Læsetid: 3 min.

Ensomhed fyldt med små øjeblikke af lykke

Måske fylder jeget mere end det plejer at gøre hos Marianne Larsen, men mest er hendes nye bog en fin aftapning af det sædvanlige
Marianne Larsen dyrker det uanselige øjeblik og dets åbning mod noget større. Det er klassisk lyrisk stof for en ældre digter forvaltet med en dejlig nøgternhed.

Iben Narsel

23. januar 2015

Det ville være forkert at kalde dem krykker, alle de særlige greb, Marianne Larsen bygger sin digtning op af, og som i hendes nye bog føles meget tydeligt. Men rutiner kan man godt kalde dem, de små sprogmaskiner i hendes trods alt korte digte, som hun sætter i gang igen og igen.

Også i Hændelser i stresset melankoli, det hedder bogen, finder man hendes nærmest tørre måde at lave sammensatte ord, og man finder disse ords diskrete mareridt: »fuldkropsproteser«, »kærlighedsegnede« – hvis man ikke gør det andre steder, så mærker man netop her halvfjerdserne i Marianne Larsens digtning. Igen blander kroppen og bureaukratiet sig med hinanden i hendes digte. Igen holder et køligt, anonymiserende tonefald de surreelle billeder i skak.

Også denne gang skriver hun med tydelige greb. Hendes digte er så tit bygget op som sprogformler, der gentages og varieres, og op omkring nærmest naive modsætninger. Og så er hun glad for et afsluttende svirp. Se bare her, titlen lyder »Melder mig som en jeg vil gøre noget ved med tiden«:

»En der flosser i det nederste af sine jeans./ En der retter sig op parat til at fare sammen./ En der har forlagt sig et sted mellem farverne./ En der glimrer ved ubesværet skulen./ En der har ridset sig i panden med en hybenkvist./ En der mindes og afmindes omgivelser med trapper/ så tydeligt som var hvert trin en ny hjernecelle i verden.«

Anonyme handlinger

Digtet er ikke andet end denne liste af helt anonyme handlinger, en serie af skikkelser på række, på én gang tydelige og afpersonaliserede. Og så pludselig denne bevægelse fra konkret til abstrakt – meget typisk for Marianne Larsen – i tredje verselinje. Og en uhyggelig ordopfindelse, »afmindes«, og slutningens skred væk fra sprogformlen og samme slutnings vel lette modsætning mellem indre og ydre, den lille bevægelse og dens store konsekvens.

Som sagt, en rutine, men jo ikke nødvendigvis en dårlig rutine. Sætningernes musik er i al fald ikke til at tage fejl af.

I andre af bogens digte dukker et tydeligt jeg op. Så nærmer Marianne Larsen sig en reel centrallyrik. Så dyrker hun det uanselige øjeblik og dets åbning mod noget større. Eller måske barndommens erindringer, klassisk lyrisk stof for en ældre digter, her forvaltet med en dejlig nøgternhed, et dejligt fravær af symboler og overlæssede billeder. Det her hedder »Aftenen frådser med dug«, og det er kun i titlens udsagnsord, man mærker en vis distance til det optegnede sceneri:

»jeg står uden for hvor jeg bor/ skal lige til at låse mig ind// da luftens vanddamp samles/ i kugleformede dråber for natten i spindelvævet// spændt ud mellem begge dørkarmens øvre hjørner/ som aldrig nogensinde før// jeg nænner egentlig ikke at ødelægge det/ egentlig vil jeg godt se det funkle// til fuldendelse under lampen over døren/ egentlig er jeg for alene til noget som helst andet.«

Egentlig kan jeg rigtig godt lide den afslutning, den pludselige åbning mod en ensomhed, som ikke er fyldt med afsavn, men med små bitte øjeblikke af lykke.

Er der noget nyt i Hændelser i stresset melankoli, i al fald set i forhold til Marianne Larsens sidste par digtsamlinger, så er det dette jeg, eller måske bare at det fylder så meget. Det er som om teksterne denne gang sanser og erindrer mere, og ikke kun betragter, konstaterer og beskriver. Ikke kun fremslynger sine tørre, skarpe visioner.

Men også her, midt i det subjektive, er Marianne Larsen glad for de lidt lette modsætninger – som når skyggerne bag to soldater »holder øvelse/ i komplicerede omfavnelser« – så er det rankt disciplinerede og det frodigt filtrede da sat på velkendt skema.

Skriver som hun plejer

Det får i øvrigt modspil, dette jeg, af en frise af slagordsagtige sentenser, der uafhængigt af digtene optræder i kursiv og med STORE BOGSTAVER i bunden af cirka hver tredje af bogens sider. Det ved jeg ikke helt, hvad man skal sige til. Men jeg ved, at Marianne Larsen mest af alt skriver som hun plejer i Hændelser i stresset melankoli. Det er med hende som med Peter Laugesen og Henrik Nordbrandt: der kan ske lidt nyt i en bog eller i en anden bog, alligevel er hver af dem som at drikke en ny tår fra den samme, gamle kilde.

Eller måske en ny aftapning fra den samme, gamle øltønde. Vælg selv den mest passende metafor: smagte det jer sidste gang, ja, så vil det også smage jer nu.

Hændelser i stresset melankoli
Marianne Larsen
Gyldendal
Udkommer i dag
80 sider
150 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu