Læsetid: 5 min.

Den dyre leg

En ny udstilling på Designmuseum Danmark fortæller om børnenes 1900-tal gennem de ting, bygninger og tanker, de voksne omgav dem med. Et vellykket greb. Udstillingen viser også tænder ved på subtil vis at lade historien vrænge ad måden, vi ser på børn i dag. Hvad der desværre slet ikke fremgår subtilt, er udstillingens afhængighed af sponsorer
bObles-legeredskaberne fylder meget på udstillingen ’Barnets Århundrede’.
20. januar 2015

 

Ingen kan bedre end dem bevidne, at det 20. århundrede markerede en særlig udviklingshistorie i den vestlige verden. Et samfunds velstand og frihed kan måles på de borgere, der ikke selv har det.

 

Derfor er det en lille genistreg af fortælle 1900-tallets historie gennem dem: børnene. Designmuseum Danmark åbnede i weekenden udstillingen Barnets Århundrede. Gennem en imponerende samling af legetøj, illustrationer, møbler og hjælpemidler viser museet, hvordan synet på barnet har udviklet sig gennem tiden. Fra de små arbejdere med små fingre på et glasværk i begyndelsen af 1900-tallet til de fattige og forsømte baggårdsbørn mellem skraldespande og udhuse på 1940’ernes børnehjælpsdag-plakater over de frit legende i Palle Nielsens antiautoritære legeplads Modellen fra 1968 til moderne kompetente børn, der stemmer med deres fødder i en museumsudstilling om global opvarmning. Fra mennesker, der bare skulle blive voksne, så de kunne komme ud at arbejde, til børn med egne rettigheder, til børn med værdi i sig selv og til i dag, hvor børn har samme værdi som voksne – hvis ikke mere ...

Fælles nordisk fortælling

Udstillingen tager udgangspunkt i den svenske feminist og børnesagsforkæmper Ellen Key, der i 1900 udgav bogen Barnets Århundrede i håb om, at 1900-tallet ville blive netop det, og er resultatet af et samarbejde mellem flere nordiske lande. Der er derfor produkter og genstande fra alle nordiske lande, men det giver mening, da der er en fælles fortælling om blandt andet velfærdsstatens fremkomst, kvindernes vej ind på arbejdsmarkedet, statens overtagelse af pligter, der tidligere var hjemmets, og faderens stigende rolle i børns liv.

Børns mulighed for selv at tage del i udstillingen fortæller sin helt egen historie om synet på barnet i dag. Hvert stort rum med udstillede genstande, man ikke må røre, eller montrer, man højst må trykke næsen flad mod, afløses af et rum, hvor børnene har mulighed for at blive aktiveret. De kan lave stopmotionfilm med Kay Bojesens-træfigurer, tegne mens de sidder på Wegners ’Peters stol’, se klip fra DR’s børne-tv (der i sig selv fortæller noget om barnesyn), og de kan skrive på en stor kridttavle, hvordan de selv forstår begrebet ’barndom’. Børnene er ikke bare tilskuere, de vurderes som værende i stand til selv at være med til at fortælle deres egen historie.

Udstillingen er heller ikke uden kant. LEGO har selvfølgelig en plads – skønt en forholdsmæssig lille plads – men historien om den lille trævirksomhed, der blev til et multinationalt selskab, ledsages af en plakat fra 1970’erne, der også har givet LEGO modvind de senere år. Det forestiller en lille rødhåret pige i overalls, der stolt fremviser et farverigt LEGO-værk, der ikke ligner noget. »What it is is beautiful« lyder teksten. Det fremgår ikke af udstillingen, men de fleste, der bevæger sig på de sociale medier, ved, at netop den plakat har fået nyt liv og bliver delt og brugt som kommentar til LEGO’s moderne produkter, der er langtfra kønsneutrale. Museet kunne bestemt have skruet op for fortællingen om forskelle mellem børn som køn og klasse, men LEGO-plakaten er en meget vellykket subtil kommentar. På den måde kommer historien til at pege på vores nutid og vrænge ad os. Samme tanke falder ind, da Kay Bojesen-figurerne, som børnene må lege med, ledsages af kvælningsfareskiltet, som vi bedst kender fra Kinderægget. Plancherne, der følger umiddelbart efter (at vi er blevet advaret om faren for, at vores barn kan blive kvalt i en abearm), handler om skrammellegepladsen og den frie og uovervågede legs betydning for barnets udvikling.

God plads til sponsoren

Desværre er det ikke alt, der holdes på det subtile niveau. Hvad ville en nordisk designudstilling om barnets århundrede være uden LEGO, Hamax autostole og Palle Nielsens legeplads fra 1968? Den ville være ufuldstændig. Hver enkel ting placerer sig naturligt i tiden. Den er ikke bare en genstand – den er en materialisering af tidsånden.

Kan man sige det samme om de helt grotesk dyre bObles-legeredskaber? De dér motorisk fremmende tumleskumfigurer i moderigtige pastelfarver, som man kan købe i Magasins boligafdeling? Det kunne man måske godt sige, hvis man ville: Børn i dag er en del af forældrenes fortælling om sig selv. Forældrenes performance vurderes ud fra børnenes niveau i skolen, sociale kompetencer og generelle udvikling og fremtoning. Dertil kommer et særligt fokus på betydningen af de helt små børns motoriske udvikling.

Men den pointe ville kræve ét eksemplar af bObles. Måske den røde elefant (set i Magasin til 1.099 kr.). Men bObles fylder gulvet i hele tre ud af ti rum. Ét af dem kunne lige så godt være en bås på en legetøjsmesse. bObles er til stede i udstillingen, på samme måde som Pepsi var det i Hollywood-film i 1980’erne. Museer oplever generelt at være fuldstændig afhængige af private sponsorer, hvis de skal vise andet og mere end det, der står og samler støv i den permanente samling, og tilfredsstille den moderne kræsne og krævende museumsgæst. Men Designmuseum Danmark skal være særligt opmærksomme på at bevare uafhængigheden i forhold til et privat erhvervsliv, for hvem et museums blåstempling ikke bare er en ære, men kan bidrage til en fremtidig sikring af bundlinjen. De genstande, der generelt udstilles her, er i første omgang kommercielle, før de er museumsgenstande.

Til museets forsvar kan man sige, at de ikke ligefrem forsøger at skjule, at bObles er en sponsor, men der må være en grænse for, hvor meget plads og betydning sponsoren skal tillægges. Var det nødvendigt at lade bObles fylde gulvet i hele tre rum og lade dem plastre fire vægge til med reklamer? Det underminerer udstillingens troværdighed, at museets direktør i et citat på et gigantisk bObles-reklamebanner fremhæver tumleredskabernes fortræffelighed og kæder dem sammen med et helt århundredes kamp for børns rettigheder og vilkår. Citatet i sig selv findes to gange i udstillingen. Man får brug for at skylle det hele ned med en Pepsi. Et ærgerligt fejltrin i en ellers virkelig vellykket udstilling.

’Barnets Århundrede’, Designmuseum Danmark, Bredgade 68, Kbh. K. Til den 30. august. designmuseumdanmark.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Personligt er jeg helt vild med Kay Bojesens samling af træfigurer. Jeg har efterhånden selv en mindre udstilling af Kay Bojesen figurer i mit hjem. Mit nyeste køb var en Kay Bojesen elefant, som jeg allerede er blevet rigtigt glad for.