Læsetid: 5 min.

Elektriske modstande fra en svunden tid

Steppeulvens dansksprogede rockklassiker ’Hip’ har fået sig en velfortjent, gennemarbejdet genudgivelse, der udbygger kendskabet til deres beskedne aktiviteter. Et band med syre i en totaktsmotor boret af en enhjørning i fri flugt gennem farveladen
Steppeulvene eksisterede kun i ni måneder, men legenden lever næsten 50 år efter. Her en af deres koncerter anno 1967. Fra venstre er det Stig Møller, Preben Devantier, Eik Skaløe og Søren Seirup.

Steppeulvene eksisterede kun i ni måneder, men legenden lever næsten 50 år efter. Her en af deres koncerter anno 1967. Fra venstre er det Stig Møller, Preben Devantier, Eik Skaløe og Søren Seirup.

Jørgen Jessen

17. januar 2015

Dansk rocks såkaldte Jellingesten gik ikke som varmt brød, da den blev rejst den 1. juni 1967.

»Vores sprøde sand i vores røde spand skal strøs på gulvet til ære for de gamle ølkuske,« sang den netop 24-årige hippie Eik Skaløe i front for københavnerkvartetten. En dansksproget selvtænkende enhed stak sine snabeltyrkerslæbere ind i pigtrådsmusikkens manege, og sprængte rammerne for hvad dansk musik kunne være. Men Steppeulvenes debutalbum Hip udkom i kun 700 eksemplarer, og det tog omkring to år at få det beskedne oplag solgt.

Skaløe stod ved mikrofonen og var tekstforfatter, Stig Møller som var guitarist og – med én undtagelse – sangskriver. Søren Seirup betjente bas og mundharmonika – og skrev én sang – og Preben Devantier slor på trommer. Den solide rytmesektion kom endda fra den gamle mere rhythm and blues-inspirerede rock. Seirup var med til at grundlægge The Beefeaters, og Devantier havde spillet med Peter Belli – indtil hele bandet inklusiv Belli fik en dom for at ryge hash. »En biskop brænder bål i byens gader/Af flere vognlæs Peter Belli-plader,« sang Skaløe siden på Hip.

Tiden kaldte på syre i totaktsmotoren, og i Steppeulvene var den boret af en enhjørning i fri flugt gennem farveladen. Eik Skaløe var en formidabel betydningsforvikler og sprogudvikler. Bob Dylan havde sat 10.000 volt til det engelske sprog, og Skaløe havde lyttet, ja da. Men i hans danske tekster kunne man også spore – af og til eksplicitte – referencer til og afsmitninger fra danske sprogkunstnere som Klaus Rifbjerg, Halfdan Rasmussen, Benny Andersen.

Det var dog den tyske forfatter Herman Hesse, der lagde navn til bandet med sin roman Der Steppenwolf, Steppeulven. En diskussion af det frihedselskende menneskes kamp, som i Skaløes teksters tilfælde manifesterede sig som fri leg på hashgrøn stue, på vej væk væk væk fra dansk ligusterhæk, Otto Leisner og leverpostej. Som Carsten Grolin oprindelig skrev på pladeomslaget, så foregår bandets musik »på et dansk, der for første gang er ungt og nutidigt«. Og det er virkelig også forunderligt at høre, hvor sjov og opfindsom, forelsket og desperat Eik Skaløe fremstår i teksterne.

Det kan man nyde i den nye, gedigne remastererede lyd af Hip, den kommer næsten to et halvt år før dens 50-års-fødselsdag. Herfra skal der kun lyde applaus for at udgive den uden for jubilæumscyklussen. En gennemarbejdet, nyrestaureret udgave af Hip behøver ikke nogen anden motivering end, at vores musikhistorie fortjener den. Uanset tidspunkt. Jeg fatter dog ikke, hvorfor man ikke har gjort sig den ulejlighed at optrykke Skaløes formidable tekster?

I radioen på fniseurt

Som ekstramateriale kan man så til gengæld nyde »En eftermiddag med Steppeulvene«. Et fingeret radioprogram, som Skaløe lavede til sin kæreste og muse Iben Nagel Rasmussen (datter af forfatterne Halfdan Rasmussen og Esther Nagel). Stig Møller og hans akustiske guitar er med, og sammen fremfører de tidlige versioner af sangene fra Hip. Det er et vigtigt musikhistorisk dokument, man her kan dyppe ørerne i.

Fniseurten udøver sin påvirkning. Ekkoet på stemmerne og grineflippene i de talte intermezzoer er et vink med en vognstang om tingenes tilstand ved spolebåndoptageren. »Vær nu alvorlig, Stig,« klukker Skaløe. Men det skader ikke sangene, ja, under de senere – kun to dage lange – indspilninger af Hip var der også både hash, LSD og hårde stoffer i spil. Det var lige som en del af mixet, fisterløgsovs.

Musikhistorisk uudgivne sange

Fra den svundne eftermiddag kan man høre en noget mere spillemandspræget udgave af »Dunhammeraften« sunget af Møller. Mens kærlighedserklæringen til Iben Nagel »Til Nashet« – sunget af Skaløe og spillet af Møller – fremstår dundrende smuk og så hjerteskærende privat at den skriger på offentliggørelse.

Endnu mere musikhistorisk er de to hidtil uudgivne sange med tekster af Skaløe. »Blød nødladning« er en strålende langstrakt fabulerende kærlighedssang, mens »Der var engang« arbejder videre på Klaus Rifbjergs digt »Der var engang en krig«. Det siger Skaløe selv på båndet. Men – som Jan Poulsen påpeger i sine fine, nøgterne introduktionstekst – så er det nu blevet en ret så selvbiografisk sang.

»Da jeg var en rod på 14 år/Og gik i skole på Emdrupborg/Rendte vi og spillede fodbold i mosen/Og læste Walt Disneys Sværdet og Rosen/Og når foråret kom/Så gjaldt det om/At få korte bukser på/Før Mik og Ansjosen.«

Steppeulvene levede kun i ni måneder i 1967 i deres oprindelig form, så blev de opløst. Skaløe drog mod Nepal og endte med at begå selvmord den 15. oktober 1968 i grænselandet mellem Pakistan og Indien. Hip blev bandets eneste album, og det var det første dansksprogede rockband af høj kunstnerisk karat. »Popsangen er i dag, hvad romanen var for 20 år siden. Den elektriske guitar er vor tids skrivemaskine,« citerer Carsten Grolin i omslagsteksten fra ’67 Skaløe for have sagt.

Rocken kunne dengang ses som en ny form for samtidsroman. Den var fartøjet for en bevægelses storm på de voksnes konservative overherredømme. Det er den ikke længere.

Bannerførere

Rocken er for tiden i defensiven – kolporteret af pæne indiemænd med stadionambitioner og stadig mere selvparodiske dinosaurer. Og 68’erne er ikke længere oprørere og fritænkere, men fortalere for deres egen indsnævrede idé om frihed og lighed. De er blevet til overmagten og til de voksne.

I dag skrives samtidsromanen i højere grad i hiphop. Hos danske S!vas, hos engelske Kate Tempest, hos amerikanske Kendrick Lamar. I dét lys kan man sammenligne Steppeulvenes Hip med MC Einars pionerhiphop-album Den Nye Stil fra 1988, 21 år senere.

De har den tidlige, friske, kunstnerisk prægnante tilgang til en engelsksproget musiktradition og det voldsomt kreative dansksproglige løft af arven fra det store udland til fælles. Og begge indvarsler de en ungdomskulturs komme – og modtog i øvrigt nedladende (men også positive) anmeldelser i deres samtid. Det er jo til enhver tid en sportsgren, at gøre grin med ungdommens spilopper og griller.

Af Hip kan man lære to ting. 1) At det er dumt at undsige ungdommelige udtryk, uden først at have forsøgt – seriøst forsøgt – at forstå dem. Og 2) At salgstal – eller i disse tider followers, trending hashtags, likes og fanden og hans pumpestok – ikke er dét, der nødvendigvis er afgørende for om musik er skelsættende.

Hip er elektriske modstande fra en svunden tid. Det er et album af sin kollektive tid, fordi det er så fuld af sen-60’ernes flyvske drømme, rockmusikalske katekismer og psykedelisk fantasi. Og det er en individuel, tidløs oplevelse, fordi alle – men ikke enhver – kan blive helt elektriske af at lytte til de bedste sange.

Steppeulvene: ’Hip’ – Inklusiv ’En Eftermiddag med Steppeulvene’ – Remastereret (Parlophone Music Denmark/Warner). Udkommer mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Johansen

Steppeulvenes Dylan-epigoneri er jo tåkrummende, især Skaløes sang. Men det er vel typisk dansk ikke at kunne se forskel på original og kopi.