Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Berlin på vrangen

Det berlinske migrantsamfund set i gavtyvefortællingens og overdrivelseskunstens troldspejl af russiske Wladimir Kaminer. Det er hysterisk morsomt på en underspillet måde og på ægte tjubangfacon
Berlins migrantmiljø er omdrejningspunkt for Wladimir Kaminers 50 korte og hysterisk morsomme skrøner.

Franka Bruns

Kultur
30. januar 2015

Et par år omkring årtusindskiftet rådede jeg over en lille lejlighed (600 DM pr. måned) i Prenzlauer Berg i Berlin. Stedet var på den tid, hvad man med en bockwurstglinsende kliché kalder en smeltedigel. Der var min kinesiske grønthandler i Prenzlauer Allee, i virkeligheden var der mange kinesiske og vietnamesiske grønthandlere, ligesom der var stribevis af Imbiss’er, små madsteder (pølser, dürüm, kebab), ejet af tyskere, tyrkere og arabere (i den orden og rækkefølge eller i en anden). Der var også mange østeuropæere. Foruden de indfødte (tidligere DDR-borgere, der betragtede forandringerne i deres gamle kvarter med stille undren) var der især russiske og polske håndværkere. Og ludere fremgik det af farvestrålende rubrikannoncer i lokale blade og af papskiltene i vinduerne i Danzigerstrasse.

Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at blive en del af den prenzlauerbergske smeltedigel, mens potten stadig var varm, så at sige. For eksempel gik jeg til en del koncerter og dansefester, som jeg var for gammel til og ikke interesserede mig det fjerneste for. Jeg tilbragte også meget tid i baren på værtshusene og på tyrkiske cafeer. Men det var ikke nemt, Prenzlauer Berg var en venlig og varm landsby, men den havde en usynlig skal omkring sig, der skærmede den mod amatørtilflyttere.

Man kan åbenbart ikke sådan bare købe billet til en migrantkultur.

Gavetyvefortælling fra et klondike

Med Wladimir Kaminers (f. 1967) 50 korte og hysterisk morsomme skrøner fra det russiske migrantmiljø er det som at vende tilbage til kvarteret under cover, pludselig er det eksotiske skyggerige blevet til eksotisk materialitet.

Bogen udkom i sin tyske originalversion, netop på den tid hvor jeg gik omkring i kvarteret og sultede efter autenticitet. Da havde Wladimir Kaminer, der er fra en jødiske familie i Moskva, allerede boet der i ti år, ikke som amatøren på udflugt i en kulturzoo, men med den alvor, der følger med forpligtende mødeaftaler på udlændingekontoret, socialkontoret, jobanvisningen og fremfor alt med sig selv i en uvis fremtid.

Alvoren er hos Kaminer imidlertid drejet en knap og blevet til lakonisk, men munter overdrivelseskunst og gavtyvefortælling fra et europæisk klondike. Det begynder i sommeren 1990 i tre kæmpemæssige beboelsessiloer i Marzahn, der tidligere har været benyttet af Stasi som rekreationscenter, men som nu tjener som et moderne Ellis Island. Således ankommet bevæger bogen sig gennem migrantens faste motivkreds: mødet med det offentlige kontor (apropos), boligkøen, ægteskabsannoncerne, telefonsexlinjerne, jobmarkedet, sprogtesten og som sidste lysende himmelstation: statsborgerskabet.

En eventyrverden skabt af gåder

Der bliver hustlet igennem i Kaminers ’få foden indenfor’-motivverden. Man skal helst kende en, der kan hjælpe en det næste skridt på vej eller hjælpe en med at undgå at tage tre tilbage. Det er også de korte møders verden. Mennesker glider forbi i en lind strøm, på de offentlige kontorer, i korttidsansættelserne, i kærlighedsforholdene og i den omfattende tuskhandel og bytteøkonomi, der holder migrantsamfundet oppe.

Men frem for alt er Kaminers migrantverden en eventyrverden formet af gåder, som migranten forsøger at løse, med usvækket mod, men med ringe resultat.

Kasinoet i Berlins Europa-center er et babelsk virvar af de forskellige etniske gruppers særlige systemer. Enhver vælger jo sin egen vej. Kun tyskerne springer formålsløst fra spil til spil, fra rouletten til den enarmede, uden noget system. De har åbenbart råd til det.

Da Marina bliver forladt af sin mand, der efter ti års ægteskab har forelsket sig i en ballerina, søger hun hjælp hos en heks, først hos en kinesiolog, så hos en jugoslavisk heks. Den sidstes behandling går ud på at tage et par af Marinas trusser med til Jugoslavisen, hvor hun vil lade dem velsigne af fem præster i fem forskellige klostre. Marina afslår, for hvilken garanti har hun for, at hun nogensinde får underbukserne tilbage? Man må også se praktisk på det. Sent i migrantkarrieren, på den lune side, får en af Wladimirs venner til opgave af et russisk rejsebureau at opdatere en berlinsk rejsefører med et par tips om Potsdamer Platz. Det bliver sværere end forventet. En aften lang sidder de to venner i køkkenet som forvildede børn, uden at den ringeste idé melder sig. Hvad skal man dog foretage sig i metropolens finansielle nav bortset fra at blive antastet af sikkerhedsfolk og verfet væk? Endelig skriver de: »Besøg Potsdamer Platz, de riges rige. Her, i barerne og kasinoerne, kan man nemt og hurtigt komme af med sine hårdt tjente penge.«

Herefter dykker de to venner ned i Prenzlauer Bergs dyb for at drikke sig fulde.

En begavet fortællings troldspejl

Kaminers bog har solgt som en gammel tuskhandler fra de berlinske U-bahnstationer kun kan drømme om. Over 1 million eksemplarer alene i Tyskland. Den er desuden oversat til 15 sprog og versioneret både som film og som særlige DJ-sessions/danseaftener på Kaffee Burger i Berlin. De danseaftner har jeg desværre ikke oplevet.

Succesen må skyldes teksternes uafviselige underholdningskraft, de er morsomme på en konstant underspillet måde og samtidig (mærkeligt nok) på ægte tjubangfacon. Den kan også skyldes, at der i Tyskland som overalt i Europa er store migrantsamfund, som har brug for at se hverdagens vanvid i den begavede fortællings troldspejl.

Russerdisco
Wladimir Kaminer
Oversat af Lasse Rask Hoff
Forlaget Korridor
192 sider
220 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her