Veronika var om sig – flipperen og musikeren Thomas (Jesper Christensen, der tillige har instrueret flere afsnit af den nye sæson), igen er flyttet ind i baghaven med sin kæreste, labile Isa (Josephine Park), og deres næsten nyfødte datter.

Isa er ulykkelig over hele situationen, ikke mindst fordi en dominerende Gro blander sig så meget, og under en hjemmelavet navngivningsceremoni for barnet ender det galt. Det er det også tæt på hos den regelrette, stivnakkede Frederik, der virkelig prøver, men har meget svært ved at tilgive sin kone, Solveig (Lene Maria Christensen), for i første sæson at have været i seng med Emil.

Mangler åndehuller

Det er med andre ord drama med drama på i Arvingerne. Hvert afsnit synes at bringe nye afsløringer, konflikter og sammenbrud for en dag. Hverken seerne eller hovedpersonerne får lov til at hvile bare et øjeblik, og det kommer man hurtigt til at savne, ligesom man savnede det i første sæson. Der mangler åndehuller, hvor menneskene, følelserne og psykologien får lov til at folde sig ud, uden at det hele skal sættes på spidsen med endnu en ulykke.

Da første sæson af Arvingerne begyndte, skrev jeg i min anmeldelse, at Maya Ilsøe skulle tage sig i agt for det overgearede melodrama og den nærmest karikerede sæbeopera, der altid er en fare for at falde i, når det handler om mennesker og familier.

Det gjorde hun ikke. Ligegyldigt hvor gode hun og hendes medforfattere er til at skrive mundret og troværdig dialog og i samarbejde med seriens forskellige instruktører og skuespillere at skabe facetterede figurer, forfalder de stadig til billige, udvendige tricks som utroskab, bedrag, mafiatrusler, ulykker, skumle fængsler og fortidens synder og hemmeligheder, når der skal sparkes gang i dramaet.

Spændende ingredienser

Og derfor er Arvingerne en sæbeopera. Tilsyneladende stoler serien ikke for alvor på, at en naturlig historie og personer er stærke nok til at fastholde seerne, hvorfor dramaknappen skrues op på 11. Det er synd, fordi de fleste af ingredienserne hver for sig er så begavede og spændende. Hvem kan ikke spejle sig selv i en historie om den familiedynamik, der er så svær at få til at fungere og ofte resulterer i konflikter, skænderier og åbne sår, der ikke når eller får lov til at hele?!

En nøglereplik faldt, da Gro i første sæson sagde til Frederik, at »hvis vi kunne finde ud af tale med hinanden i den her familie, hvis ikke det hele var så hemmeligt, så havde vi sparet hinanden for meget«.

Sådan er det indimellem også i min familie, og i dén universelle sandhed henter Arvingerne megen af sin styrke. Blot er det ærgerligt, at det, som kunne være blevet en hverdagslig og intens skildring af mennesker under pres, ender som et indimellem klichépræget og effektjagende kulørt drama.

’Arvingerne’ – sæson 2. Skabt af Maya Ilsøe. Sendes hver søndag kl. 20 på DR1

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Hvis der er noget, vi ikke mangler, er det en hverdagslig og intens skildring af mennesker under pres - vi får stort ikke andet, men den nordiske realisme med alt dækket til er altså ikke særlig katarsisk.