Læsetid: 3 min.

Med et dansk pas som undskyldning

Han horer, drikker og spionerer i et Afrika, der falder fra hinanden. Og så er hovedpersonen i amerikanske Denis Johnsons nye roman dansk officer
23. januar 2015

Hovedpersonen i Denis Johnsons The Laughing Monsters er dansker. Det blev bemærket i alle de amerikanske anmeldelser, jeg læste, da romanen udkom forrige måned. De fleste steder dog blot i en parentes eller en indskudt sætning af en art. Som om det var ganske naturligt, at en så rodløs og amoralsk en fyr skulle bære et skandinavisk pas og i øvrigt være dansk officer.

Det er længe siden, jeg er stødt på en dansker i en amerikansk roman, men enkelte nybyggere og boksere, en greve og en baron samt jøder på flugt – som i Louis Lovrys prisbelønnede ungdomsroman Number of the Stars (1989) – erindrer jeg svagt. Alle, så vidt jeg husker, naturligvis med et stort hjerte og hænderne skruet godt på.

Det samme kan man mildt sagt ikke sige om en eneste af Denis Johnsons hovedpersoner. Stort set alle titlerne i den i dag 65-årige amerikaners forfatterskab er befolket af religiøse særlinge, syrehoveder, voldsmænd og rodløse alkoholikere, der tilsammen afspejler en desillusioneret nation, hvis moralske rygrad knækkede, dengang JFK blev dræbt og Vietnam-krigen rasede. På dansk har vi fået debuten Engle (1983) og National Book Award-vinderen Træet af røg (2007), hvorimod vi af en eller anden grund stadig mangler hovedværket Jesus’ Son (1992), der er inspireret af Johnsons år som junkie.

Under alle omstændigheder: Allerede inden læsningen af The Laughing Monsters var jeg klar over, at danske Robert Nair, som han hedder, ikke er endt i rart selskab. Men er han en rar mand? Og hvorfor er han dansk?

Alt falder fra hinanden

Handlingen er ikke helt enkel. Robert Nair er agent for NIIA, Nato Intelligence Interoperability Architecture, en organisation der skal sikre, at de allierede udveksler informationer og samarbejder i kampen mod terrorisme. Officielt er Nair taget til Sierra Leone for at deltage i vennen Michael Adrikos bryllup.

De to venner har imidlertid flere skjulte dagsordener. Blandt andet vil NIIA gerne vide, hvad Adriko foretager sig, fordi de har hørt, at han har adgang til en ladning værdifuld uran – som Mossad vist vil købe. Samtidig har Nair selv planer om at sælge informationer om NIIA’s afrikanske fiberoptiske kommunikationssystem til kineserne gennem en gådefuld arabisk mellemmand, der måske har forbindelser til et internationalt netværk.

Hvad de to har tilfælles – udover deres hang til luksushoteller, alkohol og kønne kvinder – er drømmen om at tjene store penge.

»Der er penge nok, og masser af dem går til at sladre og spionere. På det felt er der ingen økonomisk krise,« siger Nair, der synes at stortrives i dette morads af en post-9/11-verden, hvor alt og alle er til salg.

Specielt tiltrukket er han af Afrika, »fordi jeg elsker det her rod. Anarki. Galskab. Alt falder fra hinanden«, som han udtrykker det. Også kvinderne kan han lide, og allerhelst skal de prostituerede, han køber hver aften, være unge, sorte og uden noget begreb om det engelske sprog. Så forstår de ikke, hvad han siger, når han sviner dem til i sengen!

God mening

For så vidt er Nair en typisk Denis Johnson-figur, der som hans navn antyder, har ramt bunden – nadir: lavpunkt. Men nogen helt almindelig dansker er han trods alt ikke. Kun hans far, der bor i Holland, er dansk, og han mestrer ikke selv sproget. Da han på et tidspunkt stilles til ansvar for sine handlinger, hindrer det ham dog ikke i at udbryde:

»’Fuck jer. Jeg er kaptajn i den danske hær. Hvad har det her med Danmark at gøre? Hvad har det med mig at gøre?’« Der er skrevet mange romaner, hvor en fyr vifter med et amerikansk pas, fordi han bilder sig ind, at man med det i hånden, kan tillade sig alt. Nu bruges det danske pas så som undskyldning, og ja, i modsætning til flere andre ting i The Laughing Monsters, der virker en kende rodet, og hvis kærlighedsintrige virker banal, giver det god mening.

I hvert fald er vi i Denis Johnsons øjne ikke længere en uskyldig og godhjertet nation, men derimod lige så fordømte og forbandede som så mange andre. I det selskab stikker en dansk officer ikke ud. Tværtimod. Robert Nair passer fint ind i en roman, der forsøger at skildre en verden, hvor amerikanere, franskmænd og briter i Afrika sælger knowhow, våben og informationer til dem, der byder højest. Hvad enten det er israelere eller kinesere, muslimer eller russere.

The Laughing Monsters
Denis Johnson
Farrar, Straus and Giroux
228 sider
25 dollar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu