Læsetid: 4 min.

’Din barndom, for helvede da’

Der er ikke noget som seksuel grænseløshed, druk, forkvaklet moralkodeks, fremmedhad og voldsspiral der kan føre far og søn sammen. Kim Fupz Aakeson har skrevet en pragtfuld pragtfuld ungdomsroman om at blive voksen uden voksne
Illustration fra bogen

Illustration fra bogen

9. januar 2015

Hvad er moral egentlig? Hvad nu hvis sønnen kommer hjem og fortæller, at han har fået et par på hovedet af en bekendt, fordi han havde lavet hjulspor i hans græsplæne, og far straks sætter sig i sin bil, kører hen til den bekendte, stikker ham en på skrinet og siden vender hjem til sønnen og langer ham en lussing med kommentaren: »Jeg slår selv min dreng.« Er det ikke også moral? En slags?

Man forstår godt, at grænserne er lidt uklare for Morten i Kim Fupz Aakesons ungdomsroman Pragtfuldt, pragtfuldt! I hans familie drikker de, horer de, ydmyger de hinanden hæmningsløst, men går i kælderen, når de skal skændes. Og de drikker vand til maden. Hans forældre har fat i nogle af de borgerlige vaner og ved, at der bør være grænser. De sætter dem bare lidt mærkeligt.

Mortens far har et autoværksted. Han har en ansat, Polak kalder han ham, fordi han er fra Polen. Nogle gange kalder han ham også østabemekaniker. Han bor i et usselt rum bag værkstedet. Mortens mor ordner regnskaberne. Begge forældre drikker tæt, så tæt, at bogen begynder med morens begravelse.

Dem der forlader miljøet

Med tilbageblik til barndommen hører vi om de uger, hvor Morten bliver voksen. Det gør han, mens han reparerer det vrag af en Austin Haley, der ellers har stået gemt væk i en garage, siden han fik den af sin far i konfirmationsgave. Morten er mekanikerlærling på værkstedet, men faren har ikke megen tiltro til hans evner og håner ham: »Uha, Teknisk Erhvervsskole Center, uha, fint skal det være, Teknisk Erhvervsskole Center, bare du ikke bliver for fin til at komme tilbage til det lille værksted.« Faren mener tydeligvis ikke, at man kan lære noget om at ordne biler ved at gå i skole. Skole er for dem, der forlader miljøet. Skole får ham til at føle sig lille. Og sådan er det med faren hele vejen. Det er ham, der definerer moral og grænser i hjemmet. Indtil han en dag gør noget, som man trods alt skal være andet og mere end alkoholiseret og skattefiflende mekaniker for at kunne forsvare. Men han gør forsøget. Og jeg var lige ved at være overbevist.

Kim Fupz Aakeson fører mig langsomt, men sikkert ind i familiens miljø, så jeg til sidst tænker: Det er sgu da de andre gæster på hotellet på Tenerife, der er kedelige, når de klager over støj, når familien spiller dart med parasollerne ved poolen og drikker deres 12-årige søn fuld, fordi han jo skal lære det. For Morten er det grænseløse det normale, og det bliver det også for mig, for Mortens beskrivelse af familiens hverdag virker helt logisk i sit nøgterne, konstaterende sprog, sin letflydende mundtlighed. Selvom Morten faktisk selv siger, hvad der sker af uhyrligheder, så er der ikke noget i rytmen, tonefaldet, sætningsopbygningen eller ordvalget, der afslører, at den er helt gal. Han siger: »Han slog os aldrig. Der var selvfølgelig en del flade her og der og de der hårde nakkedrag.«

Der langes en lussing

Men Far slog aldrig – underforstået: Ikke uden grund, og der er forskel på bare at slå løs på folk og på at der bliver stukket et par flade, gives en på skrinet, langes en lussing, når man har været flabet eller ikke er stille, når der blev bedt om ro. Det er klart nok ... Klicheer har det med at udvande betydningen, og Morten og far gør begge deres for at forråde sproget med sig selv. Det betyder, at faren slår sin søn. Og det er ikke ’fis og ballade’, at moster og far knalder, selvom de griner og siger det til Morten, da han opdager dem. Mortens voldslogik står i kapitlet lige efter det, hvor faren har slået Polak med et vandrør. Og her gør Kim Fupz Aakeson farens vold til samfundets vold. Faren bliver en helt. Kunderne strømmer til værkstedet, mens han er varetægtsfængslet. Morten skal hilse ham. Hilse ham, der slog østaben, der kommer og tager vores jobs og vores damer, slår folk ned og stjæler. Men Polak er faktisk ikke meget bedre selv. Han siger det samme om rumænere, som danskerne siger om østeuropæere generelt. Der er ingen af de voksne, der taler fornuft. Sådan er det ofte hos Kim Fupz Aakeson. I dystopien De Gale bliver man ligefrem, ja, gal, så snart man fylder 25.

Men Morten bliver altså voksen i Pragtfuldt, pragtfuldt! I takt med, at han samler sin Austin Haley og viser sin far, at han er mekaniker og dermed bliver hans ligeværdige og kan sige ham imod, så bliver han voksen og ’voksne kan gøre hvad de vil’. For eksempel lade være med at slå folk med vandrør – det vidste han faktisk ikke før det øjeblik, han var færdig med sin Austin Haley. Ikke rigtigt.

Der er så meget godt at sige om den her bog, men det vigtigste er logikken. Kim Fupz Aakeson beskriver ikke miljøet med analytisk distance. Han ser det og vi ser det gennem barnets blik og derigennem er alt hvad de voksne gør logisk. Det er os, der definerer det normale. Skræmmende tanke. Den sandhed går op for mig nogenlunde samtidig som det går op for faren: »Din barndom, for helvede da ... Undskyld for helvede« klynker han til sidst i bogen og knuger Mortens hånd.

Kim Fupz Aakesons bog kan snildt læses af både voksne og unge mennesker. Den afslører sig selv som ungdomsroman næsten helt umærkeligt. Det er hans venner, som ellers kun spiller flygtige roller og han faktisk virker sært uinteresseret i, der viser ham grænserne. De sætter dem for ham. Ikke de få adfærdsregulerede vaner og sære fortolkninger af borgerlighed, som hans forældre efterlever. Men grænserne for hvordan man kan behandle andre mennesker.

Pragtfuldt, pragtfuldt!
Kim Fupz Aakeson
Gyldendal
159 sider
199,95 kroner
Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu