Læsetid: 3 min.

Erotikkens spejlinger

Et særsyn af svensk baroklyrik på dansk
Digtene handler alle om jagten på Frigga, den nordiske mytologis Venus, som er genstand for digterens henrykte og ulykkelige lidenskab, måske endda som en personifikation af sprogets poesi. Illustration af Frigga.

Digtene handler alle om jagten på Frigga, den nordiske mytologis Venus, som er genstand for digterens henrykte og ulykkelige lidenskab, måske endda som en personifikation af sprogets poesi. Illustration af Frigga.

Mary Evans Picture Library

2. januar 2015

Kom, lad nu frit os kærligheden øve!
Den er slet ikke farlig, lad os prøve!

Så kækt opfordrede en smægtende elsker omkring 1650 sin drømmepige til at give efter for hans evige tilbedelse – og det på taktfulde, rimede vers.

I dag skrives digte mest i prosaform, med eller uden knæk, rytmisk, musikalsk måske, sjældent med enderim og skematisk strofeform, hvis man ikke enten sigter på salmesang og viser eller netop overrasker læserne med regelrette sonetter, som Inger Christensen gjorde. Inden det i Renæssancen og Barokken blev almindelig praksis, var det en uhyre krævende proces at forvandle den antikke metrik til accentuerende tonegang: en vekslen mellem trykstærke og tryksvage stavelser, som lå bedre for vore sprog.

I Frankrig valgte man et system med at tælle stavelser og brugte aleksandrineren med dens 12-13 stykker af slagsen og en indlagt pause. Det versmål lyder dog gerne træskoagtigt eller komisk på dansk – som i Holbergs heltedigt Peder Paars eller Wessels Kærlighed uden Strømper –sammenlignet med den elegante og rytmisk frie, franske fodbehandling. 1600-tallets Ronsard brugte aleksandrineren i sine elskovsdigte, mens Petrarca i lignende ærinde med erotiske sonetter til den elskede Laura foretrak femfodsjamben ligesom Shakespeare gjorde, et fodslag, som ligger tættere på talerytmen.

Sprogøvelser

En spændende og morsom demonstration af denne verstekniske og sproglige forskel har versets elskere nu lejlighed til at studere i kraft af den fortjenstfulde oversætter Anne Marie Bjergs danske gengivelse af et gammelt svensk digterværk med titlen Wenerid, 101 kærlighedssonetter skrevet i 1640’erne, men først udgivet i 1680, under pseudonymet Skogekär Bergbo, et sprogmenneske, som i 1658 havde udgivet skriftet Det Swenska Språkets Klagemål.

Men en samling på 40 viser, Wijsor, som øvelser i det svenske sprog gemte han i 40 år til 1682, ligesom med Wenerid måske også af forsigtighedshensyn eller blufærdighed.

Digteren må efter alt at dømme have været en lærd og højtstående person i stormagtstidens Sverige og har mærkværdigvis haft held med sit navneskjul. Man har gættet på en af brødrene Rosenhane, som var nært knyttet til dronning Kristina og myndighederne.

Bogens underlige titelord, Wenerid, er formentlig tænkt som en nordisk udgave af Venus, al den stund hun er genstand for hans henrykte og ulykkelige lidenskab, måske endda som en personifikation af sprogets poesi. Digtene er dog trods eller med den konventionelle natursymbolik fulde af sanselighed, af lange sorte nætter i tanken om Wenerids uopnåelige skønhed. En digterpine, som både røber en vis distance til følelsen og ikke desto mindre dirrer fint af ægte emotioner uden allegorisk anmasselse. Finurligt nok giver de danske jamber et mere ægtefølt præg end den skov- og ordkære bjergbos aleksandrinere efter Ronsards model. Og langt lettere læselige er de, formentlig også for nutidens svenskere, end barokdigterens gammelsvensk og vildt blomstrende ortografi, før nogen retskrivningsnorm var til. Man må desuden beundre Anna Marie Bjergs snilde opfindsomhed i sonettens krævende rimmønster, der her alligevel får alle betydningselementer med i oversættelsen.

Spejlinger

Det digtende jeg er blevet brat såret af Amors pile – så hårdt, at han vil elske hende alle dage, til døden skiller dem, hævder han. Ved hun det? Er der en anden? Han møder hende, drømmer, ser hende spejlet i alt, blandt andet i det skønne Stockholm (18), i nærhed og afstand, i en myldrende tankeaktivitet. Nogen egentlig udvikling mærkes ikke i kompositionen, men dristige ansatser finder dog sted:

Jeg brændte da jeg hende så og
hørte,
jeg brændte, da jeg hendes hånd
greb fat.
Hun smilte kærligt, ja, således
at
hun snart mig helt ind i sit kammer førte. (66)

Men kærligheden kører rundt med ham, ild brænder i hans krop med en hidtil ukendt flamme, samtidig er han mat og mæt, mens hun dydigt går til og fra. Og et sted (82) bliver han også befriet fra den tunge trældoms lænke af en anden kraft, idet Apollon, kunstens guddom, drager hans pen. Sådan er fantastens lod, mens han, som det hedder, træder vande til gavn for sprogets fantasiregister. Barokt og almenmenneskeligt kendes længslen særdeles vel i livet og digtningen, typisk i dansk Guldalder, for eksempel i to versioner af køn og kunst, Aarestrups Erotiske Situationer og Christian Winthers digtcyklus Til Éen til behagelig sammenligning. At kærligheden slet ikke er farlig, som først citeret, er i hvert fald en ønskeforestilling.

Oversætteren har forsynet udgivelsen med en nyttig efterskrift, der placerer og beskriver den barokke sonetcyklus, mens Horace Engdahl med et forord fremhæver Wenerid som en undtagelse fra den almindelige svenske, robuste kærlighedsopfattelse i litteraturen og ser et slægtskab i undtagelserne, Stagnelius, Södergran og Evert Taube. Så det smukke stykke boghåndværk fra Forlaget Vandkunsten er på flere måder et særsyn.

Wenerid
Skogekär Skogbo
Oversat af Anne Marie Bjerg
Forlaget Vandkunsten
Upagineret
300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu